AOK anbefaler
Delikatesse
Mad

Måske husker du Mette M. Helbæk fra amatørkokkekonkurrencen Kokkekampen på TV3, hvor dommerne Bo Bech og Søren Frank fra Berlingske Tidende hurtigt gav hende tilnavnet Rodfrugtdronningen, fordi hun var - og er - vild med grøntsager?
Hun realiserede i sommeren 2010 sine grønne drømme om et sted i byen, hvor du kan købe årstidens lokale grøntsager i samme topkvalitet, som gourmetrestauranterne får leveret fra blandt andre Søren Wiuffs gård ved Lammefjorden. Ikke en bod, hvor du kan få alt, men hvor du kan få sæsonens bedste og mest spændende grønt - og betale med dankort i modsætning til mange andre boder.
Som på gourmetrestauranterne
Er du træt at supermarkedets slatne salat pakket ind i plastic, halvmodne og CO2-belastende kiwier fra New Zealand og asparges fra Peru, og længes du efter strunke asparges i juni, sprøde gulerødder fra Lammefjorden, og friske morkler, som byens michelin-restauranter bruger eller en vitaminbombe af en buket grønkål til vinterens salater, er grøntsagsboden ved navn Din Baghave på det lille torv ved Nordre Frihavnsgade svaret på dine grønne drømme.
På Hjertepladsen på Østerbro
Butikken er en stadeplads udenfor den italienske restaurant Fischer, hvor Erlands Pub engang lå, på den lille, smukke plads, man kalder Hjertepladsen, men som er døbt Victor Borges Plads.
Ramsløg og ferskner fra Valby
Her finder du årstidens danske og skandinaviske grøntsager dyrket med lidenskab og respekt for naturen. Her møder du ikke op med en fuldt færdigskrevet indkøbsseddel, men med et åbent sind parat til at lade dig forføre og inspirere til aftenens menu af nyplukket ramsløg og havesyre eller økologiske stikkelsbær og ferskner fra en have i Valby.
Se varerne på nettet
Udvalget af varer skifter, fordi det afhænger af sæsonen og hvad avlerne og leverandørerne har at byde på den pågældende morgen. Du kan få en ide om sortimentet på Din Baghaves blog på nettet, hvor du også kan finde inspiration til, hvad du kan bruge den citronverbena eller de majroer, du har købt til.
Bestil og hent
Du kan bestille og betale dine varer over nettet, og hente dem i grøntboden på Østebro fredag eller lørdag i et lille tidsrum.
Din Baghave åbnede 17. juli 2010.
Sådan en smuk lille bod på hvert et hjørne i alle bydele hele tiden........ med
skønne friske ting og sager i sæson, ønskes for København. På tide.
Hvor er jeg taknemmelig for initiativet.
Held og lykke med Din Baghave, skønt navn iøvrigt!