Føj til favoritter Del Send
Scene | 21/12/12

Teaterkoncerten når nye højder

  • Hey Jude, den største teaterkoncert nogensinde havde fredag d. 14. december enkelte numre til fremvisning for pressen. Teaterkoncerten er lavet af Nikolaj Cederholm, og har premiere d. 28. december i Forum. Her ses hele holdet. (Foto: Torkil Adsersen/Scanpix 2012) Foto: Torkil AdsersenHey Jude, den største teaterkoncert nogensinde havde fredag d. 14. december enkelte numre til fremvisning for pressen. Teaterkoncerten er lavet af Nikolaj Cederholm, og har premiere d. 28. december i Forum. Her ses hele holdet. (Foto: Torkil Adsersen/Scanpix 2012) Foto: Torkil Adsersen
  • Hey Jude, den største teaterkoncert nogensinde havde fredag d. 14. december enkelte numre til fremvisning for pressen. Teaterkoncerten er lavet af Nikolaj Cederholm, og har premiere d. 28. december i Forum. Her ses Troels Lyby. (Foto: Torkil Adsersen/Scanpix 2012) Foto: Torkil AdsersenHey Jude, den største teaterkoncert nogensinde havde fredag d. 14. december enkelte numre til fremvisning for pressen. Teaterkoncerten er lavet af Nikolaj Cederholm, og har premiere d. 28. december i Forum. Her ses Troels Lyby. (Foto: Torkil Adsersen/Scanpix 2012) Foto: Torkil Adsersen
  12  
Det bliver en kulmination for Nikolaj Cederholms teaterkoncerter, når »Hey Jude« fremføres i Forum komplet med kran, fantasifulde kostumer og en uortodoks tilgang til The Beatles’ hæderkronede sangkatalog.

Vi befinder os på en nedlagt fabrik i Hillerød, der tidligere husede Aktuelts avistrykkeri. Den tunge lugt i de nedslidte lokaler afslører, at det må være længe siden, at kontrolmyndighederne har været forbi til tjek. Men det forhindrer ikke instruktør Nikolaj Cederholm i at afholde sit eget lille teaterlaboratorium netop her. Resultaterne fra teaterlaboratoriet bliver udfoldet fra 28. december og et par uger frem, når teaterkoncerten »Hey Jude« spiller for 4.200 mennesker per aften i Forum.

Med »Hey Jude« følger Cederholm op på den tre år gamle teaterkoncert »Come Together«, som spillede på Østre Gasværk, der som det første teater i verden fik rettighederne til The Beatles’ samlede sangkatalog. Denne gang er det i Forum, at et noget større publikum får mulighed for at opleve de kendte og elskede sange i helt nye og uortodokse fortolkninger, sunget af bl.a. Pernille Rosendahl, Laus Høybye, Troels Lyby og Jimmy Jørgensen.

Berlingske møder teaterforestillingens arkitekt, Nikolaj Cederholm, en måned inden premieren – og der er fuld tryk på for både Cederholm og hele holdet for at få arbejdet til at gå op i en højere enhed.

»Vi producerer materiale hver dag i dette lille stykke Berlin midt i Hillerød. Jeg kan næsten ikke stoppe nu, jeg har alt, alt for mange ideer. Og nu må jeg til at stoppe, for nu skal vi jo bare øve os på at gøre det så ordentligt, at man kan tillade sig at vise det frem for andre mennesker. Men det er virkelig stimulerende og privilegeret at have mulighed for at arbejde på den måde. Så jeg tror, det bliver fantastisk, rørende, sjovt og underholdende, ligesom det var med »Come Together«,« siger Cederholm i et hæsblæsende tempo.

Hæsblæsende skal »Hey Jude« uden tvivl også komme til at blive, når Cederholm og co. til teaterkoncerten i Forum medbringer en kran, der skal stå midt på scenen sammen med et par enorme containere. Kranen gør, at sangerne kan flyves og svinges rundt på måder, så kun fantasien sætter grænser.

En af dem, der kan se frem til at blive stifte bekendtskab med kraner, fantasifulde kostumer, der kan gøre utrolige ting samt naturligvis The Beatles’ sangkatalog, er skuespiller Laus Høybye. For ham bliver den største udfordring at multitaske på den måde, som det er nødvendigt for de medvirkende at kunne:

»Der er så mange elementer, der skal gå op i en højere enhed. Vi går fra et lokale, hvor koreografen øver med os, så øver vi kor, så øver vi sangene, og går man ovenpå, sidder de og syr de vores kostumer. Man går ligesom bare rundt sådan dut-dut i det her teaterlaboratorium. Man er på en måde en lille brik, og man skal egentlig bare prøve at fylde det ud, man nu skal i den sammenhæng. Og det er ret betryggende at stole på, at det her maskineri bare ruller,« siger han.

Det er første gang Laus Høybye medvirker i en teaterkoncert af Nikolaj Cederholm, som han længe har været fan af. Også Pernille Rosendahl, Cecilie Stenspil og Jaleesa Johnson er nye i Cederholms univers, mens Jimmy Jørgensen, Mark Linn og Troels Lyby er gamle kendinge. En farverig blanding af skuespillere og sangere, som dog har én ting til fælles:

»Først og fremmest er de valgt, fordi de synger godt. Fordi nogle er skuespillere, og nogle er sangere, har de et område, hvor de er på hjemmebane, og et hvor de er på udebane. Men de hjælper jo hinanden på alle leder og kanter, så det fungerer på alle måder godt,« siger Cederholm.

Der er da heller ingen forskel på erfarne og uerfarne at spotte, når de iført sikkerhedshjelme og godt med varmt tøj øver sange og flyvninger fra kranen på den grå parkeringsplads uden for fabrikken i Hillerød.

Det er med en smule nerver, at Laus Høybye og det øvrige team kaster sig ud i at fortolke musikken af tidernes måske mest kendte og elskede band The Beatles. Og selvom musikken er noget, der ligger mange menneskers hjerter nær, er holdet bag »Hey Jude« ikke bange for en uhøjtidelig tilgang til klassikerne. Og det er ifølge Laus Høybye en nødvendighed for, at resultatet ikke bliver en karaokeforestilling:

»Musikken er jo netop noget, folk virkelig har et forhold til. Det skal man behandle med respekt, men heller ikke med ærefrygt. Man må ikke være bange for det. Det er den der blanding, vi forsøger at ramme,« siger han.

Spørger man Nikolaj Cederholm, gælder det om at tage de velkendte sange et nyt sted hen, så publikum kan høre dem på en ny måde: »Dengang vi skulle lave »Come Together« var det jo helt sindssygt, at vi forestillede os, at vi kunne gøre noget med Beatles’ musik, uden at det bare ville ende med at blive dårligere end originalerne. Det viste sig, at der var en vej ind i det, der hvor man kunne lade sangene betyde noget andet. Og publikum havde ofte en fornemmelse af at kunne genopleve sangene mere end bare at genkende dem. Det tror jeg, er en meget vigtig pointe og en af grundene til, at det er fornøjeligt at overvære,« siger han.

Nikolaj Cederholm står som fader til teaterkoncerten, da han i 1994 satte Gasolins numre op i flamboyante teateromgivelser på Dr. Dante. Siden har hans teaterkoncerter været med musikhistoriens elitedivision: Beach Boys, Bob Dylan og Mozart. Med »Hey Jude« er det anden gang, The Beatles’ får cederholmsk behandling, og første gang at en teaterkoncert skal spille så stort et sted som Forum. Cederholm håber på, at publikum i alle aldre og størrelser vil troppe op:

»Alle kan jo gå ind og se Beatles, der er ikke nogen aldersbegrænsning. Der var flere under »Come Together«, unge og børn, som var meget begejstrede, selvom de overhovedet ikke kendte Beatles. Det var sjovt. Det er Beatles’ skyld, de er så bredt elskede, de er så udbredte og så vævet ind i vores musikhistoriske fælleshukommelse,« siger han.

For de unge, der ikke kender musikken, er der de fantasifulde kostumer, den storslåede sceneopsætning og de mange halvakrobatiske krumspring at blive underholdt af, mens de ældre derudover får sange, de kender og elsker. På den måde mener Nikolaj Cederholm, at han har fundet den perfekte opskrift på en aften for hele familien:

»En af de ting, der er bemærkelsesværdig ved teaterkoncerterne, specielt denne her, er at den henvender sig til alle. Hvis du ikke er så lille, at du bliver bange for høj musik, så er det til alle. Der er ikke nogen, der omtaler teaterkoncerter som familieforestillinger, men det er det jo,« siger han.B

»Hey Jude« har premiere i Forum 28. december og spiller frem til 20. januar 2013.

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: AOK.dk
Byliv | 08/04/14

Hvem skal nomineres til Byens Bedste 2014?

Årets kategorier ligger klar, men hvem fortjener en nominering? Giv dit bud, og vind fede præmier.

AOK Tjenester