Det er en nærmest gribende smuk udstilling, Vija Celmins viser på Louisiana. Umiddelbart ser billederne ikke ud af alverden. De ligner fotografier af ørknen, havet, stjernehimlen, et edderkoppespind, altså lidt banale motiver, men det viser sig, at de er udført som raderinger, træsnit og tegninger.
Alene den tekniske perfektion fremkalder respekt. Og den øges, når billederne samler sig til en fortælling om, hvordan vi udforsker og opmåler, sanser og erkender verden. Eller forsøge at erkende den. Stillet over for Vija Celmins eksklusive billeder erkender man, at man netop ikke er i stand til fuldt ud at forstå og forklare naturens skønhed og universets udstrækning.
Læs også: Oplev nu: Fire fine fotoudstillinger
Der er billeder, der erindrer om salmedigterens ord om, at om alle konger så gik frem på rad, så formåede de alligevel ikke »det mindste blad at sætte på en nælde«. Brorsons hymne bringer netop eksempler på, hvordan vi kan undres over »det mindste græs«, »havets dybe grunde« og »stjerneflokken«, og enhver må jo drage sine egne konklusioner og blive salig i sin tro. Celmins skildrer blot det sublime med stor virtuositet. Og så forsøger hun faktisk at efterligne naturen.
I en montre vises nogle sten, der parvis er påfaldende ens. Den ene er en kopi i bronze. Naturtro bestemt. Men altså kun en efterligning, der måske kan fylde en med samme undren og ydmyghed som billeder af stjernerne.
Nyt bekendtskab
Den lettiske kunstner er et nyt bekendtskab i Danmark. Barndommen var præget af flugten fra kommunisterne og nazisterne, men ankommet til den frie verden bliver hun i løbet af 1960erne en del af den vitale kunstscene i New York. Siden viser hun udstillinger over store dele af verden. Nu også på Louisiana, hvor hun kan opleves som en kammermusikalsk kontrast til det store symfoniske udtræk med Klee & Cobra-udstillingen.
Hvad: Vija Celmins
Hvor: Louisiana
Hvornår: Åben tirsdage-fredage 11-22, lørdage-søndage 11-18. Til 8. januar.
Skriv en kommentar