Omtale
Føj til favoritter Del Send
Shopping | 06/07/12

De fem shoppesteder på Strandvejen

  • Foto: Bjarke Bo Olsen Foto: Bjarke Bo Olsen
Fløjlsbløde skindtasker, sandaler med safrangule, turkise og koralrøde toner, feminimt designertøj med en rå kant og økologiske hudplejeprodukter. Strandvejen i Hellerup byder på flere små perler, når det kommer til shopping. Her kan du se fem af dem.

Strøm på Strandvejen

Strandvejen 102 C
2900 Hellerup

Chik shopping

Foto: Bjarke Bo Olsen

Med en rå, men rolig atmosfære og et benhårdt sats på internationale designerbrands konkurrerer Strøm på Strandvejen i Hellerup på lige fod med eksklusive designerbutikker i Indre København. Strøms indkøbere har satset stærkt på nogle af tidens største navne inden for design, hvilket gør tøjbutikken til en af de mest interessante af sin slags på Strandvejen. På hylderne finder man blandt andet parisisk prêt-à-porter fra »Vanessa Bruno« og nyskabende design med en rå kant fra »Surface to Air«.

For tilhængere af »Acne« er det også en god idé at gå en tur i Strøm, der forhandler et godt sortiment af det svenske mærke, hvor de enkelte styles typisk ikke bliver udsolgt lige så hurtigt, som i de københavnske butikker. Derudover forhandler Strøm også »American Vintage« – der faktisk ikke stammer fra USA, som man kunne fristes til at tro, men derimod fra Frankrig – et mærke som har den perfekte sammensætning af kvalitet og stil tilsat en god dosis »vintage-feeling.« »T by Alexander Wang«, »Comme des Garcons«, »J. Dauphin« og »Lala Berlin«, der er grundlagt af tidligere MTV-vært Leyla Piedayesh, er også nogle af de mærker, der har fundet vej til Strøm, ligesom indkøberne satser på læder og skind fra det upcoming danske mærke, »Anne Vest Furhouse«, mens det først er til efteråret, at butikkens øvrige mærker får selskab af »Rick Owens«. Ud over tøj, sko, tasker og accessories kan man som noget nyt også købe de små fine flakoner med »Histoires de Parfums«.

Alle parfumerne er autentiske og unikke, med et højt indhold af naturlige ingredienser. Strøm åbnede i 2003, hvor der udelukkende var fokus på tøj til kvinder. Fem år efter åbnede de en afdeling til mænd på den modsatte side af vejen.

Hvad: Internationale designerbrands
Hvor: Strøm, Strandvejen 102C, Hellerup.
Hvornår: Man-tors 10 til 18, fre 10-19 og lør 10-15.

Soho Shoes i Hellerup

Strandvejen 183 A
2900 Hellerup

Sko, sko, sko...

Foto: Bjarke Bo Olsen

Skobutikken Soho fusionerer klassisk og med det mere edgy design og har, på trods af butikkens petitte størrelse, et bredt udvalg af internationale skomærker, der spænder lige fra italienske sko, som butikkens indehaver har hentet hjem, fordi hun finder dem særligt smukke, til de mere mainstream støvletter fra danske »Gardenia«, der var det helt store sidste år. Soho er skobutikken hvor skandinavisk boheme og rå neworkerstil blandes i både indretning og udvalg.

På hylderne finder man blandt andet danske »Sofie Schnoor«, der denne sæson er kommet stærkt igen med søde ballerinaer og flere lækre pumps. der passer perfekt til foråret. Blandt de øvrige mærker tæller også »Ash«, der er geniale til ruskind og feminime pumps, og som lige nu har sendt kollektionen »On the road« på gaden, hvor ballerinaer, sandaler og sko er blevet tilført et strejf af etnisk inspiration med perler, læderfletninger samt koralrøde, turkise og safrangule farvestrøg.

Andre mærker i butikken er »Alberto Fermani«, amerikanske »Sam Edelman«, »Jeffrey Campbell« og italienske »Atelier do Sapato«, et navn der bogstavelig talt betyder »skoværksted,« hvilket også er sigende for det håndværk, der er lagt i hver enkelt sko. De smukke sko i det fineste læder fra italienske »Janet & Janet«, der stort set hver måned eksponeres i modemagasiner over hele verden, har også fundet vej til Soho i Hellerup, der er en del af en mindre kæde på fire butikker – to i Hellerup og to i København.

Hvad: Sko, sko og flere sko
Hvor: Soho Shoes, Strandvejen 183A, Hellerup
Hvornår: Man - fre 10.30-18 og lør 10-15.

EGO:ECO

Strandvejen 169B
2900 Hellerup

Økologisk skønhed

Foto: Bjarke Bo Olsen

I den lille Ego:Eco butik på Strandvejen står række efter række af lækre hudplejeprodukter, parfume og makeup og gør sig til. Ikke blot er emballagen enormt indbydende, alle produkterne er endda økologiske og fremstillet helt uden brug af skadelig kemi, parabener og syntetiske duftstoffer. Det mest eksklusive mærke i Ego:Eco er »Just Pure«, der dækker alle aspekter af personlig pleje. Her er der ikke blot tale om hudpleje, men om et helt koncept, der tager udgangspunkt i filosofien om månens skiftende faser.

Og hvad det større univers har at gøre med din huds velvære, har personalet i Ego:Eco med garanti en forklaring på. De gør nemlig meget ud af at sætte sig ind i de forskellige produkter, så man kan få den rette vejledning til sin hud. Den økologiske hudplejebutik fører også den engelske serie »REN Skin Care«, der er grundlagt af Robert Calcraft og Anthony Buck, som begge tidligere har arbejdet i reklamebranchen – måske er det derfor, at lige netop deres emballager er så funky. Men ud over at produkterne altså pynter på badeværelset, er de også produceret helt uden brug af farlige, kemiske stoffer. Ego:Eco har også et nyt mærke i butikken: det økologiske danske hudplejemærke »Qua Organic«, der er certificeret af franske Ecocert, og som både producerer ansigts- og kropspleje.

Blandt andet kan man få opfrisket, fløjlsblød hud med »Green Tea Cool Comfort Body Wash«, der er spækket med alle de aktive ingredienser, naturen tilbyder, og som indeholder grøn the, såvel som blødgørende udtræk fra alpeplanter og Aloe Vera. En pioner inden for biodynamisk skønhedspleje, australske Jurlique, er også en fast bestanddel af sortimentet hos Ego:Eco, hvor man også finder den første økologiske parfumeserie – igen certificeret af Ecocert – »Honoré des Prés«.

Hvad: Økologisk hudpleje
Hvor: Ego:Eco, Strandvejen 169B, Hellerup
Hvornår: Man.-tors. 10-18, fre. 10-19 og lør. 10-15.

Trois Pommes

Strandvejen 110
2900 Hellerup

Tøj til det hele

Foto: Ikke oplyst

Udvalget i Trois Pommes er i høj klasse – både når det gælder de skandinaviske mærker, som butikken har købt hjem, men også på den internationale designscene er der meget at komme efter. Mærker som »Marc by Marc Jacobs«, danske »Baum und Pferdgarten«, »By Malene Birger« og Julie Fagerholts »HeartMade« er blot nogle af beviserne på, at man ikke kan gå helt galt i byen med en fyldt indkøbspose fra Trois Pommes.

En af den snart 15 år gamle butiks helt store styrker er derudover, at de køber ind hos internationalt anerkendte designere som »3.1 Philip Lim«, »Stella McCartney« og »See by Chloé«, der er lillesøster til designhusets noget dyrere, luksuriøse hovedkollektion. Alle tre mærker har en stærk profil på feminimt ready-to-wear, der aldrig bliver kedeligt. Trois Pommes har et godt miks af lækre accessories, sko og tøj, der kan sende din garderobe fra afslappet hverdag over sofistikeret arbejdstøj til lækkert festtøj med hjælp fra »Isabel Marant«, »Humanoid«, »Black Noir«, »Helmuth Lang« og »Lieberskind Berlin«.

Strandvejsbutikken er i øjeblikket også en af de to eneste forhandlere i Danmark af det franske kultmærke »Zadig & Voltaire«, der er kæmpestort i hjemlandet og som supermodellen Erin Wasson for nylig har designet en kollektion for. Ligesom flere af nabobutikkerne findes Trois Pommes også i mere end én udgave på Strandvejen: Én der altså forhandler tøj og én med sko. Trois Pommes’ skobutik forhandler blandt andet sko og tasker fra »Givenchy«, »Alexander Wang« og de meget fine »Pretty Ballerinas«.

Hvad: Internationalt og dansk design
Hvor: Trois Pommes, Strandvejen 110, Hellerup
Hvornår: Man.-fre. 10-18 og lør. 10-15.

Hoffmanns Saloner

Strandvejen 189
2900 Hellerup

Her handler det om service

Foto: Bjarke Bo Olsen

En af de lidt sjove detaljer ved tøjbutikken Hoffmanns Saloner er, at man på deres hjemmeside kan læse, hvor mange timer de ansatte er på arbejde hver uge, og hvilke dage de er der. Blandt andet kan man læse, at en af de ansatte »arbejder 28 timer om ugen og ofte har fri onsdag.« Grunden til denne lidt usædvanlige oplysning er, at Hoffmanns Saloner lægger stor vægt på den oplevelse, kunderne får, når de kommer i butikken, og deres mulighed for at få personlig betjening af en ekspedient, som de kender – og som kender deres personlige stil. Set udefra gør butikken ikke noget stort nummer ud af sig selv.

Men inde i Hoffmanns Saloner finder man mange af tidens mest populære danske mærker, der efterhånden har bredt sig til en del af landets butikker. »Rützou«, »Stine Goya« og »Stories by Rikkemai« er blot et udsnit af de designere, man finder i butikken, mens Hoffmanns også har et fint udvalg af denim i form af »Twenty 8 Twelve«, »Limited Jeans« og »Replay«. Hoffmanns Saloner tager hvert år med til modeugerne i New York, Milano og Paris, hvor de udvælger nye designere – og da butikken ikke er bleg for at skille sig af med et mærke, hvis kunderne ikke er vilde med det, er der løbende udskiftning i udvalget. Blandt butikkens mærker tæller for tiden »Ambre Babzoe«, »Paul & Joe«, »Tibi New York« og »Jerome Dreufuss«.

En anden service i Hoffmanns Saloner er, at der er sørget for kaffe og læsestof til manden og legetøj til børnene, så ventetiden ikke skal føles for lang, når skal skal prøves tøj. Derudover sætter Hoffmanns Saloner hver uge fokus på ét bestemt mærke ved at udsmykke vinduerne med tøj kun fra dem.

Hvad: Personlig betjening
Hvor: Hoffmanns Saloner, Strandvejen 189, Hellerup
Hvornår: Man.-fre. 10-18 og lør. 10-15.

 

Det mener brugerne..

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar. Log ind eller Register

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester