Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Udstilling | 17/10/17

Anmeldelse: Nationalmuseets nye udstilling giver stemme til sorte og hvide i kolonierne

  • Foto: Ikke oplyst Foto:
  • Foto: Ikke oplyst Foto:
  12  
Nationalmuseet har tilføjet en ny udstilling til sin permanente samling. Det er en kolonihistorie, som har fået navnet »Stemmer fra kolonierne.« Det er med god grund, for udstillingen har skiftet fokus fra det traditionelle københavnerperspektiv og ud til kolonierne. Det er et godt valg, for her får vi spændende både sorte og hvide skæbner fortalt uden at hovedfortællingen mistes af syne.

Nationalmuseet: Stemmer fra kolonierne

Nationalmuseet har tilføjet en ny udstilling til sin permanente samling. Det er et forsøg på at skildre Danmarks kolonihistorie, hvilket omfatter ikke blot vore tidligere besiddelser på De vestindiske Øer, i Afrika og Indien, men også Færøerne og Grønland.

Hvor man tidligere tog udgangspunkt i København og fortalte historien med hovedvægten på danskernes verden, er historien i Nationalmuseets nye udstilling vendt om, så det er historien fortalt med de indfødtes og de udstationerede danskeres øjne. På den måde fortæller Nationalmuseet på sin vis en ny kolonihistorie gennem skæbner, som tidligere var usynlige. Vi får fortalt om enkelte menneskers liv, men de beretter en generel historie om fortiden.

Læs også: Københavnsk museum vinder fornem pris

Udstillingen er delt op på en række montrer, hvor man har brugt det kneb at sidestille den indfødtes historie med den udsendte danskers, så der er tale om en modstilling af to livsskæbner. Det fungerer i de fleste tilfælde godt.

Plantageejeren J.L. Carstens (senere adlet som Carstenschiold) bliver i en montre stillet over for slaven Franciscus. Carstens var en af de rigeste danske plantageejere i 1700-tallet og Franciscus var en af hans slaver. Franciscus forsøgte at flygte, men blev fanget og straffet med 100 piskeslag og ved at få sit ene øre skåret af. Umenneskeligheden er uhyrlig, og Franciscus’ skæbne rørende. Vi har ikke et billede af Franciscus, men Nationalmuseets folk bruger genstande til at illustrere hans historie. Montren, der skildrer Vestafrika, lader den danske slavehandler L.F. Rømer stå over for den afrikanske høvding Pobi Asomani. Asomani forsynede Rømer med slaver til videresalg, og Asomanis breve findes i det danske handelskompagnis arkiver.

Grønlands kolonihistorie illustreres med den danske missionær Hans Egede og modparten af Povl Grønlænder, der i et brev til sin søn klagede over, at de udsendte danskere, der talte om Gud og kristendom, selv levede syndigt med grønlandske kvinder.

I Indien var forholdet mellem danskerne og den indiske magtelite helt anderledes end i andre dele af kolonierne, og det illustreres ved, at den danske guvernør Peter Ancher måtte optræde forsigtigt og diplomatisk over for de indiske herskere i området.

Læs også: 5 københavnske museer, som de fleste desværre overser

Kvinderne spiller en stor rolle på udstillingen. Her er genstande og billeder, der både beskriver sorte kvinders livsvilkår, men også de udsendte hvides. En brutal sag fra 1807 fortæller historien om slavepigen Anna Catherina, der blev forsøgt seksuelt udnyttet af sin ejer, Lucas Bretton. Men det slap han ikke så godt fra, for sagen udviklede sig til en retssag, hvor Anna Cathrinas familie vidnede mod plantageejeren. Han blev dog ikke dømt for mishandling og trusler, og Anna blev snart efter solgt videre til en anden plantageejer. Det var en af de få sager af den slags, for ellers havde de danske slaveejere stort set råderet over de kvindelige slaver.

Nationalmuseets folk viser også den berømte sorte oprører Queen Mary, der i 1878 var anfører for en revolte på Sankt Croix.

Udstillingen viser eksempler på indfødte, der kom til Danmark. På et maleri ses den sorte dreng Oly, der blev taget fra sin familie og opdraget hos missionærorganisationen Herrnhuterne. Han fortalte sin historien til missionærerne, og derfor kender vi den. Hans landsby blev angrebet af slavehandlere, og i 1734 kom den lille dreng som slave til Sankt Thomas. Som andre slaver havde han mistet hele sin familie, og vi ved fra hans skildring, at han græd hele tiden. Missionærerne bragte ham til Tyskland, hvor han døde af sygdom allerede som tiårig. Hans bevægende historie er blot én ud af de 12 millioner mennesker, der blev gjort til slaver, og hvoraf Danmark stod for ca. 100.000, der blev sejlet over Atlanten og solgt.

En mere positiv fortælling er den om de to grønlændere Pooq og Qiperoq, der i 1724 gav opvisning i kajakroning i Frederiksholm Kanal i København. Nationalmuseet viser en broderet navneklud med deres opvisning. På de smukke og bemalede paneler i Prinsens Palæ, hvor udstillingen er sat op, ser man meget finurligt en 1700-tals-tegning af en grønlænder i kajak i en motivkreds, hvor han ellers er ganske irrelevant. Kunstneren er blevet inspireret af den store begivenhed og tegnede løs.

Nationalmuseet viser N.P. Holbechs fantastiske maleri fra 1800-tallet af en sort barnepige og den lille, hvide pige, som hun passer. I montren ser man ting fra et børneværelse fra 1800-tallet og en dragt fra 1860, som muligvis er netop den dragt, den sorte barnepige bar, da hun blev malet af Holbech. Barnet hed Clara Schultz, og hendes sorte dukke er med på udstillingen.

Der er mange lag i de fortalte skæbner, og det var ikke altid kun et let liv at være hvid. I en anden montre fortælles om den hvide pige Louise Rohde, der på grund af økonomiske forhold måtte gifte sig med en langt ældre mand, og hvis liv blev tragisk.

Læs også: Rundetårn vil bygge indvendig rutsjebane og trækuppel

I det sidste rum møder man afkoloniseringen og dets konsekvenser. Musikken er blevet specielt komponeret til udstillingen og glider fint ind i rummenes atmosfære. Kolonihistorien er et stort emne at dække, og det er desuden en historie, der udspiller sig over mange hundreder af år. Men skæbnerne er velvalgte, dramatiske og illustrerende.

Man har i en række tilfælde valgt at lade personernes dragter sidde på sorte giner, hvilket gør dem lidt upersonlige. Men generelt er opsætningen effektfuld og relevant. Mange af Nationalmuseets genstande fra magasinerne er kommet frem og har fået nyt liv i nye sammenhænge, og det er en fornøjelse at se. Der er generelt tale om et meget vellykket supplement til Nationalmuseets permanente samlinger, der sætter tanker og fantasien i sving. En oplagt idé til et efterårsferiebesøg.

 

Interview med kurator, museumsinspektør Mille Gabriel

I jeres udstilling om danske kolonier vender I historien om. Den er ikke længere set fra Danmark, men nok så meget fra de mennesker, der levede i kolonierne – slaverne, de indfødte og andre. Har I dermed bøjet jer for tidens politisk korrekte krav om at se alting fra de undertryktes og krænkedes perspektiv?

»Nej, sådan ser vi det ikke. For udstillingen viser ikke bare historien fra slavernes og de fattiges side. Vi inddrager mange forskellige perspektiver i fortællingen – også de danskere, der befandt sig i kolonierne. Vi har eksempelvis plantageejeren og slavehandleren med. Det handler om at vise, at der ikke findes én historie, men mange historier, der alle er lige sande. Nej, ingen knæbøjning for
politisk korrekthed.«

Når I i udstillingen har mange kvinder med og lægger vægt på det aktivistiske element, som for eksempel Queen Marys oprør mod slaveriet på De Vestindiske Øer, er det så ikke et tidstypisk forsøg på at gøre kvinder til de aktivt handlende og sætte dem i centrum?

»Hvis man tæller efter i udstillingen, er der faktisk færre kvindeskæbner end mandeskæbner. Det, der er nyt, er nok, at kvinderne i vores fortælling er aktivt handlende, hvor man er vant til, at de optræder mere passivt i danmarkshistorien. Så vi skaber et mere ligeværdigt eller repræsentativt billede. Men det er rigtigt, at vi viser disse menneskers handlekraft, når de udfordrer de rammer, de var underlagt. For vi har tidligere set historien alene fra det danske perspektiv, hvor vi er vant til at høre, at det var danskerne, der gav de slavegjorte  deres frihed. Men fra en Virgin Islanders synspunkt er historien anderledes, og det perspektiv vil vi gerne fortælle. De tog  deres egen frihed, hvis du spørger i US Virgin Islands.«

De sortes og andre minoriteters historie er et betændt emne i disse tider, hvor identitet pludselig spiller en central politisk rolle. I USA river de statuer af sydstatsgeneraler og Christoffer Columbus ned. Vil en efterkommer af en slave kunne provokeres af jeres udstilling, fordi I ikke er gået endnu skarpere til den og fjernet racister fra udstillingen eller forsynet tingene med klart moralsk fordømmende tekster?

»Det vil tiden vise, og vi vil rent faktisk meget gerne have en debat om forholdet. Det er udstillingens vigtigste formål – at skabe kendskab.«

Hvilken debat vil du have?

»Vi vil gerne have, at folk får et nuanceret billede af fortidens mennesker. De var mennesker, der levede inden for bestemte rammer og under forskellige livsbetingelser. Ligesom vi alle sammen gør. Vi vil gerne nuancere historien, så den kan ruste os til fremtiden.«

Men slægtninge til sorte og slaver vil kritisere jer for, at I undgår det naturlige menneskelige behov for at dømme, og påpege at der faktisk var mennesker, der begik ondsindede handlinger. Slipper I ikke for let af krogen, fordi historien ikke gør rigtig ondt på jer?

»Vi forsøger bestemt ikke at underspille den brutalitet og grusomhed, der fandt sted i kolonierne. Historien er fuld af skæbner, der gør ondt. Slaven Franciscus, der mister et øre, og den vestafrikanske dreng Orly, der mister sin familie, sin frihed, sin ret til at være barn, er jo ofre for slavesamfundets brutalitet. Så vi forsøger på ingen måde at omskrive historien. Men det er en balancegang, for vi vil vise
historiens sammensathed, der veksler mellem brutal virkelighed og menneskelig omsorg og kærlighed – sommetider på trods.«

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer