Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Scene | 30/04/17

»Se nu bare at komme afsted! Lad dig forføre, fortrylle og forvirre. Hoffmanns amourøse eventyr har aldrig været mere eventyrlige«

  • Mænd og kvinder m/k: Gidon Saks m.fl. i »Hoffmanns eventyr« på operaen. Foto: Ikke oplyst

    Mænd og kvinder m/k: Gidon Saks m.fl. i »Hoffmanns eventyr« på operaen.

Jacques Offenbachs dejligt bizarre opera »Hoffmanns eventyr" bliver endnu mere farverig, gakket og sanselig i en spektakulær iscenesættelse, hvor værket selv dekonstrueres, og kønnet sættes i spil.

Der er meget, der ikke længere er, som det var. Operaen som genre, for eksempel. Og kønnet.

Hvad det første angår, er den tid for længst forbi, hvor en operaopsætning var en slags genskabelse af det, operaens skabere i sin tid forestillede, at de skabte. En operaopsætning, eller i hvert fald en levende operaopsætning, er noget andet, nemlig en fortolkning af noget musik og nogle ord, der gør det gamle nyt.

Hvad det andet, kønnet, angår, er den tid som bekendt også for længst forbi, hvor der var hanner og hunner med klart definerede roller, og hvor alle de andre måder blev fejet ind under gulvtæppet. Kønnet er heller ikke, hvad det har været.

Og det er godt, det hele, på den måde er alting bedre end i gamle dage, og lige nu kan jeg ikke forestille mig noget, der mere slående udtrykker alt det ovenstående end geniale Stefan Herheims helt igennem spektakulære, sanselige, farverige, gakkede og yderligtgående fortolkning af Jacques Offenbachs i forvejen dejligt bizarre opera »Hoffmanns eventyr«.

Dels gør nordmanden noget i operaverdenen radikalt, idet han simpelthen klipper i værket (som i sig selv er en rekonstruktion, fordi komponisten døde, inden det var helt færdigt), så den passer til hans, instruktørens, forestilling om, hvad det hele går ud på. Dels bliver der i den grad leget med køn og kønsroller i en visuelt overdådig opsætning, hvor mænd er kvinder, og kvinder er mænd, når mænd da ikke lige er mænd og kvinder kvinder, for det forekommer også. En gigantisk LGBT-fest af en operaaften ...

Men lad os lige får operaen på plads, sådan nogenlunde: »Hoffmanns eventyr« (eller »Hoffmanns for­tællinger«, som den rettelig burde hedde på dansk!) er en opera, hvor forfatteren, komponisten, tegneren mv. E.T.A. Hoffmann, en af romantikkens største og mærkeligste skikkelser, er blevet gjort til hovedperson i tre af sine egne fortællinger, til fortalt fortæller, med andre ord. Den fordrukne kunstner mødes i begyndelsen med vennerne på en berlinsk beværtning, og da alle er godt beduggede, fortæller E.T.A. Hoffmann tre historier om sig selv og tre kvinder, han elskede: Olympia, Antonia og Giulietta. Den første er en dukke, en mekanisk konstruktion, skabt af opfinderen Spalanzani, men Hoffmann ser det først ikke.

Den anden er en kvinde, der elsker at synge, men som ikke må synge for sin far, fordi hun lider af en mærkelig sygdom, der kan slå hende ihjel, hvis hun synger. Den tredje er en kurtisane, som bliver elsket af Hoffmann, der ikke bliver elsket igen. Og så, til sidst i operaen, er vi tilbage på værtshuset, hvor Hoffmann erklærer, at han aldrig vil elske mere, men som antydet: Stefan Herheim laver sin egen »Hoffmanns eventyr«, så efter Antonia-episoden er operaen ikke længere den opera, vi kender. I det omfang, vi da kender den.

Forvirret? Forståeligt nok. Stefan Herheim går langt i en fortolkning, hvor også selveste komponisten, Jacques Offenbach, er med, ja, måske er den egentlige hovedperson, og hvor E.T.A. Hoffmanns plageånd, Lindorf (forrygende Gidon Saks), kravler rundt med bar røv, og hvor én af digterens venner nu er blevet til en kvinde, og hvor det hele begynder med, at stjernen Stella gør sin spektauklære entré, øverst fra den store trappe, men falder ynkeligt, taber parykken og viser sig at være - en mand. Hvormed så hele det store spil om køn og kønsidentitet kan tage sin begyndelse …

Stadig forvirret? Stadig forståeligt nok. Denne »Hoffmanns eventyr« skal opleves fordomsfrit, og der er noget at hente, også fordi der synges og spilles så intenst. Zoltán Nyári er stærkt rørende som den drikfældige titelperson, Gisela Stilles Antonia feminint forførende, og Sophia Brommer som dukkekvinden Olympia giver os halsbrækkende koloraturer med et charmerende overskud, der i sig selv er hele aftenen værd. De cabaretagtige kulisser skaber dertil dunkel dekadence, og til slut er vi i et natligt Venedig, hvor gondolerne sejler, og alt kan ske … Og hvis man stadig, efter en hæsblæsende aften med kapellet og operakoret i topform og Frédéric Chaslin musikalsk i spidsen, synes, at ikke alt går indlysende op, så kan man trøste sig med, at det vist på en måde også er meningen. Eller som Stefen Herheim selv er citeret for i forestillingens program:

»Selvfølgelig er jeg ikke i stand til at præsentere en koncentreret rekonstruktion af et værk, som altid har været tænkt til at have en åben slutning. Men jeg kan vise dekonstruktionen af en mand, der søger sig selv i fortællinger, som vi alle tror, vi kender, selv om - eller netop fordi - de næres af, at man ikke kan stole på dem. Jeg er overbevist om, at en opsætning af »Hoffmanns eventyr« også må drage konsekvenserne af denne søgen i den tidsalder, hvor den bliver til.«

Stadig forvirret? Pyt. Se nu bare at komme afsted! Lad dig forføre, fortrylle og forvirre. Hoffmanns amourøse eventyr har aldrig været mere eventyrlige.

»Hoffmanns eventyr.« Opera af Jacques Offenbach.. Iscenesættelse: Stefan Herheim. Dir: Frédéric Chaslin. Kostumer: Esther Bialas. Scenografi: Christof Hetzer. Premiere: Lørdag aften.

 

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer