
Priserne ligger generelt i den pæne ende. Til gengæld er ekspedienterne til at få øje på, de kender deres varer og giver gerne en passende grad af personlig betjening.
Kundesammensætningen er blandet, men med tøj-, mad- og vinbudget over gennemsnittet. Man kan altså både møde børnefamilier, studerende og folkepensionister, når man handler i Magasin, men klientellet består heldigvis også af overlevende repræsentanter for den efterhånden sjældne kunderace damer.
Siden åbningen i 1868 har Magasin udviklet sig til Skandinaviens største kæde af stormagasiner. Det begyndte, da Theodor Wessel og Emil Wett åbnede en ydmyg manufakturforretning i Århus med navnet Emil Wett & Co. To år senere fulgte en filial i Aalborg og en forretning i København under navnet De Forenede Hvidevareforretninger.
Magasin har en lang tradition for opfindsom og utraditionel kundeservice. I 1894 indrettede man for eksempel en cykelbane for damer på 2. sal i stormagasinet i København, så de kvindelige kunder kunne sikre sig, at den nye cykeldragt nu også sad ordentligt, før de forlod forretningen.
I dag har Magasin en landsdækkende afdeling for bryllupsservice, hvor brudepar kan få hjælp og vejledning med alt fra computerregistrering og opfølgning på gavelisten, til makeup på dagen og blomster i kirken. (De kan nok også godt få lov til at købe bryllupsudstyret i Magasin)
Jeg handler altid i Lyngby, man kan altid parkere og forretningen er overskuelig og ikke mindst ekspedienterne er altid hjælpsomme.
Jeg kan vældig godt lide Magasin i Lyngby. Det er ikke helt så stort som i København, men tilgengæld er der ikke nær så mange mennesker. Deres undertøjsafdeling er langt bedre end i København. Ellers er det nogenlunde det samme.
Det er vel ok. Det er jo stadig det samme koncept som Magasin Du Nord. Men helt klart ikke det samme. Meget mindre, og meget mere kedeligt.