Jeg var langt over 20 år, før jeg begyndte at drikke kaffe, fordi kaffe på landet, hvor jeg kommer fra, er ensbetydende med billig, formalet kaffe fra kaffemaskine i termokander uden mælk.
I dag drikker jeg oftest kun én kop kaffe om dagen: Morgenkaffen. Den skal til gengæld være god, og om aftenen, kan jeg næsten glæde mig til min morgenkaffe næste dag, som jeg drikker i sengen, mens jeg forsøger at vågne. Det er min bedste tid på dagen.
Jeg køber altid hele bønner, og jeg har i så lang tid, jeg kan huske haft en kværn, så jeg selv kan male bønnerne. I mange år drak jeg stærk stempelkaffe med lun mælk, men i dag brygger jeg en tredobbelt espresso-stærk kaffe på en lille kande på komfuret. De fleste kalder sådan en kande for en espresso-kande, men det hedder en moccakande, for damptrykket, som kaffen bliver brygget ved er kun 1-2 bar, hvor en rigtig espressomaskine til flere tusinde kroner brygger ved et tryk på 15 bar.
I lang tid drak jeg Irmas Udvalgte økologiske, fairtrade Mocca i små poser med 250 gram for omkring 30 kroner, men jeg kan også godt lide deres indiske Monsoon Malabar i den fine AA-klassifikation fra den sydindiske kyst, som med mælk næsten får en chokoladeagtig smag.
En dag rev jeg mig og købte kaffebønner i Kontra, hvor jeg fik 250 gram mørkristet RAW espressokaffe til caffé latte til 69 kroner. Jeg kan godt lide, at jeg ved, at kaffen kommer direkte fra farmen, og at jeg kan se på datomærkningen, at den er nyristet. Jeg kan endda se, hvem der har ristet den, for kaffen er også signeret. Kontras Raw Espresso er lidt for mørk og robust på den maskuline facon for min smag. Det cool ved Kontra Kaffe er, at det næsten er som at komme ind på et autoværksted: Her er stålreoler til loftet, masser er gear og maskiner (og kaffe) og ekspedienter med tatoveringer og en kæk bemærkning i ærmet.
Min kaffeglade veninde introducerede mig til kaffehippierne i The Coffee Collective i Jægersborggade. Deres espresso koster en arm - eller omkring 70 kroner for 250 gram - men den smager fantastisk. Tanken om, at kaffebønderne får en stor del af den sum er også en rar fornemmelse. Efter at have købt et par poser nyristet kaffe hos The Coffee Collective, var jeg hooked på nyristet kaffe, der ikke havde ligget i et supermarked i flere måneder. Men Jægersborggade var lidt af en omvej for mig at cykle hver anden uge.
Da Risteriet tilbød en prøve på deres kaffeabonnement, slog jeg til. Og blev hooked. Nu får jeg hver torsdag en sølvfarvet prøvekuvert med 250 gram nyristet kaffe i postkassen. Det er ikke billigt - regn med mellem 900 og 1000 kroner for 12 uger, men det er fantastisk dejligt at fiske nyristet kaffe ud af postkassen hver uge, og det jeg ikke selv kan nå at drikke får venner og familie fornøjelsen af.
Læs mere om Risteriets kaffeabonnement på deres eget website