Hun har hovedrollen i »Den gamle dame besøger byen«, som har premiere i aften.
Det er en grum, grotesk og på alle måder grænseoverskridende historie, Det Kongelige Teater i aften præsenterer med premieren på Friederich Dürrenmatts »Den gamle dame besøger byen« med Ghita Nørby i titelrollen.
En beretning om magt og penge, om grådighed og hævn og en by fyldt med viljeløse medløbere. Om den gamle milliardøse, der efter et langt og kulørt liv vender tilbage til sin fattige barndomsby for ved hjælp af sine milliarder i bogstaveligste forstand at kræve den mands hoved på et fad, som svigtede hende groft, da hun var ganske ung.
Berlingske Tidende møder Ghita Nørby i hendes garderobe efter en lang dags prøver på Skuespilhusets Store Scene. Hun har smidt sit kostumes store nederdel, men bærer stadig den sorte herrehat og den dramatiske sort-hvide teatermake-up. Et par store, sorte solbriller i rocker-stil hører også med.
»Det er skønt en gang imellem at få lov til at se sådan ud,« ler hun til sit eget spejlbillede, mens hun fjerner de flere centimeter lange, kunstige øjenvipper og forsigtigt lægger dem i æsken.
På væggen bag hende hænger en indrammet fotoplakat, hvorfra en anden af Danmarks store damer, Karen Blixen – lige så dramatisk sort-hvid som Ghita Nørbys teatermaske – kigger ned på os.
»Jeg fik det af vores instruktør, Kasper Rostrup, og det har været en stor inspiration for mig, mens jeg har arbejdet med rollen,« siger hun. »Ikke fordi Karen Blixen på nogen måde er den gamle dame i stykket, langtfra.
Men på grund af hendes fantastiske udseende, hendes ensomhed og sorg – og hendes humor.«
Smertefuldt at være tyran
Hun ser ikke kun den gamle dame som en forbitret hævner, men også som et ensomt og sorgfuldt væsen:
»Hun repræsenterer jo en egocentrik, der er ud over al mål og med. Og som er til stor skade for de mennesker, hun er sammen med. Men netop sådan en selvoptagethed indeholder også en stor sorg,« siger hun.
»Hvis du har forstand – og den gamle dame er ingen idiot – så er det dybt smertefuldt at være sådan en tyran. Der er stor smerte i at være så grusom.«
Da Friederich Dürrenmatts skuespil blev uropført i 1956, blev det tolket som en kommentar til Nürnberg-processerne efter Anden Verdenskrig. Herhjemme kom stykket første gang op i 1958 på Odense Teater med Bodil Ipsen og Poul Reumert i hovedrollerne – og i øvrigt med en ganske ung Ghita Nørby i rollen som datteren i stykket.
»Når man har levet og været med så længe som jeg, sker det jo, at man pludselig bliver en del af fortiden,« ler hun. Men mener, at stykket har mindst lige så stor relevans i dag:
»Det er utrolig fremsynet i al sin uhygge,« siger hun. »Det handler jo om magt og penge. Og om politik. Og om, at alting er til salg, også retfærdighed,« siger hun.
»Og så handler det om, at vi alle sammen begår fejl, og de fleste af os slipper godt fra dem. Men pludselig slår skæbnen ned, og så slipper vi ikke godt fra det. Der er jo en mand og en kvinde i stykket, og de har kendt hinanden for mange år siden. Men vi har alle sammen kendt nogen for mange år siden, og skulle vi pludselig begynde at ransage vores hjerner, så er der sikkert nogle forfærdelige ting, vi alle sammen har gjort. Og vi slipper vældig godt fra det hele – gudskelov. Takket være fortrængning. Hvad skulle vi ellers gøre. Vi kan jo ikke holde alle de synder ud – du godeste! Vi må være glade for de fortrængninger, som vores menneskelige mekanisme giver os. Indtil den dag, skæbnen slår ned.«
Grådigheden er enorm
Men stykket handler også i høj grad om grådighed. Om de fattige landsbyboere, som ender med at slå en mand ihjel for at få fat i den milliard, de er blevet lovet. Men i Ghita Nørbys øjne lige så meget om vores egen:
»Vores grådighed er jo enorm, og vores hensyntagen til andre er svundet ind til nærmest et nulpunkt,« siger hun. »Det med at tænke på den anden, har vi vist glemt i svinget. Så vidt jeg kan høre i min radio og se i mit TV, så sidder vi lige nu midt i en krise. Men det har de fleste af os også
fortrængt. Måske rammer det andre – men da ikke dig og mig.«
Læs mere om »Den gamle dame besøger byen«.
Hvad: Den gamle dame besøger byen
Hvor: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene, Kvæsthusbroen, Kbh. K
Hvornår: 26. feb. – 20. maj (udvalgte spilledatoer). Man. – lør. kl. 20. Søn. kl. 15
Hvordan: Billettlf. 33 690 69 69 eller billetnet.dk