
Få et indblik i guldalderen som den så ud fra Kamma og Knud Lyne Rahbeks bolig, hvor datidens kunstliv mødtes.
Det hyggelige bakkehus på Frederiksberg rummer masser af minder fra første halvdel af 1800-tallet, hvor det vrimlede frem med store kunstnere. Samlingen koncentreres om møbler, billeder, erindringsgenstande og bøger fra det kunstinteresserede hjem.
Efter en ombygning i 2002 har museet fået en helt ny fløj med plads til særudstillinger, toiletforholdene er blevet forbedret og Kammas køkken er blevet genskabt. Her blev der i sin tid kreeret duepostejer til de mange digtere, som besøgte Kamma og Knud Rahbeks hjem. Faktisk bor der den dag i dag stadig forfattere på førstesalen i huset. De bor der på skift i en periode på to til fire år.
Bakkehusmuseet er et litterært og kulturhistorisk museum, indrettet i den lejlighed, hvori ægteparret Kamma og Knud Lyne Rahbek boede fra 1802, indtil de døde i henholdsvis 1829 og 1830. I dette hjem kom mange af guldaldertidens forfattere og videnskabsmænd, bl.a. forfatteren Adam Oehlenschläger og filologen Chr. Molbech, for at diskutere aktuelle politiske og æstetiske emner med værtinde og vært. På Bakkehusmuseet kan man både fornemme den enestående stemning i et farverigt, borgerligt interiør fra begyndelsen af 1800-tallet og blive bekendt med centrale temaer i brydningstiden fra 1780-1830.