Lewis Carrolls klassiker er måske verdens bedste børnebog. Måske fordi den vender alting på hovedet. Lidt som verden må se ud i barnets bevidsthed og den voksnes dybeste drømme. Og på Zangenbergs Teater i Pilestræde kan de 4-10-årige lære det hele at kende: Alle de sære skikkelser, de dansende mopper, det fortryllede køleskab, den magiske vaskemaskine... For ikke at glemme æggehovedet Klumpedumpe og selvfølgelig skakspillets ret fantastiske kongepar.
Det er mageløst alt sammen. Måske næsten for meget på en gang, vil de vrissenvoksne sige. Hvorpå man alligevel må overgive til Susanne Bondes suveræne pigebarn - indtagende og nærværende, som hun er. Flot flankeret af Søren Møller Pedersen og Henrik Zangenberg selv.
Man kommer landet rundt på få kvaratmeter. Indtil den små Alice pludselig er tilbage på gulvet og de eventyrlige tre kvarter måske bare var et øjebliks fantasi.
Hvilket som bekendt kan være stærke sager. Den nedre aldersgrænse på fire år skal ubetinget holdes. Til gengæld kan man sagtens gange den øvre med Pilestræde divideret med et skakbræt i anden.