Crème de la Crème à la Edgar i Kompagnistræde har lige fejret sin niende fødselsdag, og nu er butikken velfortjent kåret til Byens Bedste Børnetøj af AOKs brugere.
"Sikke en dejlig uge. Vi har fejret fødseldag, solen skinner, og nu har vi også vundet sådan et stor pris," jublede indehaver og designer Helle Høgsbo Krag, der var noget overrasket over sejren:
"Petit Bateau i Illum var jo også nomineret, så jeg gik bare ud fra, at den enorme kundeskare, sådan et stormagasin har, med lethed ville slå os andre småbutikker af pinden. Men så vandt vi alligevel. Fantastisk!" sagde hun.
AOK fangede Helle Høgsbo Krag i det malertøj, hun har haft på i ugevis efterhånden, og hun supplerede outfittet grinende med et par høje hæle for at fejre den glade nyhed. Crème de la Crème à la Edgar er nemlig ved at flytte til andre lokaler - en mere isoleret og hemmelig location i Møntergade nummer 10.
"Kompagnistræde er blevet lidt for caffe latte-agtig, og det betyder, at der kommer rigtig mange turister i butikken. Man skal selvfølgelig ikke klage over at have kunder, men vi vil samtidig gerne værne om vores brand, så det ikke bliver et supermarked-produkt, " sagde Helle Høgsbo Krag.
"Mange børnetøjmærker har ikke passet på deres profil og er derfor havnet i en segment, som vi ikke vil være en del af. Så nu flytter vi et mindre trafikeret sted hen for at kunne bibeholde vores identitet."
Læs mere om butikken her.