Læs AOKs omtale af Frederiksberg Chokolade
Der findes en håndfuld områder i København, som får en til at føle, at man er trådt ind i år nittenhundrede-matador. Frederiksberg Allé falder ind under bemeldte kategori.
Her griner man nemlig ikke – man ler. Og køkkenpigen græder med ’æ’, når hun skærer løg.
Ganske automatisk fyldes ens egen mund også med ord som »manufakturhandler« og »chocolatier«, når man besøger alléen, som majestætisk strækker sig fra Vesterbrogade til Frederiksberg Runddel.
De rundt regnet 200 lindetræer langs hver vejside understreger, at man så sandelig ikke længere befinder sig på stenbroen.
Midt på strækningen ligger en lille chokoladeforretning. Facaden er holdt i cognacfarvet træ, og det ene af to store, buede vinduer giver frit udsyn til butikkens hylder, som bugner af chokolader i alle afskygninger. Gennem det andet kan man se ind i chokoladeværkstedet, hvor der bliver æltet, smeltet, dyppet og støbt.
Omtrent samme år som Mads Skjern kastede sig over konfektionshandelen i Korsbæk, overtog to søstre butikslokalet på Frederiksberg Allé og præsenterede »Frederiksberg Chokolade«.
Dengang foregik chokoladeproduktionen i en lejlighed på femte sal i en af sidegaderne, indtil en cigarbiks til venstre for forretningen drejede nøglen om, og produktionen kunne rykkes derned.
Inden starten af Anden Verdenskrig overtog chokolademutter Ellen Elstrøm forretningen sammen med sin storrygende svigerdatter, som uafladeligt puffede løs på sine cerutter. Selv når der kom kunder, slukkede hun ikke for røgeriet. Hun lagde bare cerutten fra sig, hvor der nu var plads.
»Se! Der er stadig brændemærker overalt i butikken på reoler, diske og borde,« fortæller den nuværende bestyrer Patrick Pörtner og peger på en hyldekant, hvor otte-ni sorte, forkullede striber tydeligt illustrerer svigerdatterens uvane.
»Men den voldsomme passive rygning til trods nåede moster Ellen, som vi kalder hende, at fylde 101 år. Så man skal altså ikke undervurdere, hvor sundt det er for kroppen at spise ægte, mørk chokolade,« ler han.
Nu er det snart tid til den lækre, mørke påskechokolade, og Patrick Pörtner har i mere end halvdelen af sit unge liv stået for produktionen af den håndlavede chokolade, som butikken har solgt, siden konditor Tina Jacobsen overtog forretningen i 1996.
Sammen med lokalerne overtog de et stamklientel med særlige ønsker og forventninger, og gamle Ellen gav dem et par velmenende råd med på vejen.
»Hun havde en gigantisk opskriftsbog, hvor der stod ting som »Skrab nougatpapiret. Det er der, fortjenesten sidder« eller »Tag to skrabede kopper kakao fra koppen med den skårede hank på midterste hylde i mellemgangen«.
Det hele var meget gammeldags og gemytligt og – frem for alt – som det altid havde været. Så vi var forsigtige med at præsentere alt for mange nye ting på én gang og fornyede derfor sortimentet gradvist over tid. Men nutildags laver vi mange alternative og spændende smagskombinationer.«
Han tager fat i en smukt dekoreret konditortang og snupper en godbid fra en af diskens mange hylder.
»Hvid chokolade med salte jordnødder og dild,« byder han.
De indre alarmklokker ringer på livet løs. Chokolade med dild. Det kan man da ikke! Men akut skepsis bliver hurtigt afløst af stående ovation. Ganske enkelt henrivende.
Også på påskeægfronten har chokolademagerne hos »Frederiksberg Chokolade« prøvet noget helt nyt. 100 unikke designerpåskeæg af satonga-chokolade er smukt udstillet i butikken med hver deres originale udseende og elegante udsmykning. Den fornemme chokolade har et kakaoindhold på 72%, en frugtagtig smag og er Patrick Pörtners favorittype.
»Det er en fantastisk chokolade. Og påsken er jo en kæmpe højtid i chokoladebranchen, fordi den sammen med julen udgør 2/3 af omsætningen. Så vi syntes, det kunne være morsomt at gøre noget ekstra ud af det, og fik så idéen med at lave de her ekstravagante påskeæg.«
Læs mere:
Læs AOKs omtale af Frederiksberg Chokolade
Se AOKs liste over byens øvrige chokoladebutikker
Af Orla Hansen29/03/10, 17:21
Frederiksberg Chokolade
Bliver du lækker sulten så gå ind hos Frederiksberg Chokolade der er alt til den søde tand, har du først smagt sådan et stykke må du straks ha et stykke til.