Share Print Send

Hjemme hos Jens? For meget børnelarm. I Skuespilhuset? For meget Jens’ hjemmebane. På D’Angleterre? Ja, hvorfor ikke skabe så dyb en kontrast til udryddelseslejre som muligt. Jens Albinus virker tilfreds med at blive interviewet i de uventede omgivelser, da AOK møder ham en tidlig og diset morgen. Han smiler bare. Og gnider sine ru hænder grundigt, da han får at vide, at kaffen er på vej. Så er der noget at skylle det grufulde emne ned med.

»Det har aldrig været vanvittig simpelt for mig at være til stede her i verden eller på teatret. Jeg prøver jo. Men på et tidspunkt holdt jeg op med at lede efter svar og begyndte at kigge efter ting, jeg kunne genkende mig selv i, og hvor jeg netop kunne være til stede,« siger Jens Albinus. Hænderne farer rundt over bordet og er lige ved at vælte kaffekoppen og den fine lysestage.

Jens Albinus er i mange år blevet forfulgt af den nu afdøde italienske kemiker Primos Levis vidnesbyrd fra Auschwitz, »Hvis dette er et menneske«. Fordi fortællingen skærer livet helt ind til benet og giver mulighed for at forstå, hvad det egentlig vil sige at være menneske – en vigtig del af hans egen tilværelse, der ofte er fuld af tvivl og skepsis. Han ser ikke monologen som en pause fra de store filmroller eller ren trods, men bare et behov for nogle gange at komme ud på sidelinjen.

»Det er ligesom, når man spiller fodbold i skolen. Enten er man med på et af holdene, ellers står man udenfor og gør en dyd ud af at råbe ind på banen som en idiot. Når jeg laver mine egne forestillinger, er det for at stå derude og fortælle selv,« siger Jens Albinus og taler videre om sine tidligere bekendtskaber med egne forestillinger - et dyk ned i Dostojevskijs forfatterskab fyldt med eksistentialisme og franskmanden Michel Houellebecqs stærke fokus på seksualiteten.

Langt væk fra store roller som i snart biografaktuelle »Alting bliver godt igen« af Christoffer Boe.
I lang tid har Jens Albinus ikke villet røre ved Holocaust, fordi det er så gennemtævet et kapitel i Europas historie. Men da han sad på den anden side af jordkloden, og endnu engang åd hvert et ord i bogen råt, og genkendeligheden i fortællingen blev mere og mere tydelig, kunne han ikke længere lade være.

»Noget af Primo Levis historie kan jeg genkende mig selv i. Det minder om min ungdom, og nok også den mange oplever i dag, når han beskriver sin tilværelse i Milano og Torino før tilfangetagelsen. Han gik i teatret og til koncerter, og krig forekom mærkeligt fjernt og diffust. Så tog han op i bjergene og legede partisaner med en lille damepistol, og pludselig er han fange og havner i Auschwitz. Virkeligheden, som han kender den, går i opløsning,« siger Jens Albinus.

Den barske fortælling fra koncentrationslejren i Polen sidder tydeligvis dybt i ham. Han kigger ned på sit medbragte ark med noter, roder flittigt i sine lyse totter af hår, og besvarer kun spørgsmålene efter mange eftertænksomme blikke ud i den vinterkolde travlhed på Kongens Nytorv. Det er en mand, der mener det.

»Jeg har brug for et rum, hvor jeg kan søge genkendelse i nogle andre slags ting end de store film- og tv-roller. Og Primo Levis fortælling rammer mig og rummer mig. Men misforstå mig nu ikke. Den er ikke et terapilokale eller et forbedringskursus,« siger Jens Albinus.
Tværtimod. For hvis der er noget, han ikke synes, der er brug for, så er det hele tiden at forbedre sig. Eller forbedre andre. Jens Albinus taler om tvivl og undersøgelser. Ting han har lyst til at dele med andre. Ikke pådutte dem.

»Jeg kommer ikke med en masse svar, og man skal ikke være specielt klog eller interesseret i Holocaust for at se det her. Det bliver ikke sådan, at jeg står og øser ud af en masse viden. Tilbuddet er, at man kan komme og måske i glimt se noget af det mest private, det allerinderste, det som man måske ikke engang deler med sin livsledsager eller bedste ven,« siger Jens Albinus.

Man mærker tydeligt hans store behov for at fortælle. At delagtiggøre. Alting forklares flere gange. Han sammenligner det med Primo Levis enorme sult efter at komme ud med historierne om de frygtelige og menneskenedbrydende måneder som fange i en af nazisternes koncentrationslejre. Om hvordan det konkurrerede med elementære fysiske behov som tørst og indtagelse af føde.
Og selv om hans pressechef, der står midt i et strålende salg af billetter til »De Tre Musketerer«, blev helt ligbleg i hovedet, da ideen skulle sælges, holdt Jens Albinus fast i den.

»Det er jo ikke, fordi jeg vil lave et kulturelitært foredrag, og jeg kunne aldrig finde på at føre korstog mod de store og brede forestillinger. Der opstår bare nogle gange en sult efter at udlægge nogle ting eksistentielt. Primo Levi undersøger sine erfaringer fra KZ-lejren og formulerer sætningen: »Det skete, og derfor kan det ske igen. Og det er kernen i, hvad jeg har at sige«. Det er selvfølgelig sagt politisk, men jeg læser det også eksistentielt,« siger Jens Albinus, der ikke lægger skjul på, at forestillingen også er en kommentar til den virkelighed, der nu hedder 2010.

Han bruger ordet opbyggelighed om den tid, han mener, vi lever i. Det er menneskers behov for hele tiden at forbedre sig og samfundets måde - i alleryderste konsekvens - at vælge de uønskede fra. De overvægtige, dem med de forkerte kromosomer.

»Jeg vil godt kalde mig udviklingsskeptiker. Og ja, skeptisk i det hele taget. Det er fint nok, at vi bliver klogere på at fungere som individer, kernefamilier, arbejdsplads, eller hvad pokker. Men vi skal være klar over, at der er sider af det at være menneske, som vi ikke bestemmer over. Det er det, jeg hører i sætningen »det skete, og derfor kan det ske igen«,« siger Jens Albinus.

Han kommer med et eksempel.

»De kloge alkoholikere har fundet ud af, at det ikke handler om at sige, at jeg var alkoholiker, men nu er jeg blevet bedre, men at det handler om at sige, at jeg er alkoholiker – jeg har godt nok ikke drukket i 11 år, men jeg er alkoholiker«.

Men selvom det plotmæssigt er vanvittigt meget mere simpelt at lave en monolog end for eksempel Mary Poppins på Det Ny Teater, er Jens Albinus ikke i tvivl om, at det har været en af hans største udfordringer til dato. For uden scenografi er man nøgen. Og han beder sig selv om at komme ind på en scene og være til stede med noget af det, han plejer at løbe væk fra.

»Jeg går jo ikke hjem til min kone og siger, at jeg er i tvivl, om jeg skal stå op, selvom jeg nogle gange har det sådan. Hvis man gjorde, ville det godt nok være svært at bygge et liv. Den dybe ensomhed må man vende ryggen 99 ud af 100 gange, og så være til stede med den én gang. Et godt sted at være det er hos Primo Levi. Og på teatret selvfølgelig,« siger Jens Albinus.

Primo Levis beretning er et forsøg på at sætte ord på det, der egentlig ikke kan siges. Og ud fra det har Jens Albinus opstillet et meget enkelt succeskriterium.

»Det er, at jeg prøver. Hvem ved – måske kan jeg ikke huske teksten, måske går folk ud og tisser, måske forstår folk ikke noget, eller måske bliver de voldsomt grebet. Men det må man leve med. Jeg vil bare gerne fortælle helt nede fra bunden, som Primo Levi gjorde, og videreføre selve den bestræbelse, som for mig rummer håb«.

Hvad: Jens Albinus bearbejder Primo Levis »Hvis dette er et menneske«
Hvor: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Lille Scene
Hvornår: 14. – 23. januar
Hvordan: www.kglteater.dk/150 kr.