
Green Square er især kendt for sine antikke kinesiske møbler, som du finder for enden af Hal 1. Det største hit er kinesiske dekorerede brudeskabe i rød eller sort lak med de karakteristiske smukke beslag på lågerne. Skabene koster fra cirka 9.000 - 50.000 kroner. Fra Kina kommer også små lakborde, spiseborde og armstole i elmetræ.
I både Hal 1 og Hal 2 finder du et meget forskelligt udvalg af primært danske møbler fra slutningen af 1700-tallet til slutningen af 1800-tallet. Lige fra den pompøse barokkommode i rosentræ, den elegante empiresofa i mahogni til en rigtig støvsamler af en klunkestue i grøn velour. Fortsætter du til Hal 3, finder du et hav af skabe, kommoder, spejle og borde i mahogni. Er du til møbler i fyr eller eg, finder du garanteret, hvad du skal bruge i Hal 5 og 7.
Green Square har for nylig udvidet og råder nu over hele 9 haller fyldt med antikviteter fordelt på 8000 kvm2.