Kunsten er flyttet ud på gaden - eller mere præcist: På en plads på hjørnet af Ravnsborggade og Skt. Hans Gade på Indre Nørrebro. Her holder Airplay Street Gallery til og folkene bag har det som deres erklærede mission at udstille digital og performativ kunst i det offentlige rum.
Med en basketkurv i begge ender af pladsen, ligner den blot en basketbane, men den fire meter høje projektor rettet mod husmuren overfor, vidner om, at pladsen på hjørnet af Ravnsborggade og Skt. Hans Gade er beregnet til mere end blot basketkampe.
Pladsen er et gadegalleri, hvor digital kunst som lyd, fotografi og videokunst samt danse- og teaterkunst bliver nærværende i folks hverdag.
Det er fem kvinder, alle uddannet i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet, der står bag gadegalleriet. I modsætning til de mere velkendte udstillingsformer fra museerne er det ikke nødvendigvis meningen, at publikum skal blive længe på galleriet. Et af målene er nemlig, at fodgængerne kan nærme sig kunsten i deres eget tempo.
AirPlay Street Galleri åbnede i april 2006 og siden har de stået bag en lang række udstillinger på pladsen, ligesom de har bevæget sig yderligere ud i byrummet med udstillinger som "Mellem byen", hvor København i løbet af sommeren/efteråret 2007 blev fyldt med kunstværker, skabt specielt til byen. F.eks. havde en af kunstnerne klædt sig ud som hund og gik rundt nede ved Søerne og bad folk om at gå en tur med sig, ligesom der har været tegnet en hinkerude på Dronning Louises bro, til fri afbenyttelse selvfølgelig.