Føj til favoritter Del Send
Shopping | 23/09/11

"Det behøver ikke at være dyrt at se godt ud"

  • Foto: Malte Kristiansen Foto: Ikke oplystFoto: Malte Kristiansen
29. september står den på late-night-shopping i Indre By, og AOK har fået shoppingtips af kvinden bag Fashion After Dark, Costumes chefredaktør Rikke Agnete Dam.


Hvilken dansk designer kan du bedst lide?

Jeg er glad for mange designere herhjemme, så jeg har svært ved kun at vælge én. Jeg kan godt lide Bruuns Bazaars enkelthed, og det, Designers Remix har lavet til foråret, er også superfeminint og fint.

Der er derudover altid noget i Malene Birgers kollektion, jeg har lyst til at gå med - lige nu har hun blandt andet nogle draperede grå og sorte jerseykjoler. Gennemgående for de navne er, at stilen er brugbar, og det er det enkle i deres kollektioner, jeg går efter.

Jeg falder meget sjældent for looks med mange detaljer eller mønstre, selvom jeg sagtens kan anerkende det modemæssigt, blandt andet Stine Goyas fantastiske prints. Men jeg kan bedst lide at finde noget, jeg kan bruge i lang tid, og det er lidt en sport for mig, når jeg shopper.

Derfor er jeg også virkelig glad for mange skandinaviske designere, som Acne, Filippa K. og Veronica B. Vallenes, som er en danskboende, norsk designer.

Hvad er din faste shopperute?
Jeg går i Rue Verte i Ny Østergade, som har et fint udvalg af Stella McCartney og Diane von Furstenberg-kjoler, og i Holly Golightly, Holly Golightly Accessories og Kassandra, som bl.a. har Miu Miu- og Chloé-sko og tasker fra Celine.

Så går jeg i Birger Christensen på Strøget, hvor Lanvin lige har åbnet butik, og også altid i Cos, Zara og Weekday. I Hyskenstræde kan jeg godt lide &Pagne, som har gode basisting fra T by Alexander Wang, og Kask, der har upcoming, danske designere, blandt andet Kokoon.

Læs også: Se den komplette liste over butikker til Fashion After Dark

Jeg går også tit i Another Nué i Krystalgade, hvor de er gode til at købe lige det ind, man har lyst til at gå med, fra blandt andet Carven og 3.1 Phillip Lim. Men meget af min shopping handler også om inspiration til mit arbejde og ikke nødvendigvis om at købe noget.

Hvornår kan du bedst lide at shoppe?
Når der ikke er for mange andre kunder i butikkerne. Jeg har sjældent tid til at shoppe i hverdagen, og lørdage er tit hektiske, så jeg har en tradition, der er ret hyggelig, med at gå i butikker de to søndage om måneden, hvor nogle butikker holder åbent.

Her har stormagasinerne altid åbent, og der er dejligt roligt de dage. I Illum er der en Samsøe & Samsøe med mange skandinaviske mærker, og i Acne-afdelingen får man god service.

Bagefter går jeg i Magasin og køber blomster og udenlandske modemagasiner i deres bladafdeling i kælderen, som er den bedste i byen.

Hvor dyrt er det at være dig?
Helt sikkert alt for dyrt. Men det var det nok mest i begyndelsen, da jeg startede på Costume og kom ind i en branche, hvor alle jo er ekstremt velklædte, og man som nybegynder kigger sig omkring og får lyst til også at blive det i en fart.

Men når man har været i branchen i nogle år, får man efterhånden opbygget en garderobe, som gør, at man ikke behøver mange nye ting hver sæson. Nogle gange kan det være nok at supplere med en ny farve.

Læs også: Butikker strømmer til Fashion after dark

Men det er klart, at jeg hele tiden er eksponeret for mange nye ting, og at der derfor er mange fristelser. Men jeg synes, jeg efterhånden er blevet en ret "professionel" shopper og ikke shopper så meget i øst og vest, som da jeg var yngre.

Nu har jeg fokus på, at det, jeg køber, skal bruges til det, jeg har i garderoben. Det, der er dyrt, er jo tit, når man køber en masse ting uden at bruge halvdelen af det.

Hvad inspirerer dig stilmæssigt?
Det gør modemagasiner og modesites, og så rejser jeg meget og ser mange forskellige typer rundt omkring i verden. Men de danske kvinder har også en god smag, selvom vi nok har tendens til forelske os i de samme items og derfor ligner hinanden lidt.

Men det behøver ikke at være så dyrt at se godt ud, og danske kvinder er virkelig gode til at finde det helt rigtige tøj i de mindre dyre butikker og til at sætte dyrt og billigt sammen.

Til modeugen i New York er mange til sammenligning klædt i outfits, der har kostet 50.000 kroner, men det nemmeste i verden er da at være velklædt, hvis man har en million til det.

Hvor køber du tasker?
Jeg køber ikke så ofte nye tasker, men jeg er meget glad for en Stella McCartney-taske, jeg har fra Kassandra, og så har jeg en sort, klassisk Bottega Veneta, som jeg købte for efterhånden mange år siden. Den kan jeg bruge sæson efter sæson – resten af mit liv, bilder jeg mig ind.

Hvor køber du smykker?
Jeg er meget kræsen, når det gælder smykker. Jeg kan sagtens værdsætte en halskæde eller en ring på en anden, men går meget sjældent selv med det - og når jeg gør, foretrækker jeg så pudsigt nok markante smykker og ikke de små og dimsede.

Jeg er blandt andet begyndt at gå med et armbånd fra Georg Jensen, som jo ellers tidligere har haft et modent image, men de har fornyet sig meget på det sidste.

Det eneste ”smykke", jeg går med hver dag, er mit ur. Det er et Rolex Air King, som jeg købte, da jeg lige var blevet chefredaktør på Costume. Det var selvfølgelig en dyr gave at give sig selv, men jeg har haft det på hver dag lige siden.

Hvor går du hen for at forkæle din krop?
Op til sommeren tager jeg en halv dag ud af kalenderen og bruger den i Amazing Space, hvor jeg får både pedicure, manicure, massage og ansigtsbehandling.

Derudover får jeg lavet ansigtsbehandlinger samme sted et par gange gange om året, og jeg har også fornylig været hos N’age, hvor jeg fik en facial, som er en af de bedste og mest grundige, jeg har fået.

Hvor spiser du ude?
Rigtig tit på Fiskebaren. Jeg spiser ikke kød, og fisk herhjemme i Danmark kan mange steder godt blive serveret lidt kedeligt, men på Fiskebaren er det perfekt.

Jeg bestiller typisk deres fisk & chips og deres østers, som bliver serveret med en dressing af rødvinseddike og rødløg – en virkelig god smagskombination. Der er også god indretning, stemning og betjening, og i weekenden kan man få drinks i baren efter middagen, hvad man jo ellers kun kan få steder på restauranter i København.

Derudover kan jeg lide både Pastis, Magstræde 16 og en klassiker som Sticks ’n’ Sushi. Oubæk på Store Kongensgade laver også en svamperavioli med hummer, som er helt utrolig lækker.

Hvor køber du coffee-to-go?
Hos Bryggen Kaffe i Fiolstræde. Hver morgen køber jeg en kaffe og går i kondisko ud til redaktionen på Frederiksberg. Det er en gåtur, der tager cirka tre kvarter, og er mit faste morgenritual, for jeg tænker bedst, når jeg går, får nye idéer og slapper af.

Jeg har - ved nogen på Costume-redaktionen vist - ellers en tendens til at være morgensur, men at gå til arbejde gør mig i meget bedre humør.

Hvad er dit yndlingsområde i København?
Jeg holder meget af søerne og bruger dem meget – både til at løbe og til at gå ture alene eller med en veninde. Uanset årstiden er søerne smukke. Jeg har altid boet tæt på dem, og jeg tror, jeg ville have en helt andet oplevelse af byen, hvis de ikke var der.

Hvad er dit bedste køb?
Det må være min Rick Owens-læderjakke. Da jeg ville have en læderjakke, som jo per definition er dyr, skulle det være den ultimative. Den er mørkegrå med helt smalle ærmer, den slides pænt og man kan bruge den hele året rundt – både indenfor og udenfor.

Hvad er dit største fejlkøb?
Der hænger et par olivengrønnne bukser fra Chloé i mit skab, som er alt for dyre til, at de kun har været brugt én gang. Jeg fandt dem i New York og tog gennem hele byen for at finde dem i min størrelse. Men jeg går aldrig i dem, nok fordi de er upraktiske med høj talje og vige ben.

Hvad er i dine øjne et fashion faux pas?
Når man går amok i tendenserne, for enhver tendens i dens ekstreme form fungerer bedst på catwalken. Det fetich-look, som man i denne sæson ser hos Louis Vuitton, er jo virkelig godt tænkt, men det er ikke noget, man skal praktisere fra top til tå.

Når det bliver for ekstremt – det gælder i politik såvel som i mode – så får det skæret af noget fjollet. Jeg synes, det er god stil at blande noget nyt med noget gammelt og noget eksklusivt med noget billigt.

Men når det er sagt, så kan man faktisk slippe fra hvad som helst, hvis man har det godt i det, man har på. Også et top til tå fetich-look.

Læs også: Andre kendtes shoppetips

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester