Delikatesse
Mad

...
At komme ind i Løgismoses delikatesse- og vinbutik på havnen, er som at komme i mad-himlen. En fornemmelse af at træde ind i en af de rige feinschmeckeres hellige haller, der bugner af desserter som creme brûlée, hindbærmousser og citrontærter, af croissanter, frossen fond, kalveleverpostej, enorme stykker foie gras, gourmet-færdigretter, polynesisk vanille og andre gode sager.
Har du en date i aften, og har du ingen anelse om, hvad man serverer for en kræsen storbysild, kan du ikke koge et æg uden at brænde det på, eller har du bare ikke tid til at købe ind og lave mad, er Løgismose din redning. Her kan du købe dig til et helt måltid god mad i tidens toneklang uden at skulle gøre andet selv end tænde ovnen og trække vinen op.
Familieforetagendet Løgismose har importeret middelhavsvin fra små vinbønder i 25 år. Hos de små bønder finder man, efter en af cheferne Christian Grønlykkes mening, en oprindelighed i vinen, en sjæl og en nerve, der går tabt hos de store producenter. Man kan smage hvilken bonde, man har fat i.
Specialet er Bourgogne- og Beaujolaisvine, og Løgismose forhandler direkte med over 15 små bønder i Bourgogne og i Beaujolaisdistrikter som Fleurie og Brouilly, hvor man også entrerer med den kendte og velrenommerede mellemhandler, négociant'en Georges Duboeuf.
I de rå lokaler på Nordre Toldbod står vinen i kasser og på paller, side om side med andre middelhavsspecialiteter, lige til at proppe bag i bilen.
LØGISMOSE blev til i slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne, grundlagt af Sven og Lene Grønlykke.
I dag videreføres virksomheden af deres børn. Løgismose består af fem selvstændige selskaber: Løgismose Mejeri, Løgismose Vin, Løgismose Produktion, Falsled Kro og Restaurant Kong Hans Kælder, et sjette: Summerbird Chocolaterie er med Mikael Grønlykke som ejer tæt knyttet til Løgismose.
LØGISMOSE VIN blev oprindeligt startet for at supplere først Falsled Kros og senere Kong Hans Kælders vinkort samt drive en lille eksklusiv vinklub for de gæster som kom her. I dag er Løgismose Vin med sin eksklusive fødevarebutik på Ndr. Toldbod i København blevet trendsætter i branchen.
Butikken har gennem de sidste år udviklet sig til et sted, hvor mange virksomheder søger inspiration, når de skal sammensætte en gave til kunder eller medarbejdere, ligesom det er blevet stedet, hvor man forkæler sig selv eft er en dags arbejde.
Hvis du ønsker at følge med i hvad der sker på Toldboden, så tilmeld dig nyhedsbrevet som udsendes hver torsdag året rundt www.loegismose.dk/nyhedsbrev