Sceneriet er taget fra forestillingen Waterfools, der indtager Sortedamssøen den første aften i august som storslået startskud på årets Metropolisfestival.
Folkene bag forestillingen er de franske teatermagikere Ilotopie, der forvandler søen til et farvestrålende og drømmeagtigt scenarie med masser af sære, smukke optrin på vandspejlet under glimtene fra storslået fyrværkeri. Lydsiden er skabt af den elektroakustiske musiker Phil Spectrum, der inddrager både elektronisk knas og opera i sine værker.
Da Waterfools besøgte London for en måned siden, beskrev The Guardian forestillingen som "a beautiful vision of hell" - som hvis Lewis Carroll lavede streetart og havde teamet op med Salvador Dali og Hieronymus Bosch.
Efter dette festivalstartskud er der masser af magiske performances i gaderummet (og på vandet) i hele den følgende måned. Man kan blandt meget, meget andet opleve en ubådsballet i havnevandet mellem Bryggebroen og Amaliehaven (7. og 8. august), vandre gennem en magisk transformeret Blågårdsgade (14. til 16. august) eller tage på bustur med bind for øjnene i forestillingen Wall 2 Wall (10. til 22. august), hvor man for eksempel får lov til at smage på sine egen fordomme omformet til farverige cocktails. Meget forskellige oplevelser, men med det tilfælles, at de får os til at se på byen på en ny måde. Som når der pludselig kører cyklister rundt på Sortedamssøens overflade…
Hvad: Waterfools - magisk landskabsteater på vand af Ilotopie fra Marseille
Hvor: Sortedamssøen
Hvornår: 1. august kl. 21.30. Forestillingen varer 45 minutter
Hvor meget: Gratis
...jeg har selv set det og glæder mig til at se dem igen!