Foto: Scanpix
af
Mette Nielsen Genbrug og moderne design
Forestil dig, at der altid blev slået 20% af prisen, når du var ude og shoppe. Sådan er det i Malmø. Den lave kurs gør nemlig, at dine danske penge pludselig vokser i lommen og bliver til store, smukke, svenske sedler, der hurtigt får ben at gå på i en by, der kaldes Sydsveriges Metropol også på modefronten. Og så er svenskerne rigtig gode til det med genbrug.

Kædeforretningerne fortsætter hele vejen op ad Södergatan og første stop på shoppingruten må nødvendigvis være Sveriges største tøjsucces, H&M. Malmøs største afdeling ligger på Gustav Adolfs Torg, men størrelse er som bekendt ikke alt, så spar krudtet til den næste H&M, som ligger over broen på Södre Förstadsgatan. Her kører man op ad en rulletrappe og direkte i Divided-himlen, en hel etage med über-trendigt tøj og tilbehør som kun svenskerne kan aflure det fra de internationale catwalks.
Det er jo ikke fordi, at H&M ikke findes i Danmark, men på samme måde som Zara er lidt mere interessant i hjemlandet Spanien, er H&M alligevel lidt bedre på hjemmebane. Måske har det noget at gøre med, at selvom man kun er 40 minutter og en brooverfart væk hjemmefra, så er man i udlandet, hvor det føles mere i orden at køre kortet igennem igen og igen.

Foto: PR-foto Designtorget
Efter en tur i H&M er den værste shoppelyst stilnet og man kan tage det lidt mere stille og roligt. Lige rundt om hjørnet langs kanalen på Södra Vallgatan 3 ligger Designtorget, som også findes i både Stockholm og Göteborg. Designtorget er som navnet siger, en butik fuld af design. Designtorgets slogan lyder 'Nye, nøje udvalgte sager. Hver uge', et motto, der efterleves med en såkaldt jury, som bedømmer varer en gang om ugen. Varerne kan være produceret af store etablerede leverandører eller være håndsnedkereret af en idealistisk enmandshær rundt om hjørnet.
Fælles for varerne er, at de har et brugsformål og at kvaliteten er høj, gerne med en humoristisk vinkel. Varerne sælges i et begrænset tidsrum, så man altid finder nye spændende ting i Designtorgets lokaler, som f.eks. en knaldgul plastikbeholder til bananer, en hjerteformet grillhandske, køleskabsmagneter, en talende frø, glas, tallerkener, hængekøjer, børnebodyer, lamper, stole, designbøger og hvad hjertet ellers begærer af inspiration og gaveideer til Gud og hver mand.

Foto: Genrebillede Scanpix
Efter Designtorgets moderne hittepåsomhed er en tur ned ad memory lane på sin plads og her skal man over broen, der krydser kanalen, videre ad Södra Forstadsgatan indtil man kommer til gaden med det dragende navn, Kärleksgatan. Her drejer man til højre og rammer ultimativt den pittoreske Davidshallstorg, men inden da bør man gøre et stop i genbrugsbutikken Mani i nummer 4. Her står en mand og fortæller med røghæs røst, at han har haft butikken i over 20 år og at han har en forkærlighed for "gamla kläder" fra 20erne, 30erne og 40erne, men mest fra 50erne, 60erne og 70erne. Her er fine lange kjoler til galla og fest, korte Twiggy-kjoler i A-form, jakker, skjorter og nederdele.
I kælderen, ned ad en skramlende metaltrappe hænger overtøj: pelse, cottoncoats, capes skulder ved skulder med udsigt til sko. Masser af sko. Manden i Mani ved, hvad han taler om, han har været i faget i mange år, og derfor ved han også, hvad han kan få for de gamle sager. Priserne i Mani er ikke små, selv ikke med den gode danske vekselkurs.

Foto: Genrebillede Mette Nielsen
En anden god butik i Kärleksgatan ligger i nr. 3. Mange vil sikkert huske den fine Chique Second Hand & More fra Erik Dalbergsgatan, hvor AOK tidligere har shoppet amok, men nu er genbrugsforretningen nys flyttet til større lokaler i nærheden.
Chiques indehaver hedder Anna, og hun tager rundt i Sverige og køber ind fra markeder og dødsbo, hvor hun finder fine kjoler, jakker, veste, sko, smykker, hatte handsker og mere. Priserne er rimelige, og efter at butikken er flyttet, er sortimentet blevet udvidet til også at omfatte herretøj og kuriosa.

Foto: Christian Als
Ude på kærlighedsgaden igen og til venstre når man så Davidshallstorg, der ved første øjekast ligner en parkeringsplads, men ved nærmere eftersyn er sat med små, uafhængige designershops, antik- og genbrugsbutikker. Pladsen har udviklet sig til "Malmös pariserkvarter", som Flemming Have Poulsen i Hapo Art Company beskriver den.
Og der er flere "godisar" i nærheden, fx. lige rundt om hjørnet på Eric Dahlbergsgatan, hvor du finder genbrugsbutikken Boutique Nanette i nr. 13. Her har Nanette langet aflagte designergenbrugsvarer over disken i en menneskealder. Fra velholdte Charles Jourdan og Bruno Magli pumps til Escada-nederdele mm. Kundekredsen har især bestået af de lidt mere modne damer, men med masser af gode fund til de yngre også. 7. juli 2007 får butikken ny ejer, som moderniserer interiøret men ellers fortsætter i samme stil.
Du kan også gå den anden vej og ned til Davidshallsgatan 15, hvor butikken Tjallamalla ligger og frister på et hjørne. Tjallamalla har et fikst, hipt ungt udvalg af tøj, sko og tilbehør fra både etablerede og især yngre upcoming svenske designere. Alt det nye mikses med lidt vintageting.

Foto: Scanpix
Når shoppingsulten melder sig, er området omkring Davidshallstorg ikke et dårligt sted at være. Prøv fx. Hai, der ligger på torvet i nr. 5 og har lækker sushi.
Eller hvad med Moccasin, en hyggelig cafe på Fersensväg 14, hvor du kan slænge dig i sofaer med masser af puder, mens du nyder en af cafeens lækre store salater eller en af de mange forskellige sandwiches. Priserne er særdeles fornuftige sammenlignet med cafépriser i København.
Sidst men ikke mindst er der Lilla Glassfabriken på Holmgatan 9 hvor det, der må være Sveriges bedste isbar, er den perfekte afslutning på en shoppingtur i Malmø.

Foto: Jan Jørgensen

Foto: AOK



Selvfølgelig skal man holde øjnene åbne. Og jo mere international en kæde er, jo mere har de udlignet priserne.
Men der er masser af penge at spare hvis man går i de rigtige butikker.
Med hensyn til julepynten - Malmø pynter altid først op i de første dage i december - Det bør AOK nævne...
2 Kommentarer