Med eksalteret attack spytter og snøvler den venstreintellektuelle kulturfurie sine galdevædede replikker ud.

Damen med de blå tænder i Mette Horns formidable skikkelse er nemlig på vej til at blive godt og grundigt forladt af sin mangeårige samlever - til fordel for en halvblind kurvefletter fra Christianshavn.

Og der bliver ikke lagt fingre eller noget som helst andet imellem, når hun går i flæsket på sin tavse mand i sin rødvinsbrandert: »Uha nej, det skal vi ikke tale om.« Men det er lige præcis det, vi skal.

For bag alle de uhyrlige og begavede oneliners og Mette Horns udleverende, suverænt afleverede svadaer - model Martha i Edward Albees klassiske ægteskabsgyser »Hvem er bange for Virginia Woolf?« - lurer faktisk en temmelig barsk historie om et kuldsejlet forhold og bristede forhåbninger.

Uden pardon
Damen med de blå tænder smækker sandhederne på bordet uden pardon - intet er helligt - men i virkeligheden afslører hun først og fremmest sig selv. Hun fylder meget.

Men skulle man tro, hun fylder det hele, så går Mette Horn nu også på scenen som akademikeren Preben, der i lange forhandlinger med den udsatte hustru, man hverken ser eller hører, groft manipulerer på sin egen pjokketrepressive facon.

Endnu en skrap og skæg udstilling af et slidt parforhold. Så er det næsten en hel lise, når Mette Horn ind i mellem bare er sit eget kønne, kloge og følsomme jeg, som med muntert nærvær blandt andet fortæller kærligt om sin afdøde far.

Og en lille pause fra de skånselsløst underholdende scener fra et ægteskab eller to får vi også, når stenansigtet Torben Steno med underfundigt lune diskret fylder pauserne ud ved at causere om bundesligahår, synge om kulturlivets oppebærere, »de grå hjelme«, eller hudflette Sebastians 70er-nationalisme, mens han håndterer sit særegne stueorgel.

Fra start til slut er det morsomt. Det er også kløgtigt. Og så er det først og fremmest ondt.

Læs AOKs omtale af forestillingen her