Gascogne-pærer eller hindbær plukket på en hemmelig skovsti er bare nogle af de friske frugter, der indgår i chokoladen fra Summerbird, som har helt hjemme på Mandel Alléen i Assens på Fyn.
Sortimentet er skabt ud fra filosofien: Så frisk fyldt chokolade, at vi nærmer os dessertkøkkenet. For har du købt Poire William (fyldte pærer) til kaffen til dine gæster, behøver du hverken at overveje regnbueis eller diverse tærter.
Chokoladen fra Summerbird er fremstillet af rigtig gode råvarer (manden bag hedder Mikael Grønlykke, og han har også et ben inden for både hos
Restaurant Kong Hans og på Falsled Kro på Sydfyn), men den er ikke håndlavet.
Det ser salgsdirektør Morten Larsen kun som et plus. Faktisk kan han ikke forestille sig noget værre end at komme chokolade i munden, som "en ældre dame med cerut og en sherry har siddet og lagt nødder på".
Butikken er lille og hyggelig med et meget flot flisegulv i grønne farver. Morten Larsen er ikke spor bekymret over at ligge i Kronprinsensgade, der jo ellers overvejende er befolket af unge, tøjshoppende og oftest meget slanke piger. For som han siger: "Her kommer i det hele taget et meget kræsent publikum, som jo også går efter for eksempel
Perchs Thehandel."
Om sommeren sælger Summerbird også is.