...

Da den britiske dramatiker Willy Russells topersonerskomedie »Educating Rita« kom op på teatret herhjemme for snart 30 år siden, skete det under den danske titel »Lærenemme Rita«. På Grønnegårds Teatret, der spiller den som friluftsforestilling i Odd Fellow Palæets have, har man valgt at beholde den engelske originaltitel, »Educating Rita«.

Det giver mening. For hvem er det egentlig, der skal lære noget her? Er det den uvidende, men begavede damefrisør Rita, der har meldt sig til åben universitet, og som tager eksamensforberedende enetimer hos den midaldrende universitetslærer Frank med ønsket om at lære »alt«? Eller er det i virkeligheden den uslebne diamant med den sunde fornuft og vilje til at ændre sin egen skæbne, der er den, der lærer nogen noget. Og som muligvis giver den udbrændte og let alkoholiserede Frank et og andet om livets muligheder tilbage?

Læs også: Cecilie Stenspil er en lærenem damefrisør

Vist er Willy Russells komedie en konstruktion, man kan beskylde for meget. Et kunstlet Pygmalion-eventyr om pigen, der overkommer det umulige og finder sig selv fortalt i en lang række relativt korte vignetter, der stort set alle sammen begynder med, at pigen Rita åbner døren til sin lærers kontor, hvor han sidder og venter på hende. Med andre ord slet ikke så let at spille med troværdigheden i behold, som man skulle tro. Til trods for to halvgode roller, de veltilrettelagte replikker og den vittige tone. Med mindre man forstår at spænde kurven op, så selv den mindre vellykkede anden halvdel får den spænding, den skal have. Og forlene figurerne med den dybde de må eje, hvis de skal interessere hele vejen som andet end teaterfigurer.

Stenspil og Enevold klæder hinanden
På Grønnegårds Teatret er iscenesætteren Madeleine Røn Juul lige ved at gøre komedien bedre, end den er. Hun er en dejligt lydhør instruktør med en stor force i det musikalske replikskifte i detaljemættet nærbillede. Og det er der god brug for i komedien, som stadig her er sat i tiden, den er skrevet i. Her doceres lystspillets lethed med lige akkurat den understrøm af alvor, der giver spillet mening.

Kunne komedien overhovedet spilles bedre, end Flemming Enevold og Cecilie Stenspil gør det? Det er i hvert fald svært at forestille sig. Hun er vitterligt det friske pust, der sparker alle døre ind. En Eliza med stenbrosaccent, som – på godt og ondt – langsomt forvandles til en selvstændig kvinde med ny horisont. Sød, slagfærdig, rørende. Sjov i den indledende, uspolerede, associationsspringende talestrøm. Og med en tiltagende hårdhed i betrækket som flot accentuerer den diskussion, som også er en del af stykket: Går originaliteten tabt, når man forsøger at civilisere?

Og med sin hvast ironiske replik, hængerøv i fløjsbukserne og sine træt ludende skuldre, men med pludselige glimt af liv og charme bag de udslukte øjne, lykkes det en mindst lige så vittig Flemming Enevold at fortælle hele historien om en mands forspildte chancer. Professionelt og erotisk. De klæder hinanden. Og sammen gør de »Educating Rita« til den slags teater, alle elskere af skuespilkunst må labbe i sig. Hvem ender med at lære noget? Det gør i hvert fald vi.

Hvad: "Educating Rita" af Willy Russell
Hvor: Grønnegårds Teatret
Hvornår: Til 25. august