I forbindelse med Copenhagen Fashion Festival vil vinduerne hos Royal Copenhagen, samt et smukt opdækket bord i butikken på Amagertorv 6, skabe rammen om Anne-Dorthe Larsen & Katrine Rabjerg’s kreative iscenesættelse af Royal Copenhagens univers, i samspil med nué notes & lovechild-1979-.
Designerne Anne-Dorthe Larsen & Katrine Rabjerg har været på besøg på porcelænsfabrikken og håndmalet Royal Copenhagens tallerkener, med inspiration i farver og mønstre fra deres eget univers, samt farvepaletten fra Multifarvet Elements.
”At få muligheden for at arbejde med Royal Copenhagen er helt fantastisk. Selvom vi designer forskellige produkter, er det virkelig spændende at se vores brands i den her vinkel. Vi elsker og bruger selv Royal Copenhagens produkter, samt deler den store interesse for design, kvalitet, æstetik, farver og ikke mindst det at skabe noget tidløst som rummer en masse skønhed ”. // Anne-Dorthe Larsen & Katrine Rabjerg.
nué notes
nué notes blev skabt i 2007 af Anne-Dorthe Larsen og Katrine Rabjerg. Det startede med en lille kollektion af læder, men er siden udviklet til en fuld kollektion som rummer alt.
lovechild-1979-
Designerne Anne-Dorthe Larsen & Katrine Rabjerg er begge født i 1979 og voksede op som enebørn.
- Kærlighed, passion og ubetinget opmærksomhed har været essensen i deres opvækst. De samme værdier har de 2 designere brugt til at designe den feminine, ukomplicerede og sofistikerede kollektion.
Udover egne brands står de 2 designere også bag butikkerne nué og another nué på henholdsvis Frederiksberg og i København K.
Udstillingen varer til d. 25. august.