Det har længe været hipt blandt unge, designbevidste byboere at supplere Arne Jacobsen og Børge Mogensen med loppefund. Men nu har genbrugsfeberen for alvor grebet om sig.
Den Blå Avis melder om en stigende brugerskare. Samtidig spurgte det husstandsomdelte blad ’Idé Nyt’ for nylig 8.000 husejere i et såkaldt ’villapanel’ om deres forhold til loppemarkeder. En tredjedel svarede, at der afholdes loppemarked eller garagesalg på deres villavej eller i nabolaget. Samtidig har hver femte selv deltaget eller solgt ting på et loppemarked inden for de seneste tre år.
»Mange vil tænke, at det hænger direkte sammen med den økonomiske recession. Men faktisk handler det ikke om penge. Vi ser en decideret forbrugslede og en ny nøjsomhed. Vi vil bruge det op, vi har – og intet må gå til spilde,« siger Kirsten Poulsen, indehaver af firmaet Firstmove, der arbejder med tendenser hos samfundets ’trendsættere’.
Ifølge undersøgelsen svarer 78 pct. af dem, der overvejer at få en stand på et loppemarked, at det er fordi, de principielt er imod, at ting, der fungerer, skal havne på lossepladsen.
Rekord stort overskud
Også genbrugsbutikkerne bliver flittigt frekventeret, når der skal nye møbler ind i hjemmet – eller når der skal shoppes tøj.
Ud af landets syv største kirkelige organisationer havde seks sidste år et samlet rekordstort overskud på over 100 millioner kroner, skriver Kristeligt Dagblad.
En af dem, Kirkens Korshær, som driver 222 ud af landets 578 genbrugsbutikker, havde sidste år et overskud på 45 millioner, hvilket er en million mere end i 2008.
»De fleste køber møbler eller tøj, ikke mindst børnetøj. Nogle går på opdagelse efter designermøbler, som de kan være heldige at finde til gode priser,« siger genbrugskonsulent i Kirkens Korshær Øst, Ove Elboth.
Han har oplevet, at sammensætningen af kunder har ændret sig markant.
»Da jeg var barn, var det flovt at købe genbrug. Så gik det hen og blev mode. Så blev det en trend, og nu er det alle, der køber brugt tøj og brugte møbler,« siger han.
Loppemarkeder er dog primært et storbyfænomen. 51 procent af dem, der i Idé Nyts undersøgelse svarede, at de havde deltaget i loppemarkeder, boede i hovedstaden.
Læs AOK's store guide til Københavns loppemarkeder.
Fakta:
Kilde: Idé Nyt og Kirkens Korshær
Skriv en kommentar