Først er der mørke og stilhed.

Så klapper vi. Og fortsætter med at klappe. Men det føles næsten profant. Som en forulempelse af det, vi lige har overværet. Men sådan er teatrets ritualer, og vi har også lyst til at sige tak til manden, vores blikke har været klæbet til den sidste time. Som vi har lyttet intenst til, selv om vi næsten ikke kan holde det ud.

Jeg skriver med vilje manden, for ordet skuespiller føles også lige pludselig så malplaceret.

Jens Albinus spiller nemlig ikke de ubønhørlige ord fra Holocaust-vidnet Primo Levis rystende beretning fra helvede på Jord, »Hvis dette er et menneske «. Det gør han naturligvis, for han gør brug af skuespillerens midler: Af kroppen, blikket, stemmen, rytmen. Men han gør sig snarere til et medie for de ord, som skal bringes videre som et vidnesbyrd og en advarsel om det, der ikke må ske igen. Jens Albinus skræller alle eventuelle tilløb til følelses-forlorenhed af sig.

Skyer alle overgjorte fagter eller forsøg på at spille teater, lige som den ydre iscenesættelse er passende spartansk.

Når publikum indfinder sig, står han ude i siden og venter koncentreret i sit anonyme, koksgrå jakkesæt. Armene over kors, blikket ned i gulvet. På scenen er der ikke andet end en træpalle, han kan træde op på foran den hastigt hvidmalede væg, en anonym plaststol, han kan sunde sig på, en kande vand og et glas.

Man kunne tilmed - i parentes bemærket - sagtens have undværet den skiftende lyssætning og den teaterrøg, der også efterhånden lægger sig i lokalet som et fint tågeslør. Så træder han op på sin palle - den nødtørftigste talerstol i verden. Stiller sig foran os. Og så kommer ordene - den rystende øjenvidneskildring fra et menneske , der får frataget hele sin menneskelighed og kun har overlevelsen tilbage.

Til rådighed

De strømmer igennem ham.

Først nøgternt besværgende.

Armene nu ned langs den forsvarsløse krop. Det blå, vandholdige blik illusionsløst.

Siden kues kroppen umærkeligt.

Skuldrene folder sig indad.

De blege hænder knyttes.

Men stemmen bliver ved.

Umærkeligt stiger tempoet for siden at slå over i råb af lungernes fulde kraft, mens han fortsætter den detaljerede, hæslige, men nødvendige beskrivelse af fornedringerne i koncentrationslejren. Han må gå videre, selv om åndedrættet sætter ud. Selv om han må drikke vand i store, glubske slurke. For siden at nå tilbage til den insisterende nøgternhed.

Den italiensk-jødiske forfatter overlevede med nød og næppe Auschwitz og skrev i 1947 sine erindringer, der usentimentalt blotlægger kulturmenneskets totale og lynhurtige nedbrydning i dødslejren.

Albinus' tolkning er eminent, fordi den har fundet et teatralt udtryk, der kan rumme Levis tekst. Overleverens ærinde er hverken at lede efter forklaringer eller at uddele skyld. Han registrerer blot.

Sådan var det. Uden nåde. Og Albinus stiller sig til konsekvent rådighed for teksten.

Anderledes kunne det næppe gøres. Og heller ikke bedre.