OPRET INDHOLD
HER PÅ AOK
 
NYHEDSBREVE
DIREKTE I DIN MAILBOKS
 
 

Ugens fund

 
Share Print Send
 
 

af journalist AOK| red@aok.dk

 

AOKs ugentlige fund

Hver uge viser AOK sjove, billige, nyttige eller anderledes fund fra de københavnske butikker.

 
 

Regndråber som parfume

New Yorker firmaet "The Library of Fragrance" har specialiseret sig i usædvanlige dufte som "Dirt", der efter sigende er Clint Eastwoods foretrukne, "Grass" der lugter friskt og grønt og "Sex on the Beach", der dufter som den frække drink og endda har opskriften på drinken trykt på forsiden. En af AOKs favoritter er "Rain", der bringer minder frem om snegle på vejen og barndommens regnvejrsdage.

Hvad: Parfumer med sjove dufte fra The Library of Fragrance.
Hvor: Du kan købe parfumerne hos Apartment no 7. Læs mere om butikken ved at klikke her.
Hvor meget: 120 kr.

 
 

Billig og smart yogamåtte og manual

At finde en billig, og moderigtig, yogamåtte kan være lidt af en opgave. Men hos Christina og Charlotte der driver Flex Yoga på Østerbro, er der masser af slagsen på lager. Måtterne fås i flere fine farver - fra mintfarvet som den på billedet til en i jordbrune farver. De koster 200 kr. stykket, og et godt råd er at vaske skumgummimåtten på skånevask, og uden vaskepulver, inden du bruger den. Så bliver den helt blød og føjelig, og du slipper for den lidt plasticagtige lugt.

Og er du ikke allerede en erfaren yogaist, så invester også i den lille yogamanual til 100 kr., som indfører dig i den milde og holistiske sivanandayogas grundprincipper og -stillinger. Fra den klassiske solhilsen og åndedrætsøvelser til de 12 basale asanas.

Manualen er bedst, hvis du først har fulgt et yogakursus, så du er sikker på, at du laver øvelserne rigtigt.

 
 

Lækkert gratis kunstmagasin

Wonderland hedder det nyere kunst- og designmagasin, som har seks numre på bagen. Magasinet er født af studerende fra Den Grafiske Højskole, og er tænkt som en platform for spirende kunst og design, af den nyskabende slags, ligesom de løbende står bag kreative sammenkomster rundt omkring i byen.

AOK har bladret lidt i de seneste to numre, og der er masser af kunstmums at komme efter: her er interviews med gallerister og kunstnere, små noter og news, digte, portrætter af idemagere og cool kollektiver, sladderbilledspalter, og ikke mindst en sektion, der hedder Uncensored Creative Outburst, hvor alle med en kunstner gemt mere eller mindre langt nede i maven, kan udstille deres værker. Alt er lækkert frækt sat op med kæk grafik på de tykke og let glitrede sider, der signalerer alt andet end gratismagasin.

Du finder Wonderland hos byens kreative hotspots, fra Canvas CPH til Mungo Park, Hotel Fox og Storm, hvor du kan snuppe det med dig, ganske gratis. Du kan også skrive en mail til join@wonderland-mag.dk og så sender de dig et eks. Det koster 50 kr.

 
 

Bekæmp appelsinhuden på 10 uger

Sommervarmen er over os, havnebade og strande lokker med en klukkende bølge blå. Bikinien skal på, men hvad er nu det, et nyt område med bulet appelsinhud er dukket op i vinterens løb.

90 % af alle kvinder døjer med cellulite, som den også kaldes, og nu har Aschehoug med perfekt timing udgivet en bog om, hvordan man kommer appelsinhuden til livs.

Den er skrevet af Birgitte Nymann, der er uddannet i idræt fra Københavns Universitet, og som har sammensat et 10-ugers program til os, der gerne vil være appelsinfri. Og vi kan allerede nu afsløre, at der ikke er nogen lette smutveje: du kan IKKE slippe af med den ved at smøre tonsvis af dyre cremer på. Den skal bekæmpes indefra, dvs. der skal ændres på kostvanerne (raffineret sukker og gluten er fy-fy), og så skal der motion til (der er et træningsprogram med i bogen).

Bogen koster 149 kr. og kan købes i velassorterede boghandlere.

 
 

Gør-det-selv guidebog fra Moleskine

Kender du nogen, der snart skal på storbyferie, så er den den perfekte rejsegave. Enten spritny eller med dine noter i. Ellers køb den til dig selv, den lille guidebog her, som Moleskine smed på markedet sidste år.

Bogen er på forhånd udstyret med metrokort, bykort, diverse måleenheder og oversigt over internationale størrelser, resten skaber du selv via de 76 blanke sider og et arkiv med klistermærker, hvor du kan notere dine yndlingsbutikker, cafeer, museer og restauranter.

Bagerst sidder 12 gennemsigtige stykker klæbende papir, som kan sættes over kortene, hvorefter du kan indtegne favorit-gåruter.

Bogen fås til byerne: Amsterdam, Barcelona, Berlin, Dublin, Lisabon, London, Madrid, Milano, Paris, Prag, Rom, Wien, Boston, New York, San Francisco og Washington. På vej er bøger til Chicago, Los Angeles, Montreal og Seattle.

Læs også Moleskines internationale byguide-blog.

Hvad: Moleskine City Notebook
Hvor: Velassorterede boghandlere
Hvor meget: 149.95

 
 

Duftspray til tøjet

New Yorker firmaet The Laundress har specialiseret sig i alt godt til tøjvasken. Fra skyllemiddel til pletfjerner, svømmetøjsvaskemiddel og så sprayen her, der giver dit tøj et pift af øjeblikkelig nyvaskethed. Den koster 149 kr. og fås, lige som de andre produkter i fire duftvarianter: Lady, Baby, Classic og Cedar.

Alle produkterne er 100% hudvenlige, allergitestede og uden kunstige tilsætningsstoffer, så selv den sarteste baby kan tåle at få vasket tøjet i dem.

Indtil videre kan du kun købe produkterne hos butik Collect i Klareboderne.

 
 

Mobilholder i lammeskind

Katrine og Anne-Dorte, der driver den nyåbnede butik Nué på Gammel Kongevej, står også bag mærket "Nué Notes". Hertil designer og fremstiller de de blødeste lammeskindsjakker og etuier som dette, der egentlig er beregnet til en mobiltelefon, men som også egner sig glimrende som fx. beholder til digitalkameraet. Skind-etuiet fås i flere farver og koster 350 kr.

 
 

Bæredygtigt trælegetøj

Den dejlige nye butik, Sungifu, i Fiolstræde er fyldt med økologiske, bæredygtige og/eller Fair Trade produkter til bebsen og hans/hendes sundhedsbevidste mor.

Et af de sikre hit på hylderne er trælegetøjet her, der er håndlavet i bæredygtig produktion fra certificeret skovbrug. Der er ingen farlige dele, der kan falde af, og alt er farvet med naturfarve og behandlet med planteolie.

Bilerne koster 79 kr. pr. stk., og legetøjet fås i flere andre modeller.

 
 

Herresejt undertøj

De seje gutter fra firmaet Opulent, kombinerer deres interesse for grafisk design og tøjdesign i herreundertøjet her, der har spredte og sprøde grønne håndtegn strøet ud over sig. Trusserne fås også i en lilla udgave og koster 350 kr.

Og hvis ikke du allerede har været der, så smut forbi og tjek deres nye shop, This Issue, ud. Butikken deler de med kvinden bag mærket Missekat Underwear, og den ligger i Blågårdsgade.

 
 

Læs flere

 
 

Seneste kommentar

 
 
 
 
Mollom CAPTCHA
Indtast bogstaverne vist på ovenstående billede. Hvis du ikke kan læse dem, så klik på "Indsend..." og et nyt billede vil blive vist.
*Felter markeret med stjerne er obligatoriske og skal udfyldes

Tilføjede tags

Tilføj et tag