Tøj til kvinder
Tøj til mænd
Tøjbutik
Undertøj

Hvor er det befriende, at der i disse kolde sparetider, stadigvæk er ildsjæle, som tør og vil trodse dommedagsprofetierne for at lave lige nøjagtig det, de tror på.
For halvandet års tid siden åbnede den lille butik i Oehlenschlägergade ikke langt fra Istedgade, og der har den levet sit eget stille liv med en trofast fanskare, som har sat pris af mixet af streetwear, kunst og magasiner.
For nylig valgte Nikolaj Noesgaard at relancere butikken for at markere, at han har fået en ny medindehaver i skikkelse af Henriette Hartmann. Men konceptet har i det store ikke ændret sig. Som udgangspunkt er Obskur et non profit-foretagende, hvor designere lejer sig ind og får 100 procent fortjeneste af salget af deres egne (ofte unika) kollektioner. Blandt designerne er navne som Beck, Miss Kristuff og Tina Gottrup, foruden naturligvis Nikolaj Noesgaards eget mærke Noés og den tidligere medejer Katrine Hejes undertøjsmærke Missekat. Heje er også kvinden bag en del af Obskurs kunstnere. Blandt andet står hun for at få den berlinske kunstner Mythos plakater og andre værker ind i butikken.
Derudover er Obskurt et lille mekka af magasiner , musik og kunstbøger, som bare venter på at blive opdaget i gaden med det svære navn.
"Der er et stort benarbejde i at blive lagt mærke til, når man ligger et sted som os. Men bortset fra det går det positivt fremad," siger Nikolaj Noesgaard.