Boghandelen ligger ikke langt fra Regensen, og det er ikke tilfældigt. For over hundrede år siden åbnede den unge Arnold nemlig en boghandel i Købmagergade, hvis kunder primært var de unge studerende fra Christians d. IV's gamle kollegium.
I 2006 åbende Baresso en café på 1. salen, så man idag kan nyde sin nyindkøbte bog sammen med en kop kaffe.
I dag ligger boghandelen stadig lige om hjørnet fra Regensen og er fordelt over 3 etager og et lokale på den anden side af gaden. Noget er stadig som dengang på unge Arnolds tid, for her kan du købe bøger til jura- og teologistudiet. Derudover er der et stort udvalgt af bøger om kunst og arkitektur, danske og udenlandske tidsskrifter, diverse ordbøger, blandet dansk og oversat skønlitteratur, tilbudsbøger fra Taschen, samt specielle bøger fra de såkaldte køkkenbogsforlag, - et prædikat der dækker over entusiastiske forfatteres egne forlag. Selvfølgelig er der også digtsamlinger og andre smalle bøger, hvilket gør, at sortimentet - alt i alt - bedst kan betegnes som bredt.
Børnenes Boghandel, der ligger på den anden side af gaden, hører i dag også under Arnold Busck. Her vil alle med interesse for børnebøger glæde sig over de kompetente ekspedienter, der kan guide dig igennem børnebogsjunglen, så du kan være sikker på, at du finder noget, der falder i god jord hos de små mennesker i højtlæsningsalderen. Ingen andre boghandlere i byen har så stort et udvalg af gode børnebøger som her.
Man kan selvfølgelig kun gætte, men mon ikke Arnold, der i sin tid åbnede forretningen, ville være godt tilfreds, hvis han så, hvordan den har udviklet sig gennem tiden?
Hjælp os med at holde AOK opdateret. Send os en mail, hvis du oplever, at et af de steder, vi skriver om, ikke eksisterer længere, har skiftet navn eller hvis der er andet, som ikke stemmer. Vi sætter stor pris på din hjælp.
Prøv Berlingske 1 måned for 49 kr - inkl. adgang til avisen på mobil og iPad
Bemærk venligst at kommentarer ældre end 365 dage vil blive fjernet fra sitet.