Føj til favoritter Del Send
Scene | 12/09/13

Rytteriet: »Planen er, at samarbejdet fortsætter de næste 60 år«

  • Erik (Martin Buch) og John (Rasmus Botoft). Foto: Agnete Schlichtkrull

    Erik (Martin Buch) og John (Rasmus Botoft).

    Foto: Agnete Schlichtkrull
Fritz, Poul, Else, Erik, Rita og alle de andre har premiere på en ny sæson af satire-showet »Rytteriet« på DR i aften. AOK fangede Rasmus Botoft og Martin Buch til en snak om den nye sæson.

De har været skyld i et utal af latterkramper, og de er både kendt fra tv og teater. Rasmus Botoft og Martin Buch, som er professionelt uddannede skuespillere, har i aften premiere på endnu en sæson af »Rytteriet«. De danske tv-seere skal over otte afsnit følge de efterhånden tv-legendariske snobber Fritz og Poul, det tragik-komiske ægtepar Erik og Else og en masse andre.

»Man skal også glæde sig til de nye og forhåbentlig sjove figurer,« siger Rasmus Botoft. »Og så skal I glæde jer til udvikling med Erik og Else. En form for drama, der udspiller sig i løbet af de otte afsnit.«

Læs mere: Se billederne: Bag kameraet på »Rytteriet II«

Erik og Else er et ikke helt lykkeligt ægtepar, som bor i provinsen. Og Else finder sig måske i lidt fra meget fra sin mands side. Men det stopper her.

»Det kan vi godt afsløre,« siger Martin Buch. »Else går fra Erik. Erik kommer til at slå Else tre gange i alt, så Else flytter over til deres vennepar John og Tulle. Og så sker der nogle ting i hvert afsnit. De gennemgår en form for selvudvikling. Else skal ligesom lære, at der er et liv uden Erik, og Erik skal lære, at der er et liv uden alkohol.«

Siden sidste sæson af »Rytteriet«, har showets husorkester fået en ret markant plads i den danske musikbranche. Marie Key er blevet landskendt som solist og sammen med Bjørn Fjæstad, Henrik Balling og Mads Andersen, er hun klar til at levere lydsporet til showet.

»Vi er en form for entreprenører«
Rasmus Botoft og Martin Buch har arbejdet sammen i over ti år. Og sammen har de altså dannet grundlaget for deres karriere gennem de sjove, skæve karakterer og shows på DR og Bellevue Teatret.

»Vi har jo udviklet os og rykket os meget,« fortæller Rasmus Botoft. »Man kan sige, at den her gang har vi også haft lyst til at rykke det et andet sted hen end for tre år siden, da vi sidst optog fjernsyn. Nu er det jo over ti år, vi har arbejdet sammen. Vi forsøger os hele tiden med, at det, vi laver, udvikler sig, ligesom vi selv udvikler os.«

Læs mere: Se billederne: Bag kameraet på »Rytteriet II«

Men udviklingen har kun været mulig, fordi de to skuespillere er et godt match.

»Vi supplerer hinanden rigtig godt,« siger Martin Buch. »Vi er en form for entreprenører. Vi er begge to traditionelt uddannede skuespillere. Så vi kunne godt arbejde som skuespillere, det tror jeg godt, vi kunne have en chance for. På den måde er det en gave, at vi har fundet sammen og har vores lille klub. Vores lille butik, gøglerbutik, karakterbutik. Det har vi megen glæde af.«

Både Rasmus og Martin er helt sikre på, at samarbejdet kommer til at fortsætte længe endnu. I 2014 har de premiere på et show på Bellevue Teater, så der ser i hvert fald ikke et brud lige foreløbigt.

»Planen er, at samarbejdet fortsætter de næste 60 år,« siger Rasmus Botoft og fortsætter efter en kort regnepause: »Når jeg fylder 104, så tager vi det op til revision. Så tager vi en kop kaffe og snakker om, om vi skal fortsætte 20 år mere.«

Læs mere: Se billederne: Bag kameraet på »Rytteriet II«

Den nye sæson kan opleves hver torsdag aften klokken 22:00 på DR2, og første episode går i luften i aften. Rasmus Botoft har opskriften på, hvordan seerne får mest ud af »Rytteriet«.

»Man skal læne sig tilbage i sofaen og åbne sindet op for det nye Rytteri. Man skal være indstillet på, at man skal følge med. Man skal helst se alle otte afsnit. Der bliver givet nogle gaver, hvis man følger med.«