Skærmydsler & ’Røde Kro’ på Glostrup Amatør Scene.
Gustav Wied havde i slut 1890erne en række store teatersucceser. Dette medførte, at han blev inviteret til at skrive for Det kongelige Teater, og til nationalscenen skriver han så Skærmydsler, dette bedårende og originale stykke, som vel kan betegnes som ’klassisk fortryllende’ og er Wied-klassikeren over alle.
Han var en mester i at spidde folk på land og i by. Hans skuespil kaldtes ofte for Satyrspil, som bedst kan oversættes til satiriske komedier. Et eksempel er ”Den Hellige Aand”, som indgår i ’Røde Kro’ arrangementet.
Skærmydsler.
Hvem kender ikke ’tante 1’ og ’tante 2’ samt vendingen; ”Måner har den farve, måner skal ha!”
I det herrens år 1901 sidder to ældre frøkner, Clara og Hertha, i deres stue og venter på, at "lille Ellen", deres niece og protegé, skal komme fra forelæsning på universitetet. Der er varmt og hyggeligt og ild i kakkelovnen, for det er december måned.
Ellen, som er datter af deres afdøde søster, har de "taget til sig", da hun var barn. Det er slet ikke nemt for de to tanter at opdrage en så ung og livlig pige, og det giver da også nogle sammenstød.
En sen aftentime får de uventet besøg af familiens ven og læge, professor Petersen. Det sætter liv i tanterne, og både de og Ellen appelerer til professoren i deres diskussioner, så bølgerne går højt.
Alt ender dog, om ikke i fryd og gammen , så i behersket harmoni
Røde Kro.
Vor scenograf Ib Holmud elsker teatret. Ældre teatre som nedlægges synes han ikke om. I nogle år har han villet opføre en lille seance, hvor vi kunne fortælle en historie om Røde Kro Teater på Amager som blev nedlagt i 1961. Vi fortæller brudstykker af Røde Kros historie bundet sammen med nogle kendte danske sange. Midt i vor fortælling opfører vi en lille sketch skrevet af Gustav Wied i 1906: Den Hellige Aand. Moralen for Den Hellige Aand er: "Du véd ikke, hvor let man skifter Mening, Ole Christoffersen, naar man er kommen paa den rette Vej!."
Røde Kro seancen opføres udendørs på Leragergårds gårdsplads. Hvis det bliver regnvejr spiller vi dog indendørs i vor café. I stil med den ånd, der måtte have hersket i Røde Kros tid, vil der være mulighed for at læske ganen under forestillingen.