»Jeg ønsker at dø en død i protest.« Sådan siger filminstruktøren Pier Paolo Pasolini mod slutningen af Mammutteatrets dramatisering af hans liv, »PPP «. Præcis som den Jesus, han har skildret på film, vil han ofre sig, så verden - det fascistiske Italien - kan blive opmærksom på sine egne forbrydelser. Olaf Johannessen er helt rigtigt placeret som den determinerede instruktør, hvis lidenskabelige kunstnerkamp - med sig selv og omgivelserne - oprulles slag i slag.

Med brændende blik og sammenbidt overbevisning fremsiger denne Pasolini, morsdreng og revolutionær, sine mange credoer om politisk og seksuel frigørelse i ophidset samtale med personificerede elementer af sin psyke: Marxisten, utopisten, bøssen, Sigmund Freud! Det lyder mere kringlet - og kedeligt - end det overhovedet er.

Livligt passionsspil Minna Johannesson, oplagt, nyt instruktørtalent, får faktisk et imponerende livligt og kollektivt passionsspil ud af Claus Flygares tekst, der er baseret på vragrester af interview og slagord fra den sammensatte instruktør.

Vi følger ham film efter film, krise efter krise. Og skønt de spillede filmsekvenser ikke rigtig kommer i nærheden af Pasolinis eget univers - forestillingen satser på en komisk afmontering - så fungerer komikken som modvægt i forhold til det patetiske. Først til sidst skruer forestillingen virkningsfuldt ned for det ironiske blus, når den nøgne Pasolini overværer en montage af citater fra sin sidste, seksuelt afsøgende film og sin egen offerdød. Det lettere overspændte kunstnermartyrium konsekvent ført til ende.