Må vi ikke godt blive fri for bestsellerteatret? Scenekunsten er ikke længere for fin til – har den i øvrigt nogensinde været det? – at stjæle fra andre genrer med arme og ben.

Men at sætte Stieg Larssons i den grad gennemtrawlede Millennium-trilogi, eller i hvert fald første del af den, på scenen på et skatteyderbetalt teater, er det ikke for meget af det gode? Både jo og nej.

Teaterchef Kitte Wagners mission har været at betone de elementer af årtiers bedst sælgende trivialroman, som peger på kvindeundertrykkelse, opgøret med nedarvede patriarkalske hierarkier og en gryende dagsorden, der tegner nye måder at forvalte kærligheden og forholdet mellem kønnene på.

Alt det, som også forfatterens enke, konsulent på teaterversionen, synes er blevet væk i Salander-industrien, som i stedet har set et nyt actionpar i Mikael Blomqvist, sandhedssøgende journalist og kvindebedårer, og hackeren og halvautisten Lisbeth Salander, der hævner det maskuline magtmisbrug, hun udsættes for. Med Vivian Nielsen som dreven dramatiker lykkes denne del af projektet virkelig flot.

Læs også: AOKs omtale af »Mænd der hader kvinder«

Den stenrige industrifamilie Vangers perverterede fortid – proppet med fascistiske forbindelser og fornedrende vold mod slægtens kvinder – trækkes helt frem i forgrunden ved i sceneversionen at give kvinderne mere plads i historien om, hvorfor en ung pige forsvandt sporløst fra familiens ø engang i 1960erne.  

Vidunderlig Salander
Til gengæld er forestillingen i lange passager temmelig kedelig. Scenograf Karin Betz’ drejescene med videoprojektioner roterer, og den ene scene efter den anden af den omstændelige historie rulles op. Men behøver Kim Bjarkes instruktion – finere, gammeldags folkekomedie – at være så adstadig? Spændingen siver. Og det er ikke kun noget, jeg påstår, fordi jeg både har læst filmen og set bogen.

Den sympatiske, feministiske dagsorden og restitutionen af en forsvarlsøs forfatter fjerner ikke fornemmelsen af det overflødige og fantasiløse i projektet: Vi har været her, tak, og teatret kom sidst over målstregen. Når det så er sagt, så er Signe Egholm Olsens hvidmalende hævner en vidunderlig Lisbeth Salander. Langtfra så død i sværen som i Noomi Rapaces ellers så hyldede filmfortolkning.

Luksuriøs besætning
Tværtimod kogende af iltert temperament og forvirrede følelser under hætten. En sørgende tilskuer til det liv, hendes anderledeshed ikke tillader hende at være en del af. Og Jens Jørn Spottag er så tilpas laidback som Mikael Blomqvist, spejderdreng og sporhund, skal være.

Forestillingen er i det hele taget luksuøst besat: Max Hansen, Nis Bank-Mikkelsen, Tom Jensen, Claus Bue, Anna Reumert Sarah Boberg, Mikkel Boe Følsgaard, Jesper Hyldegaard og Lars Lunøe ødsles på en masse endimensionelle roller.

Det samme kan man sige om de karismatiske kvinder, det i hvert fald er mere end svært at hade: Ann Eleonora Jørgensens kloge og frie chefredaktør, Benedikte Hansens sødtsørgmodige elskerinde og Ulla Henningsens – ja, det røber vi ikke. Der kunne jo sidde en enkelt teatergænger, som ikke aner, hvad vi snakker om.

Hvad: »Mænd der hader kvinder«
Hvor: Nørrebro Teater
Hvornår: Spiller til den 29. januar 2011
Hvordan: Læs mere på nbt.dk