Føj til favoritter Del Send
Scene | 17/02/12

Se den med din partner – hvis du tør...

  • Ditte Hansen og Jens Jørn Spottag under prøverne til "Scener fra et ægteskab" Foto: LISELOTTE SABROEDitte Hansen og Jens Jørn Spottag under prøverne til "Scener fra et ægteskab" Foto: LISELOTTE SABROE
Selv med næsten 40 år på bagen kaster Ingmar Bergmans ægteskabsdrama »Scener fra et ægteskab« et chokerende skarpt lys ind i alle parforholdets skjulte kroge og sprækker.

Der er øjeblikke, hvor jeg tænker: Hvor ved han det fra? Det kan han simpelthen ikke vide. Det er jo mig, han fortæller om. Men det er ting, jeg ikke har fortalt til nogen andre – ikke engang til min mand!«

Ditte Hansen har den kvindelige hovedrolle i Ingmar Bergmans legendariske ægteskabsdrama, »Scener fra et ægteskab«, som har premiere på Folketeatrets Hippodromen-scene i næste uge.

I øjeblikket er hun i fuld gang med prøverne sammen med kollegaen Jens Jørn Spottag og instruktøren Kim Bjarke. Og selv om det er næsten 40 år siden, Bergmans hudløst ærlige portræt af et parforhold i opløsning blev vist første gang – dengang som tv-serie – og selv om der siden da er sket rigtig meget med vores kønsroller og indbyrdes magtforhold, så holder stykket efter hendes mening stadig.

Læs også: Intimitet og rastløshed

»Bergman er en stor menneskekender, og det, han fortæller, er universelt,« siger hun. »Han gør sig ikke klog på, om den ene har mere ret end den anden. Han lægger bare det hele frem, nærmest som en slags forskningsarbejde, og viser os de jordskred, der sker undervejs i ægteskabet, og hvor man måske først i bakspejlet kan se, at her gik noget galt:

Vi snakker ikke sammen mere. Sexlivet er blevet noget, man helst vil undgå. Hvad blev der af vores fælles drømme og ambitioner? Hov – han har vist mødt en anden!

Bergman dykker ned i alle de ting, som sammenlagt fører mod bruddet. Han viser os det fordomsfrit og med en vis kynisme, og det er bestemt ikke lige kønt.«

I »Scener fra et ægteskab« møder vi Marianne og Johan, på overfladen det perfekte par, han docent i psykoteknik, hun advokat i familieret med speciale i skilsmisser. De har været gift i ti år og har to døtre. Men gradvist begynder overfladen at krakelere, Johan møder en yngre kvinde, parret bliver skilt, men kan alligevel ikke slippe hinanden og vender tilbage igen og igen.

Læs også: City Singler - frækkere i 2eren

Ved stykkets slutning, hvor de begge er gift med en anden, er de tilbage i deres gamle sommerhus som elskere og undrer sig over, hvor kærligheden blev af, og hvorfor det skal være så svært at finde ud af at være sammen.

»Det forhold, at stykket er skrevet for 40 år siden, gør selvfølgelig, at vi har måttet stryge meget, som alene har med tidspunktet og tidens politiske debat at gøre. Men Bergman er jo først og fremmest en nådesløs skildrer af relationen i et parforhold. Og han skåner ved Gud ikke nogen eller noget – og slet ikke manden,« siger forestillingens instruktør, Kim Bjarke.

»Bergman er en mester i at vise faldgruberne i ægteskabet – f.eks. at man vil undgå at skændes, trangen til hurtige og civliserede kompromisser og den hensynsfuldhed, der næsten som en slags gift kan underminere hele ægteskabet.

Læs også: Elskov mellem tyre og tremmer

Han er afsindigt god til at vise, hvordan parforholdet umærkeligt skrider frem mod katastrofen, uden at man præcis kan sætte en finger og sige, at her gjorde han eller hun noget moralsk forkasteligt. Det handler snarere om – og det, tror jeg, at mange par har oplevet – at de ved en eller anden form for forfærdelig skødesløshed mister nærheden og kærligheden.«

Elisabeth Møller Jensen, kønsforsker og direktør for Kvinfo, husker tydeligt, hvordan alle sad åndeløse foran skærmen, da »Scener fra et ægteskab« første gang blev vist på tv i 1973. »Dengang talte Bergman jo lige ind i den helt nye kvindebevægelse og hele den nye bevidsthed, der var omkring kvindernes situation.

I de forløbne 40 år har ikke mindst kvindernes tradition forandret sig radikalt – for eksempel er det i dag overvejende kvinder, der tager initiativ til skilsmisse, og derfor er det måske i højere grad i dag mændene, der får tæppet revet væk under sig og står i det eksistentielle tomrum,« siger hun.

»Men uanset, om det er manden eller kvinden i forholdet, der får tæppet revet væk, er det jo noget af det fuldstændig centrale i livet, når man har investeret så stor en del af sig selv i et andet menneske.

Læs også: Tips til det bedste i  teatret i 2012

Hvis det andet menneske pludselig betvivler parforholdet og vil ud af det, så er det jo hele ens eksistens, der bliver sat på spil. Og den kerne er evig aktuel, den har ikke forandret sig, uanset, at stykket foregår i en anden tid.«

I »Scener fra et ægteskab« er det Johan, der finder en anden, og Marianne, der sidder tilbage som den svigtede og forladte, der må udvikle sig og finde en ny identitet. Dermed bliver stykket, ifølge Kim Bjarke, også »en udviklingshistorie om en kvinde, der bevæger sig fra at beskrive sig selv primært som hustru og mor, til en fuldbåren, frigjort kvinde, der helt har styr på sit liv, og hvis fornemmelse af tilfredshed i livet ikke er afhængig af den enkelte mand«.

Men det betyder ikke, at »Scener fra et ægteskab« især henvender sig til kvinder, understreger Ditte Hansen. »Vi kan allesammen læse os ind i den, både manden og kvinden – og måske også på kryds og tværs,« siger hun.

»Netop fordi kønsrollerne i mange parforhold i dag nærmest er byttet om, håber jeg også, at der vil være nogle mænd, der kan se sig selv i min rolle, og nogle kvinder, der vil læse sig ind i Johan.«

Læs også: En familie i opløsning

Det gælder også, når Bergman kommer ind på et så tabuiseret emne som manglende sexlyst i ægteskabet. »I stykket er det Marianne, der mister lysten til sex og føler Johans forventninger som et stadig mere udholdeligt pres, og det, tror jeg, mange kvinder kan genkende i dag: Vi skal både være gode mødre, gode karrierekvinder, og vi skal fandeme også være gode elskerinder,« siger Ditte Hansen.

»Men jeg tror også, det rammer manden nu – hele det præstationskrav, det moderne samfund bedækker os med, får også mandens sexlyst til at forsvinde.«

»Scener fra et ægteskab« rammer også ned i den ophedede debat om »speltmødre« kontra karrierekvinder, der har fyldt debatsider og blogs, og som også handler om de til tider næsten umulige krav, vi stiller til os selv og hinanden.

»Men hvor hele speltdebatten jo er meget hængt op på børnene og vores forventninger til moderskabet, har Bergman valgt fuldstændig at sortere børnene fra og zoome direkte ind på de voksne. Og det, synes jeg, er utroligt befriende,« siger Ditte Hansen.

Læs også:Stærkt kvindeligt blik på Louisiana

»I vore dage fylder børnene bare SÅ meget i vores liv. De er grunden til, at vi bliver sammen, og de er katastrofen, når vi går fra hinanden. Børnene står imellem os, de er med i sengen, vi luller os ind og gemmer os bag dem. Vi er er ikke kærester mere, vi er ikke ægtepar mere, vi er familie.

Derfor synes jeg, det er så befriende, selv om det er helt urealistisk, at Bergman her simpelthen har skåret børnene væk, så vi kan koncentrere os om, hvad der sker mellem manden og kvinden.« Kim Bjarke er helt enig: »Hvis stykket var skrevet af en dramatiker i dag, ville det formentlig være sovset ind i forældreansvar og hvem der sidst hentede i børnehaven og alt det pis.

Her har vi et destillat, hvor vi med stor tydelighed endelig kan få at vide, hvad der egentlig sker mellem mor og far, mellem manden og kvinden. Alt teater skal have en relevans for samtiden. Jeg tror også, ægteskabet er vigtigt om 20 år. Det er sådan, vi organiserer os, uanset hvor meget dårligt, vi kan sige om det.«

Læs også: Oplev masser af kunst i byens rum

Da »Scener fra et ægteskab« første gang blev vist på svensk tv, steg skilsmisseraten i Sverige dramatisk. Den effekt får Folketatrets opsætning næppe i 2012. »Men man kan stadig godt bruge den som en slags lakmustest på sit eget parforhold,« siger Kim Bjarke:

»Gå ind og se »Scener fra et ægteskab« sammen med din mand eller kone. Og gå bagefter hen på en café og snak om forestillingen. Hvis I kan snakke om den, så har jeres forhold stadig en fremtid. Men hvis der bliver helt stille – eller hvis I taler om alt muligt andet – så kan det godt være, at I har nogle problemer som par.«

Hvad: »Scener fra et ægteskab«
Hvor: Hippodromen på Folketeatret
Hvornår: 22. februar-23. marts

Javascript is required to view this map.
Kort

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: AOK.dk
Byliv | 08/04/14

Hvem skal nomineres til Byens Bedste 2014?

Årets kategorier ligger klar, men hvem fortjener en nominering? Giv dit bud, og vind fede præmier.

AOK Tjenester