Føj til favoritter Del Send
Shopping | 30/01/12

En tur i byen med Alouise

  • Foto: Malte Kristiansen Foto: Ikke oplystFoto: Malte Kristiansen
Lige siden Alouise som 11-årig vandt en sportsvogn i en Jolly Cola-sangkonkurrence har hun lavet musik. I dag skruer hun på knapper i sit musikstudie Soundscape Studio og er lige nu aktuel med sit fjerde album »Isbryder«. Læs her hvorfor Alouise, alias 33-årige Louise Nipper, elsker at gå til koncert i Falconer Salen, og hvorfor hun har lavet et nytårsforsæt om at gå mere i kjole.

  
Hvordan vil du beskrive din egen musik?
»Overordnet er det dansksproget popmusik, men jeg går meget op i historiefortælling, så tekst og melodi er lige vigtigt. Jeg prøver at fortælle historier om lidt utraditionelle emner.

På min forrige plade havde jeg for eksempel en sang der hed »Richards nye hjem«, der handlede om en alzheimer-syg mand. Jeg kan godt lide, at der er en dybde i teksterne, og at man kan bygge videre på de historier, de fortæller.

Læs også: På shopping med... 2012

Hvor går du til koncert?
»Jeg elsker at høre koncerter i Vega. Der er altid god lyd og god stemning, og både Store og Lille Vega har en tilpas størrelse, alt efter hvor stort et publikum, kunstnerne kan trække. Selv om der er mange mennesker, bliver der aldrig for pakket.

Faconer Salen er jeg også ret vild med. Det er et lidt atypisk sted, men de har nogle ret fede koncerter. For eksempel skal jeg ind og høre Feist her i Marts. Jeg har også hørt Amy Mann og Tori Amos derinde, og det er nogle af de koncerter, som jeg husker, som de allerfedeste.

Umiddelbart kunne man jo godt sige, at der er lidt anonymt og uden stemning, men lyden er så god, og rummet kan indrettes ret godt, alt efter hvem, der spiller der, med stå eller siddepladser. Jeg er jo lidt af en teknik-nørd, så det ødelægger det hele for mig, hvis lyden ikke er i orden.«

Læs også: Oh la la - nordiske skønheder klædt i Chanel

Hvor køber du musik?
»I Soundstation på Gammel Kongevej. De har alle mulige mere nicheprægede plader, og personalet ved rigtig meget om, hvad de har stående på hylderne. Man kan for eksempel gå ind og spørge dem, hvad der er kommet af nyere amerikanske singer-songwritere og blive præsenteret for noget, som man ikke lige ellers var faldet over.«

Hvor går du hen, når du skal shoppe i København?
»Jeg er virkelig meget en jeans-pige og kan bruge jeans både på scenen og til bryllup, derfor går jeg tit ind i Carlings på Købmagergade, som er lidt af et jeans-mekka. Og der arbejder to svenske piger, som giver den bedste service. De render rundt for at finde størrelser og farver og det helt rigtige ’fit’.

Ellers er jeg ret vild med Acne jeans, og jeg er også ret glad for Velour i Elmegade, som er helt klassisk enkelt og superlækkert design. Hvis jeg føler, jeg har rigtig mange penge, kan jeg godt finde på at kigge i Nué på Gammel Kongevej.«

Hvordan vil du beskrive din stil?
»Casual og klassisk. Men jeg er meget drengepiget og ender ni ud af ti gange i jeans eller læderbukser, så jeg har faktisk lavet et nytårsforsæt, der hedder, at jeg skal gå lidt mere i kjole. Nogle gange tænker jeg, at det kunne være fedt at prøve noget andet, men så ender jeg alligevel i jeans, for det føltes mærkelig med kjole på. Men jeg tror bare det er en vanesag.«

Hvad har du på på scenen?

»Jeans eller læderbukser med en eller anden fed jakke til og måske en oversize t-shirt. Det er ikke så forskelligt fra, hvad jeg har på til hverdag - bare lidt mere shiny.

Jeg har for eksempel en jakke, hvor der er sikkerhedsnåle i over det hele, som jeg ikke ville gå med til hverdag, for når jeg bare sidder i studiet, virker det lidt overdressed. Men det handler også om, at jeg skal kunne slappe af på scenen. Så går det ikke, at jeg har et par sko på, hvor man stort set ikke kan stå eller gå.«

Har du et stilikon?
»Det må være Leonard Cohen. Han udstråler et fantastisk overskud og ro, og han er altid meget klassisk og flot klædt og har holdt stilen fra han var helt ung til nu. Han falder ikke igennem på noget tidspunkt, og alt, hvad han gør, virker totalt oprigtigt.«

Hvad er dit yndlingssted i København?
»Jeg er rigtig glad for Frederiksberg C; man er midt i byen, og det er lige så hurtigt at komme til Istedgade, som til Blågaardsgade, men alligevel har man fornemmelsen af, at der er grønt og haver. Jeg kommer desuden i Søndermarken hver morgen, hvilket er rigtig sundt for både mig og min hund.

Jeg bor lige oven over mit studie på Frederiksberg og kan sagtens være på arbejde 15-16 timer i træk uden at tænke over det, så det er vigtig for mig at komme ud at få luftet hovedet, og så er det eneste sted inde i byen, hvor hunde gerne må løbe frit omkring.«

Hvor hænger du ud?
»Granola på Værnedamsvej åbner tidligt og er rigtig godt til morgenmad, inden man starter sin dag. Men hvis jeg skal mødes med nogle veninder og bare hænge ud og snakke, kan jeg rigtig godt lide Tjili Pop på Rantzausgade. Det er lige som at træde ind i en dagligstue.

Hele deres måde at indrette på, er lidt Berliner-agtig – som en gammel lejlighed, der er blevet lavet om og indrettet lidt tilfældigt. Det er ikke et sted, man behøver at være dresset op for at gå hen, man kan også bare sætte sig der alene og læse en bog.«

Hvor spiser du ude?
»Det skal enten være godt og billigt, som Annes Gadekøkken eller Kates Joint, eller gourmet. Jeg gider ikke rigtig den der mellemting. Nu er min absolutte yndlingsrestaurant ’Sorte Hest’ desværre lukket, men jeg kan også godt lide Famo i Saxogade og på Gammel Kongevej – der er rigtig hyggeligt.«

Alouises fjerde album ’Isbryder’ udkommer 5. Marts

Læs mere på: Alouise.dk

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: AOK.dk
Byliv | 08/04/14

Hvem skal nomineres til Byens Bedste 2014?

Årets kategorier ligger klar, men hvem fortjener en nominering? Giv dit bud, og vind fede præmier.

AOK Tjenester