Her forhandles de klassiske Le Klint-lampeskærme, der er hvide, skrøbelige og kunstfærdigt foldede, og giver et blidt lys fra sig. Mest kendt er den traditionelle pyramideformede skærm, der fås som loftlampe og pendel med glas, træ -eller messingfod.
Det var Grundtvigskirkens arkitekt, P.V. Jensen-Klint, der fik idéen til de verdensberømte plisserede lampeskærme, og hans søn, der satte dem i produktion under krigen. Men det var gamle P.V.s barnebarn Le Klint, der lagde navn til skærmene, skønt hun for mange år siden afgav rettighederne til navnet og lamperne til broderen Jan og hans familie. Lamperne er dog de samme nu som dengang. De er hvide, skrøbelige og kunstfærdigt foldede, og giver et blidt lys fra sig. Mest kendt er den traditionelle pyramideformede skærm, der fås som loftlampe og pendel med glas, træ -eller messingfod. Mere avancerede er de runde lamper foldet i sirlige snirkler. Den klassiske skærm koster fra 360 kr. (uden stativ), mens de runde loftslamper koster fra 755 kr (med armatur). De sælges fra den lille elegante butik, indrettet med danske møbelklassikere i St. Kirkestræde nær Nikolaj Plads.
Ann Thomsen