»Tell me why I don’t like penis; tell me why I don’t like penis.«

Rasmus Botoft og Martin Buch går og får de sidste detaljer på plads på Bellevue Teatret inden deres forestilling Rytteriet Live har premiere den 4. november. Den peniserede udgave af sangen »I don’t like Mondays« kommer ovre fra Martin Buch, der netop har fundet på endnu en sang til rækken af de penissange, som Rytteriet er kendt for.

»Og så endda på engelsk« som Martin Buch tilfreds konstaterer, inden han starter forfra på sangen.
Rytteriet slog for alvor igennem på P2 for nogle år side, og er lige nu både aktuelle med tv-satire på DR2 og fra næste uge også med live-satire på Bellevue Teatret. Duoens ideer, karakterer og universer opstår på forskellige måder. Penissangene ofte som en pludselig indskydelse, mens de mange sære karakterer tit er længere tid undervejs.

Martin Buch og Rasmus Botofts fælles projekt Rytteriet har de seneste år stået for nogle af de populæreste satire-karakterer. Snobberne Poul og Fritz, der elsker sig selv og hinanden over alt på jorden og over et glas Campari, eller fem, vender stort og især småt. Ægteparret Erik og Else, der er et virkelig dårligt match, hvor Eriks voldsomme vrede har taget over, mens Else bare finder sig i det.

Eller Manden i Skabet, der gang på gang lukker sig inde i et skab for at gøre opmærksom på alle verdens problemer, og først kommer ud, når de er løst. Eller når vennen Tage kommer med mad.
»Inspirationen til vores karakterer kommer mange forskellige steder fra. Nogle af dem er inspireret af den virkelighed vi lever i, andre kommer bare af stemmer, vi har oppe i hovedet, og som på et tidspunkt kommer ud og bliver ydre,« siger Rasmus Botoft, og Martin Buch tager over:

»Det var sådan Snobberne blev til. Vi havde gået og plapret og ævlet nordsjællandsk sammen og hver for sig, og med tiden udviklede det sig til Fritz og Poul. Pludseligt var karaktererne der bare. Så først sad vi faktisk med karaktererne, og så kom ideen til hele sketchen bagefter.«  
Men de mange obskure, sære og hylende morsomme karakterer er blevet til på forskellige måder, og ikke alle starter som stemmer og dialekter i Rytteriets hoveder. Det er Manden i Skabet i eksempel på.

Da Rytteriet startede i radioen, var han en ambition om, at lave noget med mening. Lave noget rigtigt satire, der handler om, gerne at ville gøre en forskel, men når det kommer til stykket, ikke gør noget ved det.

»Manden i Skabet er en satire over, at man ikke rigtig gør noget. Vi er velmenende og vi snakker om verdens problemer ved middagsbordet. Men vi gør ikke noget ved det, og så æder vi lidt mad, hygger os og har det godt, indtil vi hører om noget andet forfærdeligt. Så siger vi »Gud, hvor forfærdeligt«, og æder derefter videre. Der er ikke rigtigt nogle, der gør mere end det,« siger Martin Buch.

Kigger man på det samlede katalog af Rytteriets karakterer, går en ting igen. Mislykkede mennesker. Mennesker med store problemer. Og hvorfor er det sjovt?
»Det er bare sjovt at se på mennesker, der ikke rigtig lykkes, og alle vores forskellige karakterer er jo mennesker, der på en eller anden måde sidder i saksen« siger Martin Buch, og Rasmus Botoft tager over:

»Livet er svært og hårdt, og alle kommer til at møde modstand i livet. Så vi holder et spejl op, og siger »sådan her skal det virkelig ikke gå«. Man skal hverken ende som Poul og Fritz eller i et ægteskab som Erik og Elses. Hverken som den ene eller den anden.«
Martin Buch tilbageerobrer ordet:

»Jeg vil nu ikke sidde og sige, at sådan må man ikke blive. Men vi mennesker vader jo rundt i de samme cirkler og i den samme cyklus, og så sætter Rasmus og jeg det bare virkelig på spidsen. I mange af vores ting er der jo ikke nogen udvikling. Erik bliver ikke god til sidst, Gumbas-manden siger ikke noget rart til sidst, Stripper-Jens lærer aldrig at strippe, Manden i Skabet kommer notorisk til at sætte sig ind i sit skab igen, efter han har været ude at få mad. Der er ikke nogen udvikling i en eneste af vores karakterer, de gentager bare sig selv.«

De to skuespillere kigger hemmelighedsfuldt på hinanden og næsten i kor fortæller de, at der faktisk for første gang i Rytteri-historien sker en udvikling hos Else, men hvilken får ingen at vide før premieren. I Rytteriet Live vil publikum også komme til at se Snobberne, som de ikke har set dem før, ligesom Martin Buch og Rasmus Botoft også løfter sløret for, at flere af karaktererne kommer til at møde hinanden på tværs af sketchs og universer. Mere vil de to mænd dog ikke fortælle, det skal være en overraskelse.  

Flere af satire-duoens karakterer viser også, hvordan virkelighedens mennesker opfører sig, bare gengivet i en ekstrem grad. Overdrivelse fremmer som sagt forståelsen.
»Stripper-Jens afspejler for eksempel et menneske, der har valgt en forkert hylde, og det er der jo mange der også har,« forklarer Martin Buch, og Rasmus Botoft tilføjer:
»Og selvom de har valgt forkert, insisterer de på at blive ved, også selvom alle andre godt kan se, at det altså ikke går – og aldrig kommer til at gå.«

Generelt bunder Rytteriets sjove og spøjse eksistenser i virkeligheden. Om de så er blevet til på den ene eller den anden måde. Publikum forstår kun snobberne Fritz og Poul, fordi de selv har mødt og set dem, og ved der findes mennesker, der bare synes alt er skønt og ikke kan tage sig af andres problemer. Ligesom Stripper-Jens heller ikke ville være sjov, hvis ingen af os havde et forhold til strip, og vidste hvad der er sexet, og måske endnu vigtigere, hvad der ikke er.

»Karaktererne findes jo derude. Der findes ægtepar, som virkelig sidder i saksen, og hvor der sgu aldrig sker noget. Poul og Fritz sidder jo også lige henne om hjørnet, hvor de bare synes alt er skønt, skøjter henover det hele og alt er lige meget. Men selvfølgelig er det sat på spidsen,« siger Martin Buch.

Både Martin Buch og Rasmus Botoft samler inspiration, når de går på gaden, sidder foran fjernsynet eller hvor de ellers lige befinder sig. Og får de en ide, bliver den skrevet ned i en idebog, så de ikke glemmer den. For nylig blev endnu en karakter føjet til Rasmus Botofts idebog.

»En dag jeg gik på Istedgade, så jeg en blind transvestit. Der begynder jeg straks at tænke i karakterer, for hvem fanden finder på det? Er det hjemmehjælperen, der giver ham tøj på? Eller udvælger han selv sit kvindetøj uden at kunne se det? Startede han med at være transvestit og blev efterfølgende blind? Eller er han virkelig bare en blind transvestit?« siger Rasmus Botoft. 

»Ja, og hvordan lægger han makeup, når han er blind?« tilføjer en grinende Martin Buch, mens han kører en usynlig mascara rundt i hele hovedet.
»Lige meget hvor grotesk og absurd mange af de ting, vi har lavet, er, så er virkeligheden jo endnu mere absurd. Der er fandeme mange mærkelige mennesker og mange mærkelige ting derude,« siger Rasmus Botoft.

At virkeligheden nogle gange er mere absurd end Rytteriets eget univers, gik op for Rasmus Botoft, efter Rytteriet havde været ude og filme Stripper-Jens til det aktuelle tv-program på DR2. Martin Buch gik rundt i København i latexunderbukser, militærstøvler og en stor rødhåret paryk. Men nogle dage efter kom Rasmus Botoft alligevel i tvivl om, de havde gjort Stripper-Jens ekstrem nok.

»Tre dage efter optagelserne så jeg en mand på Enghave Plads med et kæmpe sort hår. Han havde et par cowboyshorts på, hvor den ene klunke hang udenfor, imens han samlede flasker og samtidig dansede underligt rundt. Og der tænkte jeg, at vi totalt havde underspillet Stripper-Jens.«
Og efter en kort tænkepause, mumler han tilføjende:
»Virkeligheden er jo vanvittig.«

Læs også: Rytteriet Live