Stakkels Don José! Nu gik det ellers lige så godt. Han passede sit job som soldat, og han stod til at blive gift med den søde Micaëla, som hans gamle mor også havde sagt god for, og så støder han ind i cigaretarbejdersken Carmen, og så går det hele i sort. Hun er jo forførende dejlig, denne Carmen. Hun er indbegrebet af det sensuelle, det forbudte og det hæmningsløse, og Don José lader sig villigt forføre.

Han havner endda for en kort bemærkning i spjældet, fordi han lader den voldsdømte (!) skønhed undslippe, og han mister sit gode job og bliver smugler, og så vil hun alligevel ikke have ham, den troløse. Til sidst bliver Carmen dolket ihjel af Don José. Det er ren nedtur.

Og jo, det kræver sin kvinde i sådan en grad at kunne få hankøn til at gå fra snøvsen, og derfor var det pragtfuldt, at Den Kgl. Opera ved premieren på Georges Bizets operaperle »Carmen« i søndags kunne præstere en Carmen, som virkelig kan det der med at fordreje mandehoveder.

Ekaterina Semenchuk hedder hun, hun er russer, og jeg ved ikke, om hun er rødhåret i virkeligheden, men i denne opsætning var hun det i hvert fald, og dermed også et flammende erotisk modstykke til den bly og blonde Micaêla. Skøn at skue, men tillige, og nok så vigtigt, en mezzosopran med fænomenalt overskud.

Ekaterina Semenchuk sang - cigaretrygende! - Carmens udødelige habanera med en kontrolleret skødesløshed, der emmede af sensualitet, andre gange slog hun gnister med temperamentsfulde toptoner, og atter andre gange viste hun alt det pragtfulde slaviske mørke, der er i hendes vokal. Hele tiden var det også stemmeskuespil på højeste niveau, man hørte.

Det var både drama og musik. Ægte opera.

Ekaterina Semenchuk var alene grund nok til gå lykkelig fra denne »Carmen«, men der var andet at glæde sig over, ikke mindst vores egen Inger Dam-Jensen, hvis lysende sødme er som skabt til Micaëla. Britiske Paul Charles Clarke, der er for bamset til virkelig at ligne en Don José, viste sig som en god tenor uden pinlige toptoner, hvilket ikke er nogen selvfølge på de hjemlige operascener, og eftersom også Escamillo - ham med den vidunderlige toreador-arie - var i gode hænder ( hos Johan Reuter), var de vigtigste stemmer på plads.

At selve iscenesættelsen så var uden egentlige overraskelser gjorde egentlig ikke så meget. Det er den dygtige brite David McVicar, der har iscenesat denne »Carmen«, som er en co-produktion med festspillene i Glyndebourne, og glem alt om de nye perspektiver på det velkendte, som f. eks. tyskerne excellerer i! David McVicars »Carmen« er - med Michael Vales flotte, naturalistiske scenografi - en »Carmen« uden mange overraskelser, men bundsolid, og med en stensikker dirigent som Miguel Gómez-Martinez i orkestergrave blev både musikkens sanselige og rytmiske kvaliteter tilgodeset.

Så venter vi bare spændt på at se, hvordan denne opsætnings alternerende Carmen, svenske Elisabeth Jansson, klarer den, når det i morgen for første gang bliver hendes tur. Der bliver noget at leve op til.