Teatret Republique har rejst et gigantisk spejltelt midt på Østerfælled Torv. Midt i deres lille landsby af teaterbygninger. I bygningen til højre for teltet ligger billetsalget og den kommende »Lille Scene«. I bygningen til venstre er kontorerne og den store scene, som skal udvides. Til næste sommer starter ombygningerne, som skal forbinde de to bygninger med en underjordisk, glasoverdækket publikumsfoyer. »Her skal indgangen være«, siger teatrets direktør, Martin Tulinius, peger på fliserne foran teltindgangen og tegner to glaspyramider med armene. »Ligesom i Paris«.

Men lige nu er det teltet, der er der. På pladsen foran sidder folk på cafestole og drikker fadøl i septembersolen, mens andre trisser ud af SuperBest med fyldte plasticposer. Når dørene til teltet åbnes i pauserne, går nysgerrige forbipasserende ind i mørket og kigger. De får lov til at blive. Nogle af dem sætter sig i et stykke tid og følger med i prøverne, før de går ud igen. Og når skuespillerne går udenfor for at ryge, råber cafegæsterne: »Hvornår er det, der er premiere?« og løfter glasset. »Vi kommer!«

Inde i spejlteltet
Indenfor i teltet er der hedt under de brændende projektører. I midten står den runde scene af træ, omgivet på alle sider af tomme stole, som venter på publikum, men lige nu må nøjes med skuespillernes henslængte sportstasker og jakker. En gennemspilning er i fuld gang. Der er kun mænd på scenen. Ingen scenografi og ingen kostumer. Kun syv mænd i tanktoppe, militærbukser og gummisko.

Lars Mikkelsen vrider sig vredt på gulvet som den fængslede hushovmester Malvolio, bagbundet med et tykt reb, som strækker sig ud i mørket mellem stolerækkerne. Omkring ham danser Klaus Risager drilsk og syngende som hofnarren Feste. I næste scene er der blide kys mellem heltinden Viola og grevinde Olivia i skikkelse af Thomas Magnussen og Benjamin Kitter.

Det er holdet bag den Reumertbelønnede forestilling »Flammens Muse«, som er tilbage. Dengang var de tre på scenen, som udforskede tretten kærlighedsscener fra Shakespeares stykker på både dansk og engelsk. Denne gang er holdet udvidet med yderligere fire skuespillere. Og lige som sidst er det mænd, der spiller mænd. Mænd, der spiller kvinder. Og mænd, der spiller kvinder, som er udklædt som mænd. Sådan var det også på Shakespeares tid, hvor der ikke måtte stå kvinder på scenen. Men i denne forestilling er der ingen kostumer til at tydeliggøre, hvem der faktisk er kvinden og manden.

"Shakespearepolitiet bliver måske sure"
»Det her er vores bud på, hvordan vi tror, Shakespeare ville have skrevet det, hvis det var i dag«, siger Martin Tulinius. »Det, som Shakespeare i virkeligheden ville med forestillingen, men som man ikke kunne skrive dengang.«

»Shakespeare skrev mange af sine kærlighedssonetter sideløbende med lige præcis det her stykke, og i dem kan man se, hvad der har rørt sig i ham«, siger Lars Mikkelsen.
»På det tidspunkt var han selv i et kærlighedsforhold til både en kvinde og en mand.«
»Han havde stærke følelser for en ung mand, som han egentlig skulle tilskynde til at blive gift«, supplerer Thomas Magnussen.
»Og samtidig havde han en mørklødet elskerinde, hvilket også var fyfy på mange måder«.

»Vi er meget tro mod stoffet«, fortsætter Lars Mikkelsen.
»Men vi har vredet stykket i forhold til, hvad vi mener, han egentlig ville kommunikere, men ikke turde skrive ligeud på det tidspunkt«. Han smiler, nærmest hemmelighedsfuldt. »Shakespeare-politiet bliver måske sure, men det er med til at fortælle den historie, vi tror, han egentlig ville fortælle«.

Julie med fuldskæg
Der er masser af kærlighed på kryds og tværs mellem kønnene i Spejlteltet, men der er mindst lige så meget begejstret kærlighed til Shakespeare. Hele holdet bliver så ivrige, at det blafrer i teltdugen, når de fortæller, hvordan den mesterlige dramatikers værker »transcenderer kønnet«. At det er lige meget, om man har fuldskæg, når man spiller Julie. At publikum skal blive så opslugt af ordene, at de glemmer at spekulere over, om det skal forestille at være en kvinde eller en mand, der siger dem.

»Fordi vi ikke har kostumer på, kan publikum høre ordene på en helt anden måde«, siger Lars Mikkelsen.
»Hvis man sætter vores generations allersmukkeste skuespillerinde og den allersmukkeste skuespiller over for hinanden i en kærlighedsscene, så vil deres konstellation overskygge teksten. Så har man ikke rigtigt brug for den. Men hvis jeg står med fuldskæg på toppen af en køkkenstige og spiller Julie, kommer teksten meget mere i fokus. Vi skraber ind til benet uden at pakke det ind i kostumer og kongekroner, så folk virkelig kan høre ordene.«

»Det er et meget ærligt og nøgent udtryk«, siger Klaus Risager.
»Vi har ikke noget at gemme os bag, og vi er nødt til at have en virkeligt stærk kontakt til publikum. Samtidig stiller vi store krav til deres fantasi. Hvis de er med på legen, så opstår magien.«
»Det skærper alle sanser helt enormt, at man ikke får noget foræret«, supplerer Martin Tulinius.
»Publikum er helt koncentreret og går op i historien på en måde, som de ikke ville have gjort i en almindelig opsætning, hvor man får alt skåret ud i pap.«

Og når man først er nået helt derind i ordene, opdager man, hvor aktuelle teksterne er.
»Vi har ikke bevæget os en tøddel i 400 år«, slår Lars Mikkelsen fast.
»Mennesket er stadig spændt op mellem fornuften og libidoen, og længere er vi ikke kommet. Det er fantastisk, at han har ramt det så sindssygt præcist for så mange år siden.«
Der er ikke nogen tvivl i hans stemme.
»Shakespeare er stadigvæk bare det bedste stof, vi har at lave teater på«, siger han.
Og så med eftertryk: »Overhovedet«.

Hvad: H3K
Hvor: Republique, Spejlteltet, Østerfælled Torv, Kbh Ø
Hvornår: Premiere 25. september kl. 20., Herefter tir-fre kl. 20, lør kl. 17 frem til 31. okt.
Hvordan: 90-245 kr. på billetnet