»Tralalalu - tralalalej - ska' vi mor' os eller ej?« synger Lisbet Dahls efterhånden klassiske revymoster, den storblomstrede husmor - det er hende med den alternative rytmesans og dødbiderminen - før det hele går i gang ude i Cirkusrevyen . Se, det ved hun jo, og ikke vi. Men gu' skal vi så, kan vi konstatere, når sidste vers er sunget under teltkuplen. For årets revy er alt det, vi efterhånden er kommet til at forvente af Cirkusrevyen med Lisbet Dahl som den store rorgænger. Den er sjov og den er grov. Den er festlig og den er fræk. Den er flot og den har et professionelt flow, som ingen kan tage fra den. Måske mangler den nummeret, men et sådant kommer ikke dumpende hvert år. Til gengæld er der næsten ingen døde punkter, og det er ikke så lidt i revyens blandede landhandel af show, skæg, nonsens og kærlig skadefryd. Årets revy har stilen. Den har stjernerne. Og den har satiren i sin godmodige hudfletten af tider og sæder og en verden, der er af lave.

Frederik og kineserne
Pia Kjærsgaard vil ingen tilsyneladende være, men ellers byder årets revy på masser af andre kendte kontrafejer i sursød sovs. Tag nu bare Ulf Pilgaards balkonscene som majestæten i røg og damp med godmodige, men skrappe udfald mod de royale, når Margrethe for eksempel ryster på tiaraen over Frederiks OL-planer: »Jeg har sagt til ham, at vi ellers har haft problemer nok med kineserne her i familien!« Ulf giver den også én på hinkestensbrillen som snæversynet brokkehoved og leverer sin lagrede konfuskomik i en sketch som forvirret præst, der har inviteret en gudløs ejendomsmægler indenfor i Herrens Hus. Mor Lisbet tager sig lidt mere plads på scenen i år. Det klæder hende. Også selv om hun tilbringer noget af tiden nedenfor tribunen i gang med at sælge peanuts - arbejdsløs skuespiller i tvangsaktivering! Hun dukker op som plaget og vellignende integrationsminister Rønn Hornbech i en vise med titlen »Birthe bli'r det snart til noe'd«. Hvis Lisbet Dahl er revyens ene primadonna, så er Ditte Hansen den anden. Der er heller ikke så mange andre at vælge imellem, men Ditte Hansens evne til at tage for sig af retterne og komme ud over rampen fornægter sig heller ikke i år. Det kræver sin balancekunst at få en monolog om en narkoluder på afveje i Dyrehaven - eller er det Jylland? - til at blive sjov, men det bliver den.

Fra Fogh til X Factor
Og hvis Anders Fogh Rasmussen beslutter sig for at rejse udenlands, kan vi så ikke bare beholde Henrik Lykkegaard som erstatning? Hans version af statsministeren er i hvert fald skæggere end originalen i en veloplagt Carl-Erik Sørensen tekst om førstemanden på vej væk fra andedammen: Der er ikke mere at komme efter! Samme Lykkegaard tager sig af alt forefaldende - fra syngende dræbersnegl til snakkehovedet Thomas Blachman, taget lige på kornet. Jo, X-faktor fænomenet får selvfølgelig også sin tur i vridemaskinen. For hvad er det egentlig, der samler os danskere, når vi altså alle årets andre dage ikke griner sammen til revy? Fjernsynet! Niels Ellegaard er for længst kåret til revyfund, men kan han ikke godt blive væk, så man kan finde ham igen og igen? Han er en ekstra bonus for enhver revy. Hvem kan stå for hans kære grinebider af en grønlænder, der har scoret kassen i olieeventyret og nu er parat til at købe hele teltet - inklusive rejekælling og kæmpeeskimo? Har vi fået det hele med? Nej, det har vi ikke, for balletten skal også have deres. Og det skal den altid stilsikre kapelmester James Price så sandelig også. Hans muntre revytoner lægger sig i forlængelse af traditionen, men ellers er han bleg for at tilføre den nyt - fra polske håndværkerrytmer til Bollywood. Men ellers var det vist det. Så hvorfor ikke bare give det allersidste ord til Lisbet Dahls grå glædesspreder, hende, der også fik lov til at indlede det hele: »Og bimmelim. Og fest og sjov. Velkommen i den grønne skov!«