...

Thomas Vinterberg voksede op i et kollektiv nord for København. Huset var fyldt med intellektuelle flippere, og han husker det som et varmt, frit og lidt skørt sted. I begyndelsen udviklede aftensmåltiderne i kollektivet sig til små fester flere gange om ugen. Og solidaritet var et ideal.

»Der var en mand i mit hus, som i 1975 foreslog, at alle skulle betale husleje efter evne – altså vægtet i forhold til indkomst. Selv tjente han væsentligt mere end de andre voksne i kollektivet, så hans egen husleje steg betydeligt. Sådan var det. Det var nogle mennesker, som troede på fællesskabet, og som var parat til at gå hele vejen,« siger Thomas Vinterberg.

Ti år senere – i 1985 – var ånden en anden. »Det var det samme hus og det samme køkken, men nu var det mere noget med, at der rundt om spisebordet sad tre familier, som nok mest boede der, fordi de helst ikke ville af med haven,« fortæller Thomas Vinterberg. Forestillingen »Kollektivet«, som får premiere på Det Kongelige Teater til oktober, tager udgangspunkt i Thomas Vinterbergs egen opvækst.

Læs også: Fem danske nyheder i teatret

Stykket handler om Erik, der arver en villa efter sin far. Sammen med kæresten Anna beslutter han at starte et kollektiv i huset. Da Erik indleder et forhold til en anden kvinde og insisterer på, at hun skal flytte ind, uden at Anna af den grund behøver at flytte ud, bliver kollektivet sat på en prøve, og Erik og Annas datter må træffe nogle smertefulde beslutninger.

»Det er ikke et stykke om mit kollektiv. Det er noget andet nu. Det er blevet til fiktion. Vi har opfundet en masse ting, som intet har at gøre med det sted, hvor jeg voksede op, men det er alligevel stof, som er forankret i min opvækst. Det er en fortælling om skilsmisse, sammenhold og tabet af kærlighed i perioden fra 1975 til 1985. Det skildrer et parforhold og et hus, der går i opløsning, og en verden, der skifter farve fra rød til blå. Stykket forsøger at lade være med at grine af 1970erne og komme ind til en eksistentiel konflikt om at dele eller ikke at dele.«

At Thomas Vinterberg overhovedet har bevæget sig ind i scenekunstens verden, skyldes en insisterende teaterchef på det kunstnerisk ambitiøse og ressourcerige Burgtheater i Wien, som efter flere forsøg overtalte Thomas Vinterberg til at afprøve sit materiale på scenen i Wien. Filminstruktøren ynder at sige, at han først sagde ja, da han fandt ud af, hvad han ville få i løn.

»At skulle skaffe penge til familien kan være en meget stærk kreativ motivationsfaktor, men jeg sagde også ja, fordi jeg er dybt afhængig af at være på tynd is. Repetitioner minder mig om, at jeg skal dø. Når man gør tingene, som man plejer, så er man ved at blive gammel – også rent kunstnerisk. Hvis man derimod placerer sig et ukendt og udsat sted, så er man tvunget til at være vågen, ydmyg og fandenivoldsk.«

Thomas Vinterberg kendte intet til teaterproduktion, da han satte det første stykke op på Burgtheater for to et halvt år siden. Det var forestillingen »Begravelsen« – en fortsættelse af hans film »Festen«. Hans anden forestilling på scenen i Wien blev »Kollektivet«, selvom det egentlig var meningen, at han skulle have arbejdet med et eksisterende stykke.

Forinden havde Thomas Vinterberg i årevis overvejet at lave en film om kollektivet, og det fortalte han teaterchefen under en samtale en lille måned før prøvestart. Han blev fyr og flamme, mens Thomas Vinterberg selv afviste at realisere idéen med henvisning til, at det ville han umuligt kunne nå.

»Men teaterchefen sagde bare: ’Can I please ask you to be a bit more kamikaze, Thomas?’ Og så lykkedes det faktisk at få skrevet 60 sider på tre uger,« fortæller instruktøren, som har skrevet stykket sammen med Mogens Rukov.

Mens Thomas Vinterbergs film er resultatet af flere års forberedelser, er teaterstykket »Kollektivet« resultatet af øjeblikkets kunstneriske indskydelser.

Læs også: De 5 forestillinger med musik

»Det var vildt angstprovokerende for mig at møde op uden en færdig tekst. Det lammede mig, men teaterlederen havde en idé med det. Han ville have mig ud af mit beskyttede og velforberedte virke. Han sagde: ’Jeg er ligeglad med, om det bliver godt. Jeg er ligeglad med, hvordan det bliver anmeldt. Men jeg vil have, at du kommer hver dag og er åben. At du tillader dig selv at være kunstner og at mærke ting og få indskydelser.’ Og det var den fedeste udfordring, som jeg har fået, siden jeg lavede dogmefilm. Det der med at give fuldstændig slip og hengive sig til nuet og de mennesker, som står foran en. Det var virkelig en formidabel oplevelse – især set i bakspejlet.«

For i begyndelsen var det med Thomas Vinterbergs egne ord »virkelig ubehageligt« at stå over for skuespillerne med et halvfærdigt manuskript ved prøvestart.

»Burgtheater er et fuldstændig fantastisk teater med omkring 100 fastansatte skuespillere, som spiller tre repertoireforestillinger ad gangen. De er i så skarp træning – jeg aldrig har prøvet noget lignende. Men de er også meget anderledes end danske skuespillere, og de stiller krav på en helt anden måde. De danske skuespillere er meget civiliserede. Det skal ikke hedde sig, at man er en dårlig kollega. Det er de sgu ligeglade med i Wien. De er alle sammen førsteviolinister, og de vil have nogle replikker. Hvis de får for få replikker, bliver de sure.«

Det første udkast fokuserede på Eriks familie i kollektivet, og til den allerførste læseprøve bredte blegheden sig blandt skuespillerne. Nogle af dem rejste sig skødesløst, men demonstrativt og gik lidt udenfor undervejs. Efter prøven ringede Thomas Vinterberg til teaterlederen og spurgte, om de ikke bare skulle finde nogle andre skuespillere.

»Men han sagde: ’Nej, sådan fungerer det ikke her på teatret. Publikum vil gerne se dem. Det er deres teater, og du er deres gæst, og du må bare skrive nogle replikker til dem.’«

Så det gjorde han. Og stykket blev på flere måder en succes. Publikum både grinte og græd, anmelderne var ovenud begejstrede, og Thomas Vinterberg selv så et potentiale i materialet.

»Da jeg så premieren på »Begravelsen«, stod det meget klart for mig, at den historie ikke skulle blive en film. Den historie er så hård, at jeg ikke ville magte at lave den. Da jeg så »Kollektivet« havde jeg den modsatte oplevelse.«

Det er første gang, Thomas Vinterberg har arbejdet med en fortælling, som tager udgangspunkt i hans eget liv, og han har fulgt den klassiske formel med, at det godt må være personligt, men ikke privat.

»Når ting bliver private, opstår en form for censur og moralsk forpligtelse, for så er der jo nogle mennesker, som man ikke vil gøre kede af det. Hvis det bare er personligt, kan man gå hele vejen og være skamløs. Når jeg skaber karaktererne fra bunden, så tager det enormt lang tid at få liv i dem. Det er noget med at sidde og skrive historier om deres fortid og hvad, der har gjort dem til dem, de er. Da jeg arbejdede med »Kollektivet« havde jeg en bund. Jeg har brugt forskellige anekdoter og besynderlige karakteristika, som jeg så har blandet sammen med fiktion.«

I Thomas Vinterbergs kollektiv var der eksempelvis en fyr, som ryddede op ved at samle al rodet og brænde det på et bål. »Jeg mistede selv mange nye, lækre gummisko på den konto. Han var ikke ondskabsfuld, han var et meget kærligt menneske. Han var bare pragmatiker – og den slags småting har jeg brugt som krydderi.«

En anden mand fra kollektivet mindede under et møde i nyere tid Thomas Vinterberg om, at han blev smidt ud af kollektivet under punktet eventuelt. »Der var blevet holdt et langt husmøde, og da de nåede til eventuelt, blev han stemt ud. Det er en grum skæbne, som faktisk er ret morsom.«

Mens Thomas Vinterberg instruerede »Kollektivet« på scenen i Wien, bliver det skuespilchef Emmet Feigenberg, der står for instruktionen af de danske skuespillere. Thomas Vinterberg er ikke umiddelbart interesseret i at arbejde på et dansk teater.

»I hvert fald ikke lige nu. Lige så afslappet et forhold jeg har til publikum og presse i Wien, lige så sygt og anspændt et mit forhold til det herhjemme. Det er som ens sure familie, der kender alle vittighederne. Der er ingen nåde her.«

Thomas Vinterberg betragter Burgtheater som sit laboratorium.

»Det er fantastisk for mig at kunne rejse derned og ikke være belastet af at være Thomas Vinterberg. Det er ligesom mit lille helle, og så er det samtidig mit motionsrum. Jeg får virkelig produceret noget og arbejdet med nogle skuespillere. Når jeg laver film, møder jeg jo kun skuespillerne hvert andet år. Nu møder jeg skuespillere hele tiden, og jeg skriver hele tiden, og det føles enormt godt, fordi der på et tidspunkt var et meget massivt pres på mig i forhold til det at lave film. Og det var nok også derfor, at det blev sværere og sværere for mig. Det pres er ophævet, fordi jeg nu bare skal bare aflevere nogle forestillinger, og så er det blot at sætte sig ned og skrive.«

Mens »Kollektivet« spiller i Danmark, arbejder Thomas Vinterberg på den næste forestilling til Burgtheater i Wien, som får premiere nytårsaften på teatrets største scene. Stykket er en fejring af alkohol.

»Livet kan løfte sig, når man drikker. Store bedrifter i verdenshistorien er blevet gennemført af store personligheder i kæmpe branderter. Man kan ikke afvise, at livet bliver større med alkohol – samtidig dør man af det, men den historie hører vi hver dag. Den anden historie hører vi ikke så tit.«

Fakta om Thomas Vinterberg

• Født i 1969.
• Søn af skribent og anmelder Søren Vinterberg og afspændingspædagog Ingerlise Vinterberg.
• Voksede op i et kollektiv, som forældrene forlod i forbindelse med deres skilsmisse, mens han selv efterfølgende blev boende et stykke tid.
• Uddannet filminstruktør fra Den Danske Filmskole. Har lavet filmene »Drengen der gik baglæns« (1994), »De største helte« (1996), »Festen« (1998), »It’s All About Love« (2003), »Dear Wendy« (2005), »En mand kommer hjem« (2007), »Submarino« (2010) og »Jagten« (2012) samt teaterstykkerne »Begravelsen« og »Kollektivet«.
• Er tilknyttet Burgtheater i Wien, hvor hans næste stykke får premiere nytårsaften.

Hvad: »Kollektivet«
Hvor: Skuespilhuset, Store Scene
Hvornår: 17. oktober til 26. januar 2013