-------------------------------------------------------------------
»Bare det, at se folks glæde...«

Laura Bergsøe, møbelsnedker
-------------------------------------------------------------------
30.000 kroner for et spisebord. Minimum.
Til gengæld har du selv udpeget plankerne og to-tre måneder efter bestillingen fået bordet i nøjagtigt de mål og med den overfladebehandling, du ønsker.

Eller du får reolen, du altid har drømt om til det »umulige hjørne« inde i stuen. Også en klækkelig sjat i pris over MDF-fætteren fra Ilva. Men den er af europæisk valnød, holder i tusind år, og hver gang du ser på den, løber din mund i vand.

Med andre ord: Du har fået mere end »bare« en reol. Blandt andet den herligheds-bonus og historie bag, at møbelsnedkeren har en fortid som både oversavet dame i cirkus og internationale varietéer, Falck-reder og røgdykker brandmand. Så langt fra anonym masseproduceret discount man kan komme.

Efter en samtale med Laura Bergsøe tænker man uvilkårligt: Jeg sparer sammen! Jeg udskyder møbelkøb i fem år, og SÅ bestiller jeg mit spisebord fra kælderværkstedet under privaten i Hørsholm.

Man skal bare »trykke« på hende, så vælter begejstringen ud af møbelsnedkeren, der siden år 2000 har specialiseret sig i reparation af møbelklassikere på direktionsgangene i store danske firmaer. 70 procent af kunderne er private, som henvender sig for at få unikke møbler, køkkenborde og andet, der stråler af gedigent uopslideligt håndværk.

»Jeg tror på, at det gamle håndværk er værd at holde i hævd. Det er fantastisk, hvad det kan. Bare det at se folks glæde over en svalehalesamling og høre dem spørge til, hvordan det er lavet. Det får du ikke i en stor produktion. Jeg tror på, at jeg kan give folk noget, der glæder dem lige så meget, som det glæder mig. Det er min mission.«

Skulle man forvilde sig ned i restaurant Kong Hans Kælder, bør man bestille ost, og se tjeneren rulle ostevognen ind. Den har Laura Bergsøe lavet af 100 år gammel flådeeg. Restauranten har, som kunder ofte gør hos Laura Bergsøe, ventet til den kræsne møbelsnedker fik fingre i det helt rigtige træ.

Hun taler begejstret om oliventræ, citrontræ, taks, mirabelle, europæisk valnød, Douglas gran og køkkenborde af bubinga. Trapper af flådeeg og sommerfuglesamlinger i riopalisander.

Det, Laura Bergsøe laver, er ikke kun møbler og restaureringer af klassikere, siger hun.
»Det er at få træets sjæl frem. For mig er det virkelig magisk at se en rå planke og rette den af, så jeg kan se, hvordan den ser ud i virkeligheden. Det er det, jeg gerne vil give andre. At få skønheden frem. At det bliver harmonisk og kommer i balance.«

Kunder ringer med jævne mellemrum til hende for at høre, om ikke hun kan lave et møbel billigere end det, de har set i en forretning. Der må hun skuffe dem. Hun har ingen ansatte, højst en svend eller lærling i ny og næ. Og hun er, understreger hun, endda nogle gange for venlig med sine priser.

De fleste har stået med en ansat i et varehus og følt en sær tomhed og uengageret service fra ekspedienten side. Med den slags erfaringer er det sød musik at høre Laura Bergsøe fortælle:

»Hvilken planke får jeg næste gang? Det er det, jeg ligger og drømmer om natten. Det er jo den der fortæller mig, hvad jeg skal lave. Det er ikke mig, der fortæller, at nu vil jeg lave et bord i de og de mål, og det skal være så og så forvredent og sjovt eller skævt.«

Når hun så får de planker, en kunde har aftalt med hende, at vedkommendes spisebord skal laves af, er det ikke noget med betaling ved kasse et og »næste kunde!«. Hun »åbner« træet med sin høvl og ser noget andet end vi andre:

»Det er næsten bedre end juleaften. Det er det fedeste. Det er jo et historisk materiale. Hvordan træet er vokset, hvordan det har vredet sig, har de stået på en skråning....«
Laurabergsoe.dk

-------------------------------------------------------------------------------------------------
»Jeg fortolker nuet.«

Jytte Kløve, guldsmed
-------------------------------------------------------------------------------------------------
Det er svært at bevæge sig rundt i Lyngby uden at støde på 61-årige Jytte Kløve. Ikke i kød og blod men som kreativ guldsmed bag alt fra det nye kirkesølv i Lundtofte Kirke til juleudsmykningen over Lyngby Hovedgade.

Men også som foredragsholder og hendes smykker sidder på fingre, om halse, i ører og på arme af de kunder, der siden 1973, hvor hun blev udlært, har købt hendes smykker.

Hendes familie har handlet med smykker i generationer, og hun har udstillet sit kunsthåndværk mange steder i udlandet og herhjemme. Senest ved den imponerende event »Laugenses årlige opvisning«, hvor Skrædderlauget, Bundtmagerlauget, Guldsmedelauget og Frisørlauget viste, at livsstil og lækkerhed ikke kun hører catwalkens døgnfluer til.

Men hvorfor spendere tusindvis af kroner på noget, der er lavet af en kræsen håndværker på Lyngby Hovedgade, når man kan få fabrikslavede smykker fra Østen meget billigere?
Jytte Kløve er ikke overrasket over spørgsmålet.

»Når en kunde kommer ind ad døren og ønsker sig den ring, som ligger lige dér, så kan det jo være, at hun ikke kan passe den. Så må jeg lave en ny ring. Men den bliver ikke som den forrige, for det er jo en anden dag. Alle ting er i bevægelse. Mens jeg sidder og laver noget, jeg har lavet før, kommer der måske et svaj, en ny tanke en ny retning, og det foregår ikke, hvis du trykker på en knap og får støbt en magen til den forrige.«

Jytte Kløve sliber ikke kun på metaller og hamrer på sin armbolt. »Jeg fortolker nuet,« som hun siger. »Du har måske givet din kone en fingerring, og din far har måske også givet din farmor en fingerring, og din bedstefar har givet sin kone en ring og sådan hele vejen tilbage i tiden.

Der har siddet en guldmed i hver generation og lavet fingerringe med de impulser, som hans tid gav. Og jeg laver så igen fingerringe, og de ligner ikke den, din far gav din mor, eller den du gav din kone. Den ligner nemlig en, jeg har lavet i dag. Jeg fortolker det, der er omkring mig.«

Højtflyvende salgstale? I hvert fald er Jytte Kløve og andre håndværkere, der mod de fleste odds bliver ved deres læst, ikke i tvivl. Kunderne er ofte trætte af anonym masseprodukton.

»Smykker skal have personality, og der skal være et ansigt og en god historie bag. Det med, at du er en historie, det ligger i tiden. Jeg bilder mig ikke ind, at folk tænker på mig hver dag, bare fordi de går med mine ringe. Men jeg er næsten sikker på, at de af og til får en association, hvor mit ansigt glider over deres nethinde. Den interaktion giver god mening for mig.«

Økonomiske krisetider kan påvirke vores lyst til og mulighed for at købe gedigent håndværk. Jytte Kløves motivation påvirker det åbenbart ikke. »Det er altid spændende med en krise. For så skruer man hovedet om på en ny kanal og begynder at tænke på en anden måde. Det er udfordrende. Men når jeg står og arbejder ved min armbolt, sker der noget særligt.

Der lyder en ganske salig musik. Og den lyd er præcis den samme som en guldsmed for 2000 år siden hørte. Det er da ren magi. I flere tusinde år har vi været i gang med det samme. Vi modellerer materialet med hammeren.«
Kloeve.dk

-------------------------------------------------------------------------------------------------
»Prøv det mindst én gang i dit liv«

Antoine Lauritzen, dameskrædder
-------------------------------------------------------------------------------------------------
»Vi, der udøver det gamle håndværk, overlever på trods. Vi er humlebier. Vi ved ikke, vi ikke kan flyve, men vi gør det alligevel.«

Antonie Lauritzen smiler af sine egne ord. Ikke fordi de er sjove, men fordi billedet er præcist.
Den 61-årige tidligere model er i dag skrædder. Hun er udlært fra Kunsthåndværkerskolen i København og har haft de fine damer som kunder i sin butik i Pilestræde, senere på Strandvejen, men syer nu af lyst uden snærende økonomiske bånd i sin og arkitektmandens kælder på Adolphsvej i Gentofte.

Hun har i flere år designet sportstøj til det danske rolandshold, lavet visuel identitet for så forskellige kunder som Novo Nordisk og Københavns Drengekor og Grace Jones og blandt hendes kunder.

»Jamen, det er en passion. Vi (udøvere af de gamle håndværk, red.) kan ikke lade være. You can’t beat passion. En passion kan du ikke diskutere. På den måde er det lettere for folk at forstå, hvorfor de skal betale mange penge for det. Jeg kan ikke undvære det.«

Antonie Lauritzen er dameskrædder og syer kun skjorter (ca. 2.500 kr.)  til mænd. De er bedre kunder end kvinderne, hvis man skal tro hende.»Mænd er meget nemme, og de bliver så glade. De er meget konkrete og præcise i, hvad de vil have. Mænd er gode til at overlade ekspertisen til den, der har den. Dvs. de går ikke ind og er meddesignere eller gør sig kloge på noget, der ikke er deres metier. Men de forventer noget af mig.

Forventingerne og rollerne er klare. Kvinder har paraderne oppe. Men det handler om at have tillid til hinanden, og det er efterhånden noget af det sværeste, vi kan bede om i samfundet dag. At have tillid til, at andre (jeg) godt kan finde ud af det her.«

Man når næsten ikke at stille spørgsmålet færdigt om, hvordan danskernes beklædningstilstand har det i dag, før hun svarer:

»Forfærdelig. Frygtelig. Det er til at tude over. Det er egoismen, der sejrer. Individualismen er ikke til stede. Den er blevet afløst af egoismen, der siger: Jeg vil være noget for mig selv, derfor skal jeg have det samme tøj som alle andre. Det er et paradoks. Men det hænger sammen med, at man ikke vil give den individuelle opfattelse af sig selv en chance.

Man holder fast i sin egoisme: Jeg SKAL have det her tøj. Jeg SKAL have de sko. Lige meget om de sko klæder mig eller ej. Jeg SKAL bare have dem, fordi hende derovre også har dem eller hende på kontoret.«

Hun skal næsten sige det. Og det gør hun også, som den håndværker hun er: »Folk bør prøve at få skræddersyet noget tøj mindst en gang ideres liv.«

Hvorfor?
»Fordi det er en oplevelse at komme herned og blive taget hånd om. Det er som at gå til fysioterapeut eller købe sig til fire dage på et kursted. Når folk tager tøjet af, så har de virkelig brug for god rådgivning. Det er noget med at komme ind til dit indre.«
Antonie.dk