Han har været der. Nede. Ude i mørket. Med en promille på 1,8 bare for at fungere og holde sig oprejst. Nu er det blevet lyst, og han drikker ikke mere. Alligevel kredser nogle af Ole Thestrups bedste og mest kendte roller om det mørke i mennesket. Og han har da heller aldrig spillet Romeo, Hamlet eller ham den unge smukke.

»Dem er jeg gået vældigt udenom. Og det har jeg på sin vis været glad for, for mange af de roller er røvkedelige,« siger Ole Thestrup. I morgen har »Fakiren fra Bilbao« premiere på Folketeatret, og her kan man opleve Ole Thestrup smiske og kravle rundt i ligkister i rollen som hr. Moony, der både er bedemand og ejendomsmægler. En karakter som Bjarne Reuter, i sin roman af samme navn, beskriver som »klam og ulækker og fuld af løgn«.

Læs også: Fakiren er løs

Ole Thestrup sidder i sin garderobe på Folketeatret. Faktisk karter han rundt i den ene af de to olivengrønne topersonerssofaer, der er sat op i rummet bag scenen. Den ene sofa er betrukket med velour, den anden af glat stof. Men de er begge i samme olivengrønne farve. Ole Thestrup sidder i den glatte af dem.

Måske havde han forholdt sig mere i ro, hvis han havde siddet på velourens små modhager. Måske ikke. Ole Thestrup spillede også hr. Moony, da Bjarne Reuters bog blev filmatiseret i 2004, og derfor blev han bedt om at spille rollen igen i den nye teateropsætning.

»Og det ville jeg faktisk gerne. For mange af de karakterkomiske ting var dysset ned i filmen,« siger han. Og hr. Moony har en masse mærkværdige replikker, som bare venter på at blive sagt. »Jeg har altid været dygtig til at sige alt muligt pis. Og slippe godt fra det, så publikum ikke synes, det er for meget, men skriger af grin,« siger Ole Thestrup.

Læs også: Shakespeare in love

Stillingsskifte. Han rykker på sig i den lille sofa fra at have siddet med armene over kors til at gnide fingrene ind i hinanden oppe ved brystet. Han får et slesk udtryk i øjnene. »Jeg husker dengang. Det var dengang forsamlingshuset sprang i luften. Den aften smilede mor. Der var der masser af arbejde for os.« Ordene er hr. Moonys, men det er Ole Thestrup, der skraldgriner af replikken.

Han blotter mellemrummet mellem tænderne. Giver han mon en replik til, hvis man triller et tokrone ind i revnen? »Normalt siger jeg, at jeg bruger 80-90 procent af mig selv i rollerne, men jeg har meget svært ved at finde den her rolle i mig selv. For han er meget slesk og ulækker,« siger Ole Thestrup.

Ole Thestrup har stor succes med det, hvad han selv kalder for »grove mandsroller med et provokerende sprogbrug« eller »de skæve roller«. Han har spillet racistisk taxachauffør i kortfilmen »Valgaften«, lidt længere nede ad samme boldgade spiller han den højreorienterede politiker Svend Åge Saltum i seersuccesen »Borgen«. Hans roller i både »Blinkende Lygter«, »Adams Æbler« og »De Grønne Slagtere« er skrevet direkte til ham af manuskriptforfatteren og instruktøren Anders Thomas Jensen.

Og på nationalt børne-tv har han smadret cykler og prædiket færdselsregler til børn i programmet »Trafikdengsen«. Til skræk og rædsel for de mindste. »Der er nogle forældre, der har sagt, »hold da kæft, hun græd snot og rendte ind i den anden stue«,« fortæller han om responsen på »Trafikdengsen«. Han har på fornemmelsen, at han kan virke skræmmende på børn under fem år, mens dem derover begynder at kunne gennemskue ham.

»Det har noget at gøre med mit udtryk, som forhåbentlig er ærligt. Man tror virkelig, at den mand er sindssyg. Det er ikke noget, han spiller. Det er rigtigt. Og det er jo hele essensen. At gøre det så realistisk som muligt.« Har du skræmt en hel generation af børn?

»Nej nu…,« han slår en høj latter op, som egentlig mest er en dyb gnæggen fra et sted mellem hals og drøbel. Stillingsskifte. Han lægger benene op på sædet af en sort IKEA-klapstol og spreder armene ud i sofaen, så han næsten rører hvert armlæn. Hans roller har tit et snert af vanvid eller sindssyge klistret til sig. Og de fleste af dem tillader ham at lade hans østjyske dialekt drive ned ad både scenetæppe, vægge, publikum og filmhold.

Men egentlig har han ikke det store problem med, at folk misforstår ham på grund af hans roller. For han er jo ikke selv vanvittig. »Nej, så absolut ikke.« Men han ved godt, at han kan virke voldsom. »Jeg er en stille og rolig fyr. Jeg er en stille og rolig fyr derhjemme. Men jo, hvis jeg for eksempel skal forklare et eller andet til naboen, så har jeg en kraftig facon.«

Pludselig lægger han igen an til et nyt stillingsskifte i den olivengrønne sofa. Han tager luft ind og næsten råber: »JAMEN, FOR SATAN. DU KAN SGU DA SE, HVIS NU DU KLIKKER MED MUSEN DÉR, IKKE? SÅ FISER DET DER BILLEDE VÆK. OG SÅ ER BILLEDET DU HAR GEMT BAGVED…«

Han smiler skævt. Og guldtanden bagerst i munden sender det samme glimt som øjet. »Altså på den måde er jeg som mine roller, men ikke indholdsmæssigt,« siger han. På det punkt er han en kopi af sin far. Faren, som han så meget op til, da han levede, og som jævnligt dukker op i hans hoved. Da han blev bedt om at lægge sin østjyske skærebrænderdialekt fra sig i rollen som Oliver »Daddy« Warbucks i musicalen »Annie« i efteråret, var det farens dialektløse stemme, han snakkede med på scenen.

Men faren gjorde folk i tvivl, om han skældte dem ud. »Folk kan også godt blive i tvivl, om jeg skælder dem ud. Men det gør jeg jo ikke, vel? Der er forhåbentlig en masse lune bag,« siger Ole Thestrup. Nyt stillingsskifte. Benene bliver lagt op på ryglænet af den sorte IKEA-klapstol.

Men det sker ikke særlig tit, at han bliver misforstået. Men det skyldes nok, at folk kender ham i Danmark. Det gør de ikke i Canada. Eller måske rettere gjorde. For han formåede at gøre sig bemærket, da han og hans »kæmpebrandert« i 1988 var skyld i, at en Boeing 747 måtte nødlande i Canada. Flyet, Ole Thestrup og hans kæreste var ellers på vej til Los Angeles, da han fra flysædet fik oparbejdet en promille af de høje.

Han har tidligere sagt, at »ti fulde svenskere er det rene vand ved siden af en lystig Ole Thestrup«, derfor turde kaptajnen ikke flyve videre, da Ole Thestrup havde kastet en drink i hovedet på en steward og sad bagbundet i et flysæde igen. Men den egentlige misforståelse skete først, da han skulle til høring i Canada.

»Der fik jeg besked på af min sagfører, at »Ole, you must not say anything!« For han havde lært mig at kende, og han fortalte, at »they think, you’re angry«,« fortæller Ole Thestrup. Men så måtte han jo svare: »I’m not angry, I’m just talking.« Men jeg holdt min kæft, og det var jo fint nok, for jeg fik nedsat min tid med 50 procent.« Han endte med at sidde 45 dage i et åbent canadisk fængsel, før han kunne tage tilbage til Danmark igen. Hvor folk nu kendte ham endnu bedre, og han var blevet døbt »Jumbo-Ole« i den danske presse.

I dag har han det »fint nok« med hele den historie. For i dag er han er ædru og har været det i over 14 år. Det blev han fra den ene dag til den anden – fra 17. til 18. november 1997. 17. november drak han den sidste pilsner i en lejlighed i en sidegade til Nørrebrogade, hvor han boede hos en kunstmaler. Han satte sig ned i sin røde Mitsubishi Colt. Klokken var ni-halv ti om aftenen.

Det støvregnede. Ole Thestrup kørte lidt rundt i sin bil, før han kiggede rundt i spejlene. Der var ingen på vejen, og så slap han rattet. Og kørte ind i en mur. Hans skader begrænsede sig til et par blå mærker, men han havde givet op. »Det var et kæmpe råb om hjælp. Men den kom fandeme også. Det virkede sgu.«

Ikke lige med det samme, for næste dag var aviserne plastret til med overskrifter som »Jumbo-Ole har gjort det igen«, men dagen efter igen kom hans frelsende engel i form af en konsulent fra Danmarks Afholdsforening, som hjalp ham på antabus og med at blive indskrevet på et behandlingshjem. Men før det havde han en lille rolle i »Livsens Ondskab« på Amagerscenen, som han skulle gennemføre.

Men det er svært med en hukommelse og en koncentrationsevne, der er ligeså gennemhullet som et dørslag. »Jeg havde sgu ikke mere end syv-otte replikker, men dem måtte jeg skrive op på nogle plancher med store, sorte typer og hænge dem i kulisserne, de steder jeg skulle ind og ud. Jeg kunne kraftedeme ikke huske dem,« siger han. Der havde Ole Thestrup været ædru i et par måneder.

Ole Thestrup har været nede. Helt ude i mørket. Han var alkoholiker i 26-28 år. »Jeg sked på alt dengang, jeg drak. Også når jeg var ædru. Jeg tænkte slet ikke i de baner. Jeg tænkte slet ikke på andre mennesker. Jeg tænkte kun på mig selv. Men vi skal prøve, så godt vi nu kan, at blive et bedre menneske,« siger han. Er du blevet et bedre menneske? »Det ved jeg ikke. Men jeg prøver.

Og det er hovedsagen.« Man kan ikke styre, hvad folk husker én for. Det er ikke til at sige, om det for Ole Thestrups vedkommende bliver »Jumbo-Ole«, for at være alkoholiker eller blive et bedre menneske. Men allerhelst vil han gerne huskes for to af sine store hovedroller på de skrå brædder. For rollen som Jeppe på Bjerget i Ludvig Holdbergs stykke af samme navn, og for sin seriøse rolle som Oliver »Daddy« Warbucks i musicalen »Annie«.

Men det er noget helt sjette, han forudser, vil dukke op på folks nethinder, når navnet Ole Thestrup bliver nævnt. »Herre Gud, det er jo ikke mere end ti procent af Danmarks befolkning, der går i teatret. Men der er mange, der ser mig i Borgen. Så det er nok Svend Åge Saltum fra Borgen, jeg vil blive husket for. Sådan er dét.«

Hvad: Fakiren fra Bilbao
Hvor: Folketeatret
Hvornår: 27. jan-4. marts. Turné 11. marts-7. maj

Læs mere på: folketeatret.dk