Omtale
Føj til favoritter Del Send
Scene | 13/02/08

Skuespilhuset åbner

  • Skuespilhuset Foto: PR-foto, Det Kongelige TeaterSkuespilhuset Foto: PR-foto, Det Kongelige Teater
Der er gallafest, teaterpremiere og fyrværkerishow på det champagne-boblende program, når Skuespilhuset åbner 16. februar under massiv mediedækning og med det royale Danmark som tilskuere. Søndag er foyeren og cafeen åbent for alle, der har lyst til et lille kig indenfor.

Indvielse af et nyt skuespilhus
Efter næsten 130 års kamp kan Det Kongelige Teater 16. februar endelig indvie et nybygget skuespilhus, formet udelukkende med tanke på skuespilkunsten: Husets Store Scene er en såkaldt "talescene", dvs. en scene der blandt andet er lavere i højden end scener beregnet til musik, sådan at talen blæser lige ud i ørene på publikum og øjenkontakten mellem scene og sal er intakt.

Det er arkitekterne Boje Lundgaard og Lene Tranberg, der har bygget det imponerende hus, der ud over diverse prøve- og backstage-faciliteter, publikumsfoyer og restauranten Ofelia også rummer tre scener med potentiale: Store Scene med plads til 650 tilskuere, Portscenen/Mellem Scene der er en mindre og fleksibel scene med ca. 250 pladser, og Lille Scene der er prøvesal og intim- og eksperimental scene med ca. 100 pladser.
Se AOKs billedserie om Skuespilhuset her.

Åbningsaftenen 16. februar
På åbningsaftenen er det selvfølgelig Store Scene, der tages i brug. Her åbner altid gode Nicolas Bro teatrets ny æra i rollen som Shakespeares Hamlet, flankeret af andre seværdige skuespillere som Martin Buch, Mille Dinesen og Frank Thiel. Forestillingen er iscenesat af den norske succes-instruktør Alexander Mørk-Eidem. Efter forestillingen fejres åbningen med et spektakulært fyrværkeri, der skydes op fra en flydepram omkring klokken 23.45 til midnat, over Københavns havn.
På publikumsrækkerne glimrer både Dronningen, prins Henrik, Kronprinsparret, samt et bredt opbud af Danmarks topfigurer og kulturelle personligheder klædt i stiveste puds efter dresscoden smoking og gallakjoler.

Åbent foyer og cafe om søndagen
Allerede dagen efter, søndag den 17. februar, vil Skuespilhusets foyer og cafe Ofelia være åbent for alle, der har lyst til at kigge indenfor i Danmarks nye teaterhus. Området er åbent klokken 8 - 16. Bemærk at cafeen er så nyuåbnet, at det mest er kaffe og lidt lette anretninger der bliver serveret. Der er ingen omvisninger på søndag.

Se steder i nærheden...

Javascript is required to view this map.
Kort