Normalt indleverer man tøj til Frk. lilla i kommission og man får dermed en del af beløbet, når butikken sælger det videre. Men da butikken normalt fokuserer på tøj fra de dyrere mærker, sorterer de en masse fra, som med fordel kan bruges andre steder.
Derfor tog butikken kontakt til foreningen for voldsramte kvinder, så man fremover donerer tøj til kvinder på krisecenter.
"De fleste kvinder elsker at shoppe, og når man står i en svær situation, kan det være rart at få tankerne drejet over på noget andet. Derfor har frk. lilla valgt at forme projektet som en hyggelig shoppeaften for kvinderne," siger man om projektet.
Butikken arrangerer nu flere aftener i løbet af året, hvor kvinderne kan komme ind i butikken, og udvælge det tøj, de kan bruge.
"På den måde får kvinderne også en slags"shoppe-oplevelse" ud af det, som jo er noget de fleste kvinder elsker", siger Victor Kasper Hansen, indehaver af frk. lilla.
"Der er stadig et stigende antal kvinder der hvert år søger ophold på et af landets krisecentre. Ofte må de forlade de fleste af deres ejendele for at starte et helt nyt liv. Mange har ikke den store økonomi til at genetablere sig selv og børnene, og helt basale ting som tøj og sko kan være svært at få råd til. Da vi sælger mærkevarer og også må sige "nej tak"’ til ellers udmærket tøj og sko, synes vi at kunne bidrage og støtte op om at kvinder og børn får en frisk start i livet", siger Victor Kasper Hansen