Man får jo et chok. Sådan har man aldrig set den ellers så maskuline kvindebetvinger Petruccio i Shakespeares komedie »Trold kan tæmmes « før - folketeatret.dk. kalder den i øvrigt for »Trold tæmmes «, spares skal der jo! Som om den stakkels trold Katharina ikke stod foran udfordringer nok. Men her kommer hendes kommende ægtemand altså anstigende i fuld drag til sit eget bryllup - brudekjole med slør.

En original ide i Waage Sandøs iscenesættelse af den gamle komedie, som først og fremmest bliver interessant i det spil, der foregår mellem de to sammenbragte børn i centrum. Ført sammen af ydre omstændigheder, men alligevel med mere til fælles, end først antaget.

Tom Jensen - endelig en hovedrolle til ham - spiller sin Petruchio som en moderne mand, der hviler i sig selv. Skønt han både bæller Jack Daniels og ruller smøger, kører motorcykel og går i stramme jeans, er han mand nok til at lege med kønsrollerne og i øvrigt give pokker i omgivelsernes forventninger.

Han er faktisk ikke rigtigt klog, eller også er det lige præcis det, han er. Tom Jensen spiller det fandenivoldske frem med sin stensikre revyteknik som en slags fjern fætter til en uforudsigelig og brandirriterende Snurre Snup, der kører sin Katharina overlegent rundt i manegen, til hun er mør og kan opføre sig ordentligt.

Sig tak for mad! Og skønt Maibritts Sarens' drønflotte og fnysende vildkat af en biker chick i begyndelsen ikke præsenteres som andet end det - hvorfor er hun så gal på omverdenen? - så ser han straks en forbundet sjæl, der i sit eget, ulykkelige udenforskab leder efter en som ham. Derfor bliver hendes flot afleverede underkastelsesmonolog også sagt med en ironi, der her ikke handler om, at hun i virkeligheden nok skal få krammet på manden. Glimtet i øjet rettes ikke til publikum men til den mand, hun har fundet et åndeligt fribytterfællesskab med. Og som har tændt hendes erotiske gnist: Et godt knald kan være løsningen på meget.

Stå dog stille
Bortset fra det er Waage Sandøs iscenesættelse ikke lutter lagkage omkring de to i midten. Johannes Møllehaves oversættelse er ellers til at få mening af, vægter forståelsen og anvendeligheden frem for filologien. Men de­sværre er de mange tjenerfigurer, unge bejlere, strenge fædre og gamle grise, der udgør resten af intrigen, sat tilforladeligt på scenen. Normaldansk og gennemsnitligt, overenergisk i sin angst for at kede sig i en opsætning, der virker lidt gammeldags i snit og sin commedia dell'arte-inspirerede tilgang. Er der altid sammenhæng mellem det, der siges, og det, de gør?

Så stå dog stille! Masser af indfald, der bliver til udfald. Ideer, men ikke så meget ide. Bedre bliver den manglende stilsikkerhed og retning ikke af Nina Schiøttz' konsekvent gennemførte kostumeforvirring - rockere, gangstere og flanører i Kardemommeby! Der er ikke noget mindre moderne end det postmoderne, det står klart. Til gengæld er de indlagte, smægtende kærlighedsserenader - alt godt fra poesibogen - en dejlig lytteoplevelse i Bjørn Fjæstads både rå og renfærdige foredrag. Men mening er der altså i løjerne. Hvis man kan få øje på den bag fagterne.