Føj til favoritter Del Send
Shopping | 21/04/17

Stem på Byens Bedste Kvindemode

  • Foto: Gita Femhøj Foto: Gita Femhøj

Fabelagtige fashionistaer og stilbevidste vintage-jægere på budget elsker København. Her flyder luksusbrands, highstreet-mærker og små, skæve forretninger sammen og danner et unikt shoppinglandskab. Det er en ægte københavneroplevelse at komme ud og svinge kreditkortet, men hvem skinner kraftigst på modehimlen?

Afstemningen er slut.

& Other Stories (VINDER)
Amagertorv 29, 1160 København K

På Amagertorv holder H&M’s sprælske lillesøster & Other Stories til. Forretningen er det seneste skud på stammen af den svenske modegigants underlinjer, og siden åbningen i 2013 er & Other Stories blevet en favorit hos kvinder med hang til farver, mønstre og lækre materialer. Stilen strækker sig fra maskulin og enkel til feminin, chik og spraglet, og kvalitet og design er i fokus. Den store forretning rummer både en kosmetikafdeling, massevis af tøj, accessories og tasker samt en kælderetage fyldt med sko.


Veras
Nørre Voldgade 18, 1358 København K

Veras er et alternativt shoppingkoncept, hvor det hele handler om bæredygtighed og genbrug. Hvis du trænger til at få ryddet ud i garderoben men ikke orker at sælge dit gamle tøj på loppemarked eller hjemmesider som Trendsales, er der hjælp at hente i butikken på Nørre Voldgade. Veras sørger for, at du ved hjælp af en abonnementsordning kan komme af med det tøj, du ikke bruger længere, og samtidig har du mulighed for at pifte garderoben op med lækre secondhand-sager, som andre har indleveret.


Norse Projects
Pilestræde 39, 1112 København K

Københavnermærket Norse Projects har siden 2004 klædt massevis af hipstere på verden over. Indtil for nylig var det dog kun mændene, modevirksomheden designede tøj til. Men nu er Norse Projects endelig trådt ind på markedet for kvindemode, og i flagskibsbutikken i Indre By kan kvalitetsbevidste shoppere boltre sig i cool modetøj tilpasset feminine former. Stilen er minimalistisk på den skandinaviske måde, og ud over Norse Projects’ egen kollektion forhandles mærker som Nike, Sunspel og Lemaire.


Project 4
Larsbjørnsstræde 19, 1454 København K

På trods af sit knap så flatterende navn er Pisserenden lidt af et shoppingparadis – bl.a. på grund af Project 4. Her shopper de stilbevidste københavnere alt fra solbriller og smykker til tøj af økologiske materialer og fede sneakers fra nogle af tidens hotteste brands. Butikken er indrettet med gamle sager, der pynter blandt alle de nye varer og sender tankerne tilbage til en svunden tid. Mange af butikkens produkter findes kun i et begrænset antal, og Project 4 er derfor et godt sted at gøre unikke fund.


River and Raven

 

Store Kongensgade 116 B, 1264 København K

 

Bæredygtighed skal være cool. Sådan lyder mottoet hos River and Raven, der efter at have skabt et shoppingunivers på nettet åbnede en fysisk butik med både kvindemode og interiør i København. Bag konceptet står stylist Regitze Bay, som har arbejdet med stribevis af kendisser – heriblandt Medina, Mads Langer og Christopher. Hun har specialiseret sig i at udvælge gode, bæredygtige varer til sin butik, og her finder man således mærker som Valentine Gauthier, Aiayu, RMS Beauty og Nudie Jeans.

 

Foto: Ikke oplyst