Teatret beskriver selv forestillingen som et møde mellem ”The Office”, ”Die Hard” og ”Apocalypse Now”. Anmeldlerne har kvitteret med 5- og 6-stjernede anmeldelser. Og nu udvides spilletiden på den fysiske actionkomedie BLAM! med ekstra spilledage i maj.
I denne uge er forestillingen udsolgt alle dage bortset fra til den sene lørdagsforestilling (11. februar kl. 20).
Det er islandske Kristján Ingimarson, der har skabt forestillingen, som foregår på et kedeligt kontor, der dog hurtigt forvandles til noget helt andet og actionfyldt.
De nye datoer for den fysiske actionkomedie ligger fra den 8. til den 12. maj 2012.
BLAM!
20. januar – 11. februar
Stunt, parkour, dans, attitude og akrobatik i forrygende og grænseløst blær. Opfindsomheden er på sit højeste, når fem filmnørder udfordrer deres favoritscener fra de ledeste actionfilm, piratvideoer og youtube-klip.
Parkour er den nye dreng i klassen
I gamle dage hed det bare slapstick på både teatret og i film. Så kom Hiphoppen og gjorde dans, stunt og akrobatik til allemandseje. Den legende dans er blevet et lige så sikkert pensum i fritidsklubber, som dansk i folkeskolen. Den nye, frække dreng i klassen hedder parkour. Her handler det om at bruge kroppen i en grænseløs udfordring af byrummet. Det er blevet en livsstil at falde, rulle, klatre og kaste sig ud i sindssyge stunts i det offentlige rum.
Halsbrækkende, toptunet blærerøvsforestilling
Forestillingen er lige så langt ude som titlen Blam! Et hæsblæsende act med en berusende vanvidsglød, uendelig idérigdom og en hyldest til kroppe, der kan gøre det umulige. Islandske Kristján Ingimarsson har samlet en hæmningsløs bande af Danmarks bedste, fysiske performere. De serverer dødsøjeblikke, stunts og sved mixet med alle klichéreplikkerne fra tv-skærmen til publikum – helt tæt på og næsten uden bluff.
Ironisk kommentar til Jackass-kulturen
Ingen slapstick er dog for alvor sjov, hvis ikke der er mening i galskaben. Sådan er det også hos Ingimarsson. For bag vildskaben, lidenskaben og dødsforagten gemmer der sig en bidende snert af ironi over den vestlige kultur. En kultur hvor mange driver sig selv ud i dødsforagtende jackass-udfordringer – bare for at kunne mærke livet for en stund.
iscenesættelse: KRISTJÁN INGIMARSSON I SAMARBEJDE MED DE MEDVIRKENDE | med bl.a.: KRISTJÁN INGIMARSSON, LARS GREGERSEN, DIDIER OBERLÉ
Lørdag spilles kl.15:00 & 20:00
Billet: www.republique.dk | Billet tlf.: +45 7020 1031