...
Roskildes humanitære fokus ligger i år på asylansøgere, og det passer som fod i hose med Teater Fluks forestilling "Flygtning Transportable". Sådan tænkte Teater Fluks' to bagmænd, Rasmus Malling Skov og Sara Søndergaard, for et stykke tid siden, og derfor kan du under opvarmningsdagene opleve deres forestilling.
- Vi kalder det 35 minutters teaterkollage, som handler om at være på flugt. Vi ønsker at gøre folk opmærksomme på asylansøgere og flygtninge, puffe lidt til deres empati og få dem til at forholde sig til emnet, siger Sara Søndergaard.
Publikum i lukket lastvogn
Det gør Teater Fluks ved at placere et publikum på maksimalt 15 personer inde i en lukket lastvogn. På den måde blive scenerummet en del af publikums oplevelse, når de ser Rasmus Malling Skov og Sara Søndergaard udføre deres såkaldte teaterkollage.
- Vi spiller inde i vognen for at give publikum en fornemmelse af, hvordan det er at være asylansøger. Ideen er at vise, hvor hårdt det er at være flygtning, og selvom ingen af os blegfede danskere rigtig kan identificere os med det, kan vi måske alligevel genkende nogle af følelserne. siger Sara Søndergaard.
Inden forestillingen begynder, bliver publikum gjort opmærksom på, at det bliver varmt - rigtig varmt - inde i den lukkede lastvogn. Derfor skal de undlade at tage overflødigt tøj med ind og sørge for at have drukket godt med vand før forestillingens start.
Derefter vil publikum opleve 35 minutter med adskille indtryk ud fra de historier, Rasmus Malling Skov og Sara Søndergaard fortæller, og den måde de interagerer med hinanden på. Formålet er, at give publikum et mere nuanceret syn på flygtninge og asylansøgere.
- Vi har selv en masse holdninger til emnet, men dem forsøger vi at holde uden for, så publikum kan skabe deres egne holdninger og tanker, når de har set forestillingen, siger Rasmus Malling Skov.
Intimteater på Roskilde
Når opvarmningsdagene er ovre på Roskilde, vil Teater Fluks have opført "Flygtning Transportable" 13 gange. Indtil videre har responsen fra publikum været positiv.
- Det er helt specielt at opføre forestillingen på Roskilde. I modsætning til på højskoler og efterskoler er publikum på festivalen meget mere blandet. Og nogle har måske lige røget en lille pind, inden forestillingen begynder! Men det har været fedt, og det er skønt at vise publikum en anden slags kunstform med vores lille intimteater, siger Sara Søndergaard.
Du kan stadig nå at fange "Flygtning Transportable" tirsdag og onsdag, hvor det spiller kl. 16 og kl. 17 i området omkring Poor City. Teater Fluks er baseret i Aarhus, men tager rundt med deres forestilling en masse forskellige steder som for eksempel højskoler, efterskoler og nu Roskilde.