Musik

Beat Pop i Gothersgade er ikke én, men to butikker. Forretningen i højre side er discount-afdelingen med alle de lp'er og cd'er, som ikke hører til de mest sjældne i denne verden. Her kan du kan gå hjem med ti stykker vinyl eller ti cd'er til 100 kr.
Vover du dig over i det andet lokale, kan du til gengæld finde godterne. Her ligger hovedforretningen, og det er her lp-samleren starter sin rundtur, når han eller hun går jagt efter en sjælden udgivelse.
Beat Bop er en klassisk køb-salg-bytte-forretning, hvor du kan gå ind med tre cd'er eller lp'er, og få noget andet med hjem i bytte. Butikken køber som en af de eneste i city alle slags lp'er og cd'er, også selvom de ikke er sjældne. Det eneste, du ikke kan komme af med i Beat Bop, er gamle 78'er plader.
Beat Bop's speciale er rock fra 60'erne og 70'erne og jazz i al almindelighed. Men selvom Beat Bop mest er en second-hand forretning, så vær opmærksom på, at der blandt de brugte cd'er på hylderne også gemmer sig fabriksnye cd'er. Priserne afslører det gerne.
Beat Bop køber og sælger også musikmagasiner, og mens du er nede i butikken, så glem ikke at tage et kig ind i det store baglokale, der gemmer på et stort udvalg af ældre lp'er, der ikke er plads til i det forreste lokale.